Arbeid og utdanning

Innvandrerkvinner klarer ikke språkskolen

Kun hver femte innvandrerkvinne som begynner på språkskole, gjennomfører danskutdannelsen. De må regelrett skulke for å ta seg av plikter i hjemmet. Uten danske språkkunnskaper blir man også lett en byrde for samfunnet, heller enn en ressurs.

Rita Karlsen, HRS

I dag har en tredjedel av kvinnene på språksentrene aldri tidligere gått på skole, og ifølge undersøkelsen risikerer hver tredje kvinne på språkskolens laveste trinn ikke å få med seg undervisningen over lengre tid. Årsak: de har det for travelt med å passe hjem og barn, melder Berlingske.dk.

I undersøkelsen fremkommer det at 20 prosent av innvandrerkvinnene i Danmark ikke kan hjelpe sine barn med lekser, ta en utdannelse eller tale med potensielle arbeidsgivere. En stor del av kvinnene må regelrett skulke språkundervisningen for å ivareta plikter i hjemmet, hvilket gjør at kun hver femte fullfører danskutdannelsen.

Undersøkelsen, som er bestilt fra Integreringsdepartementet, avdekker derimot at kvinnene er motivert for å lære språket, men at de ikke klarer å henge med. Konklusjonen er således at man trenger en mer fleksibel ordning, som kan tilsi at kvinnene kan rekke å møte opp.

– Kvinderne har tit hovedansvaret for at få mand, mad og børn til at gå op i en højere enhed med danskundervisningen. Vi har derfor fundet frem til, at det blandt andet kan hjælpe, hvis undervisningen på skolerne er mere fleksibel, så kvinderne for eksempel har mulighed for at komme til undervisning i weekenden og om aftenen, sier Leif Husted, der som projektleder i Anvendt Kommunal Forskning har stått bak undersøkelsen.

Han understreker at en av de største motivasjonsfaktorene til kvinnene er at de kan følge opp sine barn. Dette er et bilde som språkskolene kjenner igjen. Ifølge lederen for Foreningen af Ledere ved Danskuddannelserne, Poul Neergaard, arbeider skolene intens for å hjelpe kvinnene:

– Men vi kan i høj grad gøre noget for at optimere indsatsen, for det er vigtigt, at skolerne er fleksible, så kvinderne får de bedste muligheder, sier Neergaard.

Forsker ved Rockwoolfonden Marie Louise Schultz-Nielsen kaller kvinnenes mangel for danskkunnskaper »dybt bekymrende«.

– Det er ikke hensigtsmæssigt for integrationen, og det er mange kvinder som ikke kan deltage aktivt i det danske samfund, sier Schultz-Nielsen.

Cand.scient.pol. Geert Laier Christensen, tidligere forskningsjef i tenketanken CEPOS, er enig:

– Vi får en stor, isoleret gruppe af kvinder, som koster samfundet dyrt. Samtidig påvirker det også den næste generation af indvandrere, hvis deres mødre ikke bliver integreret på grund af manglende sprogkundskaber, sier hun.

Også i Dansk Arbejdsgiverforening er man bekymret.

– Dansk er nøglen til det danske arbejdsmarked, og de får svært ved at få arbejde uden danskkundskaber, sier sjefskonsulent Berit Toft Fihl.

Men ikke alle er enig i linjen med bare å tilrettelegge. Dansk Folkeparti sier de også vil skjerpe straffen for ikke å møte opp:

– Vi skal ikke indrette os efter en patriarkalsk kultur, der holder på kvinderne derhjemme, sier partiets integrationsordfører, Peter Skaarup.

– Vi kan godt indrette undervisningen på sprogcentrene, så den er mere fleksibel. Men dukker kvinderne ikke op, skal konsekvensen være så hård, at hele familien får at mærke, hvad det betyder, at kvinderne pjækker, sier han.

I dag kan kommunen trekke 20 prosent av vedkommende overførselsinnkomst hvis en uten rimelig grunn uteblir fra danskundervisningen. Videre er språkskolenes finansiering nylig knyttet opp til andelen elever som består.

Men Socialdemokratenes integreringsordfører, Henrik Dam Kristensen, mener DFs forslag bare vil gjøre vondt verre, mens Venstres integreringsordfører, Karsten Lauritzen, først vil se hvordan språkskolenes nye finansieringssystem slår ut.

At skolene skal utvise en mer fleksibel ordning for undervisning er kanskje forsøket verdt, men jeg har mine tvil om det vil hjelpe så veldig. En kvinnes plikter i hjemmet stopper nok ikke opp om det er kveld eller morgen, og hun kan nok heller ikke bare bevilge seg tiltrengt fritid i helgene. I tillegg må alle immigrasjonsland kommunisere klart og tydelig at man forventer at alle kan språket i landet man bor i og at alle jobber. Så det kan være at politikerne må tenke sanksjoner som ”selv far forstår”. Da er det lett å tenke penger. Det kunne således være en idé å ha tvungen språk- og arbeidstrening i en og samme øvelse. Det kan være langt vanskeligere for hustruen ikke å gå på jobb enn på språkopplæring, og vanskeligere for mannen eventuelt å nekte kvinnen å gå på jobb. For som kjent er det lettere å forstå økonomiske sanksjoner hvis det er åpenbart hvorfor pengene ikke kommer, og med en jobb-basert språkopplæring kunne man også trene seg i sosiale relasjoner som man får bruk for som arbeidssøker.