Integrering og integreringspolitikk

Ikke-vestlige innvandrerkvinner føder færre barn enn danskene

Strammere lovgivning, og derav mer vellykket integrering, fremmes som hovedforklaringen på at ikke-vestlige kvinner i løpet av 17 år har gått fra å få dobbelt så mange barn som danske kvinner, til å få færre.

Rita Karlsen, HRS

Mens danske kvinner i gjennomsnitt får 1,9 barn, er fødselsraten for ikke-vestlige kvinner 1,6. Dette sier nye tall for fertiliteten i 2009, som Danmarks Statistikk har utarbeidet for integreringsdepartementet, men som enda ikke er offentliggjort, melder Kristeligt Dagblad. Dette tilsier at ikke-vestlige kvinners fødselsrate er halvert siden 1993, hvor de i gjennomsnitt fikk 3,4 barn. Det var dobbelt så mange som danske kvinner den gangen.

Garbi Schmidt, seniorforsker og ph.d. i muslimske studier ved SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd), mener forklaringen ligger både i utdannelse og de skjerpede reglene for familieetablering (henteekteskap).

«Den ene er, at de etniske minoritetskvinder venter med at få børn, fordi de går i gang med uddannelse. I disse år er der meget fokus på, at flere uddanner sig og er ekstremt ambitiøse inden for uddannelsessystemet,» siger hun.

«En anden forklaring er, at der sker en tilnærmelse til den danske levevis. Vi har hele tiden i et længere perspektiv kunnet set, at indvandrerne nærmer sig danske normer og værdier i forhold til familie, ægteskab og uddannelse. Det betyder også, at de etniske minoritetskvinder venter med at stifte familie. Det gælder i øvrigt også mændene,» siger Garbi Schmidt.Hun mener desuden, at de strammere regler for familiesammenføring med en udenlandsk ægtefælle – 24-årsreglen og tilknytningskravet – har skubbet på udviklingen. I fjor viste en undersøgelse fra SFI, som hun stod bag, at en del unge med etnisk minoritetsbaggrund udskyder ægteskabet som konsekvens af netop de regler.»Det betyder, at de kommer senere i gang med at få børn og derfor måske får færre,» siger Garbi Schmidt.

Men det Garbi Schmidt utelater å si noe om, er vel så sentralt. Nemlig at den strenge danske politikken har medført et endret innvandringsmønster til Danmark, blant annet ved at det kommer færre ikke-vestlige innvandrere til Danmark. Dermed har myndighetene kunne bruke tid og ressurser på å integrere dem som allerede er i landet. Da vil hypotesen om at tiden viser at ”indvandrerne nærmer sig danske normer og værdier i forhold til familie, ægteskab og uddannelse” kunne slå til – i motsetning til i Norge der stadig reproduksjon av førstegenerasjons innvandrere stagnerer, eventuelt forhindrer, en slik utvikling. En annen faktor er at 24-årsregelen og tilknytningskravet, som den samme Garbi Schmidt har vært motstander av, har ført til at nydansker gifter seg med andre nydansker, altså de henter ikke ektefellen i utlandet i samme grad som før. Det er vel rimelig å anta at når man stikker kjeppene i hjulene for det lukrative med å være levende visum, vil også andelen tvangsekteskap gå ned (hvilket er umulig å måle, da en ikke har noe å måle det opp mot). Integreringskonsulent og medlem av Københavns Borgerrepræsentation for De Radikale, Manu Sareen, kaller utviklingen «helt vild» og mener at den i høy grad må tilskrives «10 års politisk opmærksomhed».

«Der har igennem mange år været – helt stille og roligt – både et oprør blandt minoritetskvinderne og en voldsom brydning af den sociale arv, som vi ikke har set lige tidligere. Regeringen har været supergod til at understøtte den udvikling med projekter, mentorordninger og så videre. Der er ingen tvivl om, at det her er en af de frugter, som Integrationsministeriet kan plukke og være stolt af,» siger Manu Sareen.Han tilføjer, at et ændret indvandringsmønster formentlig også spiller en rolle for udviklingen. I dag er mange indvandrere fra de ikke-vestlige lande bymennesker og langt bedre uddannet end dem, der kom i 1990’erne.

Men det kan jo også nevnes at nettopp De Radikale også er motstandere, i alle har vært, av regler som 24 år for familieetablering og tilknytningskrav.

Også Venstres integreringsordfører, Karsten Lauritzen, gleder seg over utviklingen idet den beviser at integreringen er på rett vei:

«Det her er jo et udtryk for, at mange indvandrerkvinder er kommet i gang med uddannelse og beskæftigelse og dermed for, at det er gået kraftigt fremad med integrationen,» siger han.

Ja, slik går det altså i det ”rasistiske Danmark” med sin ”inhumane politikk” på feltet.