Ytringsfrihet

Rasisme vs ytringsfrihet

Rammes frastøtende holdninger av rasismeparagrafen? Det er spørsmålet som nå koker i dansk debatt. Utgangspunktet er at Lars Hedegaards uttalte at muslimske jenter voldtas i egen familie. Noen mener uttalelsen er rasistisk, og således rammes av rasismeparagrafen, mens andre mener den – tross sin frastøtenhet – har sin plass innenfor ytringsfriheten. Det som dessverre har falt helt ut av debatten er Hedegaards motiv for uttalelsen: Hadde den noe for seg?

Rita Karlsen, HRS

En uttalelse fra Trykkefrihedsselskapets leder, Lars Hedegaard, ble av fanget opp av Snaphanen.dk på lydlogg. Her sier Hedegaard blant annet: ”De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”

Uttalelsen vakte voldsomme bølger, og Hedegaard presiserte i ettertid at den måtte ses på som en generell kritikk av islam og ikke som en generell kritikk av muslimer, og at den heller ikke var ment generaliserende.

Men Hedegaards presiseringer ble stort sett møtt med døve ører. Hedegaard er kjent for å være svært kritisk til ideologien islam, og da er det tilnærmet et opinionskrav at man tar avstand til mennesket Hedegaard. Slik sett laget Hedegaard ris til egen bak med en slik unyansert og kontroversiell uttalelse, og det til tross for at den, slik jeg har forstått, ikke var ment for offentligheten.

Nettopp sistnevnte har betydning. En uttalelse ment for offentligheten krever helt andre rammebetingelser og nyanser enn det man komme til å lire av seg i det man tror er et lukket rom. Men for Hedegaard var publiseringen et faktum, og da stilte han kanskje sin lit til at også hans nyanseringer ville bli møtt med samme interesse. Det ble de selvsagt ikke. Rett og slett fordi Hedegaard hadde for mange odds mot seg: både som islamkritiker og medlem av Dansk Folkeparti (sistnevnte meldte han seg ut av for ikke å skade partiet, som det het).

Hedegaard har imidlertid, så langt jeg har fått med meg, ikke tatt avstand til det essensielle i kritikken i sitt utsagn, nemlig at ”man hører” at det skjer voldtekter i muslimske familier. Omfang og begrunnelser er selvsagt helt umulig å si noe om, men spørsmålet koker ned til om det kritiske i Hedegaards utsagn har noe for seg, eller om Hedegaards motiv var å fremme hat, forfølgelse eller ringakt overfor muslimer.

Dette vet selvsagt bare Hedegaard selv, hvilket er en utfordring all den tid ettertidens presiseringer blir møtt med mistro.

Med frykt for å banne i kirka, tar jeg likevel sjansen på å påpeke at det er forbausende liten interesse for å etterprøve sannhetsgehalten i det kritiske i Hedegaards utsagn. Er det slik at voldtekt kan ha en annen dimensjon i noen/flere/en del muslimske familier?

I flere år har jeg sittet på en historie fra det norske barnevernet som jeg regelrett har slitt med. Kilden fra barnevernet, som jeg opprinnelig møtte av helt andre grunner, slet også med opplevelsen og så kanskje sitt snitt til å lufte ut frustrasjonen. Historien handlet om en muslimsk familie der far fryktet at døtrene skulle bli for norske. Men fars kontrollmetoder i Norge kom til kort, og han trodde ikke på hva døtrene selv fortalte i hans daglige avhør. Farens frykt var selvsagt at jentene skulle ha kjæreste og miste møydommen. Med fars stadig flere kontroller fikk den eldste jenta nok og stakk av fra familien. Da bestemte far seg for å sette et eksempel. Den nest yngste jenta ble, foran familien, voldtatt på kjøkkenbordet. Faren ville sikre seg at datterens møydom ikke ble de vantro til del, het det.

Et engangstilfelle? Kanskje og forhåpentligvis, men det er andre faktorer som taler for at seksuelle overgrep kan bli benyttet som en kontrollmetode, ikke minst relatert til kvinnesynet som dominerer i en rekke land – og som praktiseres av en rekke muslimer. Det er slett ikke ukjent for oss, men vi vil ikke ta i det ubehagelige at det kan få utslag som beskrevet over. Så da gjenstår spørsmålet: Hadde Hedegaards utsagn noe for seg?

Relatert til grunnkritikken i Hedegaards utsagn er svaret nei. Utsagnet har møtt massiv fordømmelse, og jeg tror de fleste, inkludert meg selv, innser at å prøve å få problematikken frem nettopp for å bistå dem som kan rammes, slår tilbake på oss selv. Vi blir ikke trodd. Vi har et annet motiv – og det er ensidig knyttet til det kvelende krenkelsesargumentet: islam skal ikke kritiseres – for å beskytte (minoriteten) muslimer. Ulike grupperinger, ikke minst OIC i FNs Menneskerettighetsråd, har lyktes med strategien om at kritikk av islam er synonymt med (det forkastelige ordet) islamofobi, og islamkritikk må beskyttes i lovs form.

Derimot har Hedegaards uttalelse hatt noe for seg når det gjelder hva som er tillatt innenfor lovens rammer: Kan hans utsagn straffeforfølges etter (den danske) rasismeparagrafen? Statsadvokaten i København har nemlig besluttet å innlede straffesak mot Hedegaard på bakgrunn av hans uttalelse.

Rasismetiltalen utløser glede hos (noen) muslimer, blant annet integreringskonsulent og forfatter Mohammad Rafiq. Han kaller det en seier for integreringen, og anser det som et bevis på at Danmark tar muslimer alvorlig.

– I stedet for at føle sig fremmedgjort så får vi nu en følelse af at blive lyttet til som ligeværdige borgere, siger Mohammad Rafiq til Berlingske.

Den samme Rafiq har forøvrig krevd 40.000 kroner i ”tort og svie” for Hedegaards uttalelse, penger det heter han vil donere til Røde Kors. Jeg er overbevist om at Rafiq kjenner til at islams holdninger til grunnleggende frihetsverdier som likestilling, likeverd, ytringsfrihet og religiøs frihet er på kollisjonskurs med universelle menneskerettigheter, jf. også konstruksjonen av en egen menneskerettighetserklæring, den såkalte Kairo-erklæringen, der ”menneskerettighetene” er tilpasset islam. Hva mener Rafiq så med ”likeverdige borgere”? Skal vi tilkjennegi at ”våre” grunnleggende frihetsverdier ikke blir tatt på alvor av (noen) muslimer? Skulle vi så uttrykke vår krenkelse, og kreve oppreisning for tort og svie? Ja på førstnevnte, nei på sistnevnte. Det første vil være en kritikk av ideologien islam, det andre er en personifiserende og villedende krenkelsesfilosofi.

At islam er en ideologi henger sammen med at den ikke kun har til hensikt å regulere muslimers liv og deres forhold til Allah, men også å regulere hvordan samfunnet skal forholde seg til islam. Dermed går religion og politikk hånd i hånd, og det er den politiske dimensjonen som utløser kollisjonene i det offentlige rom. Derimot har vi en utfordring når det gjelder krav om å fornye islam. Koranen anses av mange muslimske lærde for å være Allahs uforfalskede ord som gjelder til alle tider, som ikke kan kritiseres og i alle fall ikke endres for å tilpasses en moderne verden.

Men mens noen jubler over rasismetiltalen, ser andre tiltalen som en trussel mot våre grunnleggende frihetsverdier. Lederartikkelen i Berlingske tar til ordet for at hvis Hedegaard blir dømt for rasisme, må rasismeparagrafen igjen endres. Ikke minst påpeker lederartikkelen det omstridte rasismebegrepet (som for øvrig utrykker det norske ståstedet per se):

Vi har i særdeleshed racismeparagraffen, for at mennesker ikke skal forhånes for deres hudfarve, men vi har den ikke for at sætte bom for en karsk debat. Hvis Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, der nu er tiltalt for racisme, skulle ende med at blive dømt, er der behov for at se på, om racismeparagraffen har den rigtige udformning.

Baggrunden for hele sagen er Lars Hedegaards tåbelige og generaliserende udsagn om, at »piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler« og andet af samme skuffe. Sådanne udsagn taler for sig selv og må imødegås i den politiske debat, som de også blev. Også DF-politikere er blevet anmeldt for racisme. Grundlæggende skal politiske uenigheder klares i det offentlige rum fremfor i en retssal.

Racismekortet bør således ikke bruges til at lukke munden på debattører, der i tilfældet Hedegaard groft sagt blæser på, hvad der må anses for en rimelig debatkultur, hvis man vil tages alvorligt.

Imidlertid har debatten om, hvad der er racisme, stået på i mange år herhjemme. Langt det meste af det, der siges i den offentlige debat, handler om religionskritik, hvilket er legitimt, men ofte grovkornet. Kun ganske få vil dog med rimelighed kunne anses for at være racister, som lægger andre mennesker for had på grund af deres hudfarve, og derfor skal bestemmelsen bruges med stor varsomhed.

Når racismebegrebet er omdiskuteret, er det, fordi venstrefløjen i en lang periode, før den danske udlændingepolitik efter regeringsskiftet i 2001 blev strammet op, helt urimeligt beskyldte kritikere af den slappe indvandringspolitik for at være racister.

Frygten for denne og andre lignende typer beskyldninger for fremmedhad førte til, at der blev lagt låg på hele den debat i dele af offentligheden. Sådan har det mildest talt ikke været i de sidste mange år, og derfor er der fortsat behov for, at der er grænser for, hvad man kan slippe afsted med at sige.

Der tegner sig nu et politisk flertal for at se på racismeparagraffen. Debatten vil denne gang blive mere nuanceret end de velkendte diskussioner for og imod. Selv hvis der herhjemme var et politisk flertal for at afskaffe racismeparagraffen, ville en egentlig afskaffelse nemlig bringe Danmark på kant med FNs konvention imod racediskrimination, som er baggrunden for den danske lovgivning.

I EU har Danmark tillige været med til at vedtage en retsakt, der handler om det samme. Derfor vil det relevante ikke være at drøfte en afskaffelse, men derimod at se på, hvordan justeringer kan foretages, så paragraffen ikke fremadrettet kan bruges til at indsnævre eller blokere den frie offentlige debat.

Heller ikke Jyllands-Postens lederartikkel støtter rasisme anklagen mot Hedegaard, men går lengre enn Berlingske: Avskaff både rasisme- og blasfemiparagrafen:

Det er glædeligt, at der efter den tåbelige tiltale mod Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, for at have overtrådt straffelovens racismeparagraf endelig synes at være flertal i Folketinget for at ændre loven. Men det er for tidligt at læne sig tilbage og tro, at alt dermed er godt.

Politikere fra regeringspartierne taler foreløbig ikke om at afskaffe paragraffen, men om at modernisere den. Og hvis det endelig skulle lykkes at samle flertal for at fjerne denne skamplet på et samfund, der kalder sig demokratisk, vil menneskerettighedsindustrien give sig til at hyle om konventioner, rammeafgørelser og direktiver.I mellemtiden må det være på sin plads at minde om, at racismeparagraffen allerede er blevet ”moderniseret” fire gange. Hver gang har det medført nye begrænsninger på ytringsfriheden. Så, nej tak, der er ikke brug for endnu en ”modernisering”. Der er brug for at få racisme- og blasfemiparagraffen afskaffet, og det kan kun gå for langsomt.Danmark vil med en afskaffelse af racismeparagraffen kunne bryste sig af at være et europæisk foregangsland i beskyttelse af ytringsfriheden. Danmark kan på den måde vise krænkelsesfundamentalisterne, at der findes en bedre og mere civiliseret måde at indrette sig på i et multikulturelt, multietnisk og multireligiøst samfund end at indføre nye begrænsninger på friheden, efterhånden som de europæiske samfund bliver mere mangfoldige, og nye mindretal kommer til. Danmark vil i så fald sende et vigtigt signal til EU om, at jo mere mangfoldigt et samfund er med hensyn til kultur og religion, jo vigtigere er det, at denne udvikling ledsages af en mangfoldighed af ytringer. Det har man for længst forstået i USA, men i Europas regeringskontorer er man endnu ikke nået til den erkendelse. Det er ellers på høje tid, hvis Europa i det 21. århundrede skal bevare sit ry som frihedens kontinent. Det ville være trist, hvis den frihedsbølge, der skyllede hen over kontinentet i 1989, skal blive kvalt i en jungle af krænkelseslove, som dræber fri debat og kritisk undersøgelse af religioner, kulturer og ideologier. Racismeparagraffen har sit udspring i 1930’ernes antisemitisme i Europa. Den gjorde det muligt at straffe dem, der spredte falske rygter eller beskyldninger mod en befolkningsgruppe og på den måde ophidsede til had og forfølgelse. Paragraffen lagde altså op til indgreb over for løgne, f.eks. antisemitiske myter om, at jøder drikker kristne børns blod og anden galamatias.

Racismeparagraffen var ikke tænkt som et instrument til at lukke munden på dem, der har politisk ukorrekte meninger eller fremsætter synspunkter og vurderinger, som nogle måtte finde forkastelige, men det har den udviklet sig til. Racisme, ikke mindst den omsiggribende antisemitisme i Europa, skal bestemt bekæmpes, men det bør ikke ske med lovparagraffer, medmindre der er tale om injurier eller tilskyndelse til vold, og det findes der allerede rigeligt med paragraffer i straffeloven til at gribe ind overfor. En robust og vidtgående beskyttelse af ytringsfriheden er det mest effektive instrument til at bekæmpe racisme og diskrimination, ikke kriminalisering af borgernes holdninger, uanset hvor forkastelige de måtte være. Desværre tyder meget på, at det i Europa går den forkerte vej med ytringsfriheden. EU lægger pres på sine medlemmer for at begrænse ytringsfriheden og islamiske lande kræver indgreb mod kritik af islam. På den baggrund ville det være opløftende, om Danmark kunne afskaffe racismeparagraffen og blive et eksempel til efterfølgelse

Justisministeren Lars Barfoed (K) åpner opp for å endre både rasisme- og blasfemiparagrafen, idet han mener begge paragrafene kan misbrukes som politiske instrumenter for å begrense andres ytringsfrihet, melder Kristeligt Dagblad.

I sum kan det således fastslås at Hedegaards uttalelse får betydning, men igjen er det de svakeste som ofres: Problematikken med seksuelle overgrep og kvinnesyn er skjøvet helt i bakgrunnen, og i front står vern av ytringsfriheten – hvilket selvsagt er viktig nok i seg selv, men når skal vi ta et oppgjør med forkastelige verdier – selv om de ”bare” praktiseres av noen? Interessant er det også om vi ser på mer ”aksepterte” problematikker, slik som tvangsekteskap og kjønnslemlestelse, som begge er praksiser knyttet til seksuell kontroll. Ville man bli tiltalt for å hevde tvangsekteskap også er et seksuelt overgrep – med foreldrenes aktive velsignelse? I så fall åker også jeg i fengsel – for rasisme.

Les også:

Cherif el-Ayout: Et oppgjør med det fordreide rasismebegrepet

Hege Storhaugs kommentar ”Seksuell kulturkollisjon” i forbindelse med Hedegaards utspill, der Storhaug peker på konkrete tilfeller av seksuelt misbruk innad i muslimske storfamilier og hvordan islam legger forholdene til rette for seksuelle overgrep.