Rita Karlsen, HRS
I går kunngjorde Berlingske en Gallupmåling som avdekket at danskene mener verdikampen er viktig, og det ble etterlyst en politikk som vektlegger ”tradisjonelle danske verdier” mer enn tilfellet er i dag.
Men hva er så ”tradisjonelle danske verdier”?
Debatten ligner på det som har vært under svak oppseiling i Norge, der det har vært rotet rundt i ”norske verdier”, ”kristne verdier”, ”frihetsverdier” og sikkert annet. Men det har vært utvist liten politisk vilje, eller kanskje evne, til å konkretisere hva disse verdiene egentlig er.
I dagens Berlingske prøver Jesper Beinov, daglig sjef for debattredaksjonen og lederskribent ved avisen, å definere hva han mener er de 10 bærende verdier. Forsøket er vellykket, og kan med hell benyttes til etterfølgelse.
Innledningsvis forklarer Beinov hvorfor verdiene er viktige:
Når værdierne er vigtige, er det fordi de har betydning for holdningsdannelsen i Danmark. Det eneste der ikke bør være til forhandling er demokratiets grundlæggende værdier, fordi de er fundamentet under vores frihedsorienterede, sekulære samfund. Udover dette, gælder det i moderne sekulære samfund, at værdierne løbende kan diskuteres, alene fordi det er forældet at henvise til, at traditionen har autoritet til at diktere folks værdier og adfærd.
Selvsagt vil det i Danmark, som i Norge og alle andre land, være ulik oppfatning av hva som er de grunnleggende verdier i samfunnet. Men i Danmark, der de for øvrig ikke har så store problemer med å kalle det ”danske verdier” uten å få på pukkelen, er det langt flere enn i Norge som har kastet seg på konkretiseringsjobben. Beinovs bidrag lyder som følgende:
1. Liberalt demokrati: Danmark bygger på, at vælgerne udpeger de folkevalgte, som udformer love med et alment, forudsigeligt sigte i respekt for frihedsrettighederne, som de er givet i Grundloven.
2. Frihedsværdier er europæiske: Friheden bygger på den moderate oplysningstid, og handler om magtbalance, lighed for loven, kritisk debat og ansvarligt medborgerskab.
3. Forankring i Europa: Som lille land vinder vi indflydelse ved at afgive national suverænitet ved forhandlingsbordet i Bruxelles.
4. Tillidskultur: Vi har en høj grad af tillid til hinanden. Det gør alle typer samarbejde mere gnidningsfrit, at man ikke skal nedfælde alt på skrift, men denne tillid er i fare for at blive nedbrudt, hvis kontrol- og overvågningssystemer erstatter behovet for indbyrdes tillid.
5. Sammenhængskraft: Der er beskedne forskelle fra top til bund, og den smule forskel, der er tilbage, bør ikke udjævnes, da det rent faktisk giver dynamik i et samfund.
6. Ytringsfrihed: Ethvert kompromis i forhold til fri tale må forkastes, så vi vedblivende siger tingene i klar tekst.
7. Det nationale har positiv værdi: I Danmark er folkestyrets historie sammenbundet med det nationale. Af historiske grunde har vi en tæt sammenknytning mellem stat-nation-folk-demokrati.
8. Dansk på mange måder: Vi skal være mere åbne for, at man kan være dansk på flere måder, så længe man respekterer det danske samfunds frihedsprincipper. Det vigtigste er altså, at man føler et tilhørsforhold, medborgerskab og loyalitet overfor det land, man er blevet en del af.
9. Initiativ belønnes: Det skal altid kunne betale sig at arbejde.
10. Religion er en privatsag: Kristendommen har været bærende i Vesten, men har sekulariseret sig selv så politik og religion er adskilt. Vi skal have religiøs pluralisme, men afvise religiøse særrettigheder eller religiøs lovgivning.
10-punktslisten vil sikkert ikke bli omforent av alle, selv er jeg noe skepsis til pkt.3 men så har vi jo da også ”bare” EØS-avtale, men likevel finner jeg listen som et svært godt utgangspunkt for diskusjon og videre konkretisering. Ikke minst fordi den gir en referanseramme. Verdier som likeverd mellom mennesker, likestilling mellom kjønn, ytringsfrihet og religiøs frihet eksisterer ikke i et vakuum.
Berlingske har også satset på verdidebatten på kronikkplass. I en av kronikkene tar Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor, ph.d., Aarhus Universitet, mål av seg å forklare hvorfor danskene etterspør verdier. Sentrale grunner til dette finner Hovbakke i innvandringen fra ikke-vestlige land, 2.verdenskrig, erfaringene med negativ nasjonaldyrkelse, behovet for felles nasjonal referanseramme, rotløshet og hvordan politikerne møter etterspørselen av verdier.
Innvandring fra ikke-vestlige land En af grundene er, at der i de seneste årtier er kommet flere mennesker til Europa fra ikke-vestlige lande end på noget andet tidspunkt i løbet af det 20. og 21. århundrede. Mennesker, som fra deres hjemlande i vid udstrækning har været vant til et andet samfundssyn, en anden kultur, et andet menneskesyn, et andet syn på forholdet mellem stat, individ og religion og en anden opfattelse af, hvad der er det bedste politiske system osv. Dette har fået os alle til at tænke mere over vores egen identitet og vore egne værdier. Som danskere, tyskere, svenskere, hollændere osv.
2.verdenskrig En anden grund er, at Anden Verdenskrig nu er kommet på så lang afstand tidsmæssigt, at kun den del af befolkningen, der er over 70 år, husker krigen. Nogle af dem, der er mellem 35 og 70 år, har måske fået fortalt om krigen af deres forældre. Mens det gælder for de fleste af dem under 35 år, at hverken de selv eller deres forældre har oplevet Anden Verdenskrig. I perioden fra 1945 til 1990erne så det helt anderledes ud. På dette tidspunkt kunne de fleste enten selv huske krigen, eller de havde hørt om den fra deres far og mor.
Negativ nasjonaldyrkelse Derfor blev en dyrkelse af ‘det nationale’ af mange mennesker i Danmark og Europa opfattet som noget negativt, pga. af de negative erfaringer, man havde fra Anden Verdenskrig, mht. hvad nationalisme kunne føre med sig. Denne ‘bremse’ på dyrkelsen af ‘det nationale’ er nu borte, og derfor har man også i mange europæiske lande i de allerseneste år kunnet se, hvordan partier, som lægger stor vægt på det nationale, og som er skeptiske over for EU, har fået markant øget tilslutning ved valgene. Af samme grund har man kunnet iagttage, hvordan disse partier i en række lande især har fået mange nye tilhængere blandt unge mennesker.
( … )
Felles nasjonal referanseramme Hvad enten det nu var viden om de mest markante begivenheder i danmarkshistorien og verdenshistorien, viden om de største forfattere i dansk litteraturhistorie og verdenslitteraturhistorien. Om det var kendskab til indholdet af kristendommen, som har præget Danmark og den danske kultur gennem mere end 1.000 år. Eller et basalt kendskab til, hvilke politiske institutioner, man har i Danmark. Eller for den sags skyld en basal viden om dansk geografi. I dag ved mange danske skoleelever ikke, hvor Hanstholm, Horsens eller Ringsted ligger, eller hvad der er disse byers vigtigste erhverv osv., hvis ikke lige de selv er derfra. Mange midaldrende og yngre mennesker føler med andre ord en mangel på nogle fælles nationale referencerammer, når de taler med andre mennesker.
Naturligvis har man også massevis af fælles referencerammer, når man taler sammen i dag. Men det er ikke i samme grad som tidligere fælles nationale referencerammer. De unge mennesker, jeg underviser på universitetet i dag, kender de samme amerikanske pop-grupper og de andre amerikanske TV-serier som deres jævnaldrende i andre lande. Men de kender ikke nødvendigvis den samme musik, den samme litteratur, den samme historie eller de samme TV-serier som deres forældre.
Mange af dem, der kommer fra folkeskolen og gymnasiet og begynder at læse på universitetet, ved heller ikke, hvordan det danske demokrati har udviklet sig i tidens løb eller hvor gammelt, det er. Endsige hvordan det danske politiske system fungerer i dag, og hvilke partier der eksisterer, og hvad de står for. De ved heller ikke særligt meget om hverken Christian 4., Johannes V. Jensen, Martin Luther eller Grundtvig. Hvem de er, hvad de stod for, og hvilken betydning de har haft for udviklingen af det samfund, som vi kender i dag.
Rotløse Derfor er det måske heller ikke så besynderligt, at en del midaldrende og yngre mennesker i dag efterspørger ‘nationale værdier’. En del mennesker føler sig rodløse, for nu at bruge et lidt fortærsket udtryk, fordi de i folkeskolen og gymnasiet aldrig har stiftet bekendtskab med en viden om, hvad der er særligt dansk, og hvad der har præget og formet de mennesker, der lever i Danmark i dag.
Hovbakke mener videre at det er forskjell mellom den økende interessen for det nasjonale i Øst-Europa versus Vest-Europa, samt synet på EU:
Når man vil forklare den øgede interesse for ‘det nationale’ i de europæiske lande i disse år, må man imidlertid også skelne mellem den øgede interesse for det nationale i Østeuropa og den interesse for det nationale i Vesteuropa. For Østeuropas vedkommende er den dyrkelse af det nationale, som vi i disse år er vidner til, nemlig i høj grad udtryk for to ting. Dels østeuropæernes glæde over endelig at kunne få lov til at dyrke det nationale, det ‘særligt polske’, det ‘særligt tjekkiske’ osv., efter 40 års undertrykkelse under et sovjetisk-styret, kommunistisk diktatur.
Dels en voksende skepsis over for EU, efter at man er blevet medlemmer af unionen i 2004 (for otte af de østeuropæiske landes vedkommende) eller i 2007 (for Rumæniens og Bulgariens vedkommende). Når man ser på historien kan man konstatere, at stort set alle europæiske landes befolkningers begejstring for EF/EU er faldet i årene umiddelbart efter, at det pågældende land er blevet medlem. Det samme skete såmænd også i Danmarks tilfælde, efter at vi var blevet medlemmer i 1973.
Der sker jo det, at når man bliver medlem, kommer befolkningen også til på en helt anden måde, end så længe man ikke er medlem, at føle de mindre positive sider ved medlemskabet. Derfor er den voksende interesse for det nationale i mange østeuropæiske lande i disse år ikke så overraskende.
Deretter kommer hvordan politikerne takler det ”nye behovet”:
Et meget interessant spørgsmål i forbindelse med den øgede efterspørgsel efter fokus på nationale værdier i befolkningen i såvel Danmark som andre europæiske lande er naturligvis, om politikerne i den kommende tid vil være villige til at imødekomme denne efterspørgsel.
Man kan frygte, at nogle af de politikere, der selv har gået i skole i en tid, hvor ‘det nationale’ er blevet opfattet som noget negativt, og hvor man ikke i undervisningen har lagt vægt på at bibringe eleverne basal viden om national historie, nationale samfundsforhold osv., i nogen grad vil negligere disse års voksende efterspørgsel i befolkningen efter fokus på ‘nationale værdier’ i samfundsdebatten og den politiske debat.
Men dette kan let risikere at få en meget uheldig, utilsigtet effekt. Hvis den voksende efterspørgsel efter mere fokus på nationale værdier i befolkningen bliver ignoreret af politikerne, risikerer man, at den sammenhængskraft-skabende dyrkelse af det nationale bliver erstattet af en aggressiv ekskluderende nationalisme. Med andre ord: Hvis politikerne ikke sørger for vedvarende at sætte fokus på værdipolitikken – herunder den nationale værdipolitik – i både den politiske debat og i den praktiske politik, risikerer man, at ekstremistiske politiske bevægelser overtager hele værdidebatten.
Der findes bl.a. to helt dugfriske eksempler fra vores allernærmeste nabolande på, hvordan det kan gå: Tyskland og Sverige. I begge lande har ekstreme synspunkter på det nationale på det seneste vundet større indpas i debatten, fordi det politiske establishment gennem adskillige år ikke har villet diskutere hhv. tyske og svenske værdier.
Sistnevnte har HRS påpekt i en årrekke; det tjener ingenting å legge lokk på en debatt som uansett vil vokse seg frem. Å legge lokk på den vil bare kunne få en trykk-koker effekt og dermed bidra til det en tror en motarbeider.
Michael Böss, lektor, Aarhus Universitet, har en litt annen innfallsvinkel. Han mener at innvandringen fra andre land, særlig ikke-vestlige, har økt det verdimessige mangfoldet på en slik måte at det stilles spørsmål ved hvor stort kulturell mangfold er samfunn kan romme. Böss påpeker at en debatt om verdier er viktig, ut fra en liberal, verdipluralistisk plattform:
Det danske samfund ligger endnu øverst i de fleste målinger, der siger noget om ‘det gode samfund’: lykke, demokrati, frihed, lighed, tryghed, fravær af korruption og lignende. Desuden viser de seneste årtiers værdiforskning, at der ikke er sket dramatiske ændringer i danskernes værdier. Alligevel mener jeg, man kan påpege tegn på erosion af det danske samfunds værdigrundlag. Fra det institutionelle til det personlige plan. Altså lige fra den måde, vores demokrati og velfærdssystemet har udviklet sig på til spørgsmål om personlig anstændighed og adfærd, eksempelvis i trafikken, i måden vi taler på og i synet på mennesker, der har en anden livsstil eller hårfarve end vores egen. Det er derfor, vi har brug for en mere grundlæggende værdidebat end nutidens debat om ‘danske værdier’. Jeg vil i det følgende argumentere for betydningen af, at vi går ind i en sådan debat ud fra en liberal, værdipluralistisk holdning.
Böss definerer verdier som følgende:
Værdier kan kort defineres som de forestillinger, der bestemmer og motiverer vores holdninger, handlinger og vurderinger, og som vores sociale institutioner og politiske system bygger på. Alle mennesker lever deres liv på grundlag af værdier, der bliver grundlagt på et tidligt tidspunkt af deres liv. Individer, grupper og samfund kan være forskellige i den måde, de rangordner deres værdier på, men da visse værdier er dybt indlejret i kulturen, samfundets institutioner og en fælles levevis, udgør de grundlaget for det sociale liv, det politiske samfund og staten.
Med utgangspunkt i verdiforskning avviser han den såkalte verdirelativismen på samme måte som han avviser at man skal forkaste (landets) tradisjonelle verdier:
Såkaldte post-modernister hævder, at værdier i dag er blevet ‘flydende’: at mennesker i dag ikke længere lever ud fra bestemte værdier, men forholder sig mere relativt til dem. Men den såkaldte værdiforskning, som er blevet et vigtigt forskningsfelt inden for sociologien gennem de sidste 20-25 år, afviser, at dette skulle være tilfældet. Værdiforskerne henviser til undersøgelser, der viser en høj grad af værdistabilitet inden for både den enkeltes liv og det enkelte nationale samfund.
De afviser også den udbredte forestilling om, at individualiseringen og moderniseringen er ved at gøre det af med såkaldt traditionelle værdier, som f.eks. dem, vi i Danmark hylder i kraft af vores kristne kulturarv. Danske respondenter satte således i den danske værdiundersøgelse i 1999 religiøsitet, tillid til autoriteter og traditionelle værdier højere end i 1981. Og de nyeste tal hentet fra værdiundersøgelsen i 2008 ændrer ikke på dette billede.
Deretter tar han for seg individualiseringen og globaliseringens betydning for samfunnets verdier:
Det danske samfunds organisering og sociale institutioner er forholdsvis solide. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke overhovedet sker ændringer i folks og samfundslivets værdier, og at det derfor er meningsløst at tale om, at det danske samfund oplever en ‘værdikrise’. Samfundsmæssige værdier ændrer sig i takt med, at den ene generation afløser den anden. Mange værdiforskere er da også enige om, at både individualiseringen og globaliseringen på længere sigt vil kunne påvirke samfundets værdigrundlag. Individualiseringen vil kunne betyde, at traditionelle institutioner og autoriteter vil komme til at spille en mindre rolle i de vestlige samfund, og at værdier derfor i højere grad vil legitimeres af personlige prioriteringer. Optimister på kulturens vegne mener, at individualiseringen repræsenterer en positiv udvikling, fordi den giver mere plads til personlig vækst, kreativitet, selvrealisering, personlig frihed, lighed, personligt engagement og deltagerdemokrati. Mere pessimistiske iagttagere – som jeg selv – er dog af den opfattelse, at en radikal individualisering vil blive til skade for samfundet, dels fordi den fører til forbrugerisme, nydelsessyge og narcissisme, dels fordi den får borgerne til at trække sig tilbage fra de sociale fællesskaber og, i stedet for at engagere sig i fælles anliggender, hellige sig privatsfæren og forfølge snævre personlige interesser.
Også globaliseringen påvirker vores værdier. Nogle mener, den vil føre til en større lighed mellem kulturernes og samfundenes værdier med det resultat, at folk over hele verden med tiden vil kunne blive enige om et sæt universelle værdier, og at nationale værdiforskelle med tiden vil forsvinde.
Andre mener til gengæld, at globaliseringen tværtimod forstærker de kulturelle forskelle og fører til modprocesser, der giver nationale og lokale kulturer og værdier ny betydning for folks dagligliv og identitet. De påpeger, at globaliseringen øger behovet for at kunne føle sig ’hjemme’ i en stadig mere grænseløs verden. Indvandring fra andre lande, især ikke-vestlige, er en side ved globaliseringen, som allerede i dag har øget den værdimæssige mangfoldighed i de fleste europæiske samfund. Det har ført til, at vi i de fleste vestlige lande i dag diskuterer, hvor stor kulturel mangfoldighed, et samfund kan rumme.
Böss mener svaret i verdidebatten ligger i å ta stilling ut fra en liberal verdipluralistisk holdning, som han anser som en grunnleggende ”dansk” verdi, som ”verdidebattens grunnverdi”:
Med ‘værdipluralisme’ mener jeg for det første, at vi som borgere i et liberalt, demokratisk samfund må respektere, at vi som danskere ikke er fælles om alle værdier. Ja, vi må tilmed anerkende dette som et gode for hele samfundet, altså som et såkaldt offentligt gode. For det andet betyder det, at vi må erkende, at vi personligt ofte bliver stillet i konflikter mellem de værdier, vi hylder, og derfor er tvunget til at afveje værdier mod hinanden, før vi handler. Sådanne afvejninger må også foretages, når det gælder værdikollisioner i samfundet, og derfor er det nødvendigt at basere politiske beslutninger på en bred offentlig debat om, hvilke værdier og etiske principper, der skal være grundlæggende for vores samfund. For det tredje er det vigtigt at erkende, at samfundets individer og grupper i visse tilfælde lever efter værdier, der er indbyrdes uforenelige, og at selv en nok så inkluderende debat ikke altid vil og bør føre til enighed i alle spørgsmål.
På den anden side bør man også kun hylde en moderat værdipluralisme. Hermed mener jeg, at værdipluralisme ikke bør være det samme som værdirelativisme. Værdirelativisme står for den opfattelse, at alle værdier er lige gode, at der ikke findes universelle værdier, og at alle kulturer moralsk set er lige gode og derfor fortjener lige anerkendelse. En moderat værdipluralisme indebærer derimod, at den værdimæssige mangfoldighed bør være begrænset af liberale principper, herunder anerkendelsen af det enkelte individs frihed og krav på selv at kunne bestemme over sit eget liv.
I modsætning til en teoretisk multikulturalisme, som anser kulturer for at være lukkede værdisystemer, så bygger den liberale værdipluralisme på den opfattelse, at fordi alle mennesker er fælles om at realisere ‘det gode liv’ på sammenlignelige grundvilkår, lever vi inden for en fælles ‘etisk horisont’. Inden for denne horisont findes der kulturer og nationale samfund med forskellige opfattelser af, hvori det gode liv består. Kulturelle værdier bør betragtes som varierende og som lokale fortolkninger af mere grundlæggende værdier, der er fælles for alle mennesker og alle menneskelige samfund, fordi vi forholder os til beslægtede erfaringer, vilkår og problemer.
Derfor overlapper kulturerne hinanden på mange områder, og derfor er vi i stand til at forstå andres levevis og værdier. Af samme grund er vi også i stand til at tage kritisk stilling til dem.
Ud fra en moderat værdipluralistisk synsvinkel må det således anerkendes, at der findes universelle værdier, og at kultur og kulturel identitet ikke kan legitimere krænkelsen af universelle menneskelige værdier, sådan som disse f.eks. kommer til udtryk i FNs menneskerettighedserklæring fra 1949, og sådan som de er lovfæstet i liberale demokratier. Det er på det grundlag, værdidebatten i Danmark må føres.