Rita Karlsen, HRS
Da den konservative VK-regjeringen overtok makten i 2001 i Danmark var den samme regjeringen bevisst at den kunne møte et politisert byråkrati, med risikoen for at byråkratiet ville motarbeide regjeringens politikk. Et sentralt regjeringsmedlem har fortalt HRS at noe av det første regjeringen gjorde var å innkalle byråkratiets ledere med følgende beskjed: ”Enten er dere med oss, eller så er dere frie til å forlate oss.” Til underliggende etater, som for eksempel statistisk sentralbyrå og menneskerettighetsinstituttet, var signalet at regjeringen forventet faktaorientert kunnskap, ikke politiserte analyser og konklusjoner.
På vårt spørsmål om regjeringen faktisk forventet at så ville skje bare ved å gi beskjed, kom svaret kontant: ”Noe annet ville fått følger. Det skjønte de.”
Etter at jeg mottok denne informasjonen har jeg prøvd å følge med i Danmark, og har registrert at byråkratiet og underliggende etater er langt mer forsiktig med sine politiske uttalelser enn hva tilfellet er i Norge. For eksempel har Danmarks statistiske sentralbyrå i en rekke intervjuer avvist å komme med noen analyser eller konklusjoner som trekker i en eller annen politisk retning, bare henvist til at ”dette er tallene”. Sistnevnte står i sterk kontrast til vårt eget SSB, som alltid, og nå snakker jeg spesifikt om innvandrings- og integreringsdata, trekker sine analyser i en bestemt politisk retning, ikke minst ut fra ”at det går mye bedre enn hva vi skulle tro”, dertil uten at det som er utfordringer på noen måte problematiseres. Ett eksempel finner vi i SSBs Kristin Henriksens artikkel om ”Flere studenter, færre unge bruder”. En kontrast til dette er at vi finner i samme material at over 2 av 3 hentebruder ikke er i arbeid.
Men den norske regjeringen, i særdeleshet presentert ved integreringsminister Audun Lysbakken (SV), ”liker” disse konklusjonene fra SSB. For det virker som om Lysbakken tror at jo mer vi hevder at integreringen går godt, jo bedre vil integreringen faktisk gå og jo mer vellykket er han som statsråd på feltet. Jf. for eksempel Lysbakkens første ”folkemøte” om integrering i Bergen. I panelet satt, foruten han selv; Kadra Yusuf, Abid Raja, Marco Elsafadi, Ranjan Chrisantaher, Dilek Ayhan (debattleder) samt Christine B. Meyer, byråd for helse og inkludering. Interessant er det jo også at på BLDs hjemmeside presenteres møtet under overskriften: Kadra Yusuf blir med! Etter møtet, der Lysbakken også ”tilfeldigvis” hadde invitert SSBs Kristin Henriksen for ”å gi forsamlingen fakta om innvandrerbefolkningen”, synes konklusjonen å være at problemer bør man ikke snakke om, d’ er fali d’, som en viss Ludvig ville sagt. Lysbakken gjør seg selv en bjørntjeneste ved stort sett å utelate dem som ikke deler hans syn, og man kan jo undres over hva det er han frykter? Bedre blir det ikke når man leser Lysbakkens tale på Maihaugen-konferansen. For her skal han dele ”tallenes tale” med oss, og det er nesten rørende å observere hvordan integreringsutfordringer kan utelates i ”hans politikk” (Lysbakken utmerker seg også som en jeg-minister).
Men om Lysbakken er strålende fornøyd med byråkratiets og underliggende etaters politiske ståsted, er jeg kjent med at ikke alle i regjeringen er det. Det er nok dem i politisk ledelse som påser at deres politiske signaler faktisk blir fulgt opp, nettopp fordi de samme er kjent med at den byråkratiske behandlingen ikke nødvendigvis blir etter intensjonene. Men hvor mange kamper skal man ta? Er en koalisjonsregjering av partier som SV, Sp og Ap tjent med å ta et internt oppgjør også med byråkratiet? Vel, hadde man gjort som i Danmark og tatt det med en gang kunne det kanskje vært en god ide, men det blir straks vanskeligere når man har latt en praksis få lov å legitimere seg.
Det var nettopp nok et slikt ”oppgjør” i Danmark som fikk meg til å skrive denne kommentaren. Det startet med at Jonas Christoffersen, direktør for det danske Institutt for Menneskerettigheter, kritiserte regjeringens nye ”utlendingspakke” i Berlingske Tidende. Kritikken fikk integreringsminister Birthe Rønn Hornbech til å komme med et krast tilsvar i samme avis – ikke nødvendigvis på grunn av kritikken i seg selv, men den forkledning Christoffersen utnytter for å bedrive politikk:
Under overskriften Udlændingepakken er skadelig skrev direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, Kristi Himmelfartsdag en kommentar her i avisen.
Den er både skuffende og opsigtsvækkende, også fordi stil og indhold er den samme som i det 30 sider lange høringssvar, Jonas Christoffersen næsten to måneder efter, han blev bedt om det, har afgivet til brug for Folketinget.
Institut for Menneskerettigheder er oprettet ved lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder med det formål at styrke forsknings-, udrednings- og informationsvirksomheden. Centret modtager offentligt tilskud over finansloven. Direktøren er dr. jur. og Institut for Menneskerettigheder består af forskere, men der er desværre ikke megen forskning eller ekspertise, hverken i kommentaren her i avisen eller det 30 sider lange høringssvar, der er sendt til Integrationsministeriet.
Jeg har i mine snart 30 år som udlændingepolitiker ganske enkelt aldrig været ude for noget lignende. Jeg har i årenes løb læst mange indlæg og høringssvar fra forgængeren Morten Kjærum, som jeg langtfra altid var enig med.
Men jeg var dog aldrig i tvivl om, at han med hele sit hjerte og sind ærligt stod på menneskerettighedernes side. Og jeg konstaterede også, at Morten Kærum under VK-regeringens første udlændingepakke i 2002 var meget forsigtig med at udtale sig for ikke at komme til at tage politisk stilling.
Det samme kan man så sandelig ikke påstå om hans efterfølger, Jonas Christoffersen, der lige siden, jeg sendte udlændingepakken i høring har gjort sig bemærket med politiske indlæg.
Så ville han slet ikke afgive høringssvar, hvad vel netop er instituttets opgave. Begrundelsen var, at høringsfristen var for kort, hvad han havde han ganske ret i, men som dr. jur. kender han jo reglerne og ved, at høringssvar, der tilgår ministeriet, skal sendes til Folketinget en uge før førstebehandlingen. Ellers bliver der ingen førstebehandling. Høringssvar, der indgår senere end en uge før Folketingets førstebehandling, sendes naturligvis løbende til Folketinget, og da udlændingepakken var til førstebehandling i Folketinget havde Jonas Christoffersen haft 26 dage til at udfærdige høringssvar, uden at ministeriet dog havde modtaget noget høringssvar.
Til gengæld kunne vi læse markante indlæg og udtalelser i aviserne. Det havde der altså været tid til, og det undrede jeg mig over i Folketinget under førstebehandlingen, hvilket affødte et brev fra Jonas Christoffersen til mig om, at han så sandelig havde underrettet ministeriet om et indlæg forud. Men det har jo intet med sagen at gøre. Jonas Christoffersen har ytringsfrihed som enhver anden borger og skal hverken spørge eller underrette mig.
Men når han udtaler sig som ekspert og direktør for Institut for Menneskerettigheder til brug for Folketinget må han holde sig til ekspertisen og ikke drive politik. Ellers risikerer Jonas Christoffersen at sætte sin og instituttets troværdighed på spil. Institut for Menneskerettigheder er ikke en politisk organisation, men oprettet ved lov for at styrke forsknings-, udrednings- og informationsvirksomheden.
Høringssvar studeres altid nøje i ministeriet og jeg har altid selv personligt studeret høringssvar ikke mindst fra Institut for Menneskerettigheder, som er sat i verden bl.a. for at afgive høringssvar om menneskeretsspørgsmål, som eksperter og ikke som politikere. Jonas Christoffersen mener, at regeringen skal tage en tænkepause, underforstået, at så bliver regeringen, der slet ikke har tænkt sig om, nok enig med Jonas Christoffersen, der har tænkt sig meget mere om.
Det er en ærlig sag, at Jonas Christoffersen nu interesserer sig for integrationspolitik og er uenig i regeringens politik.
Men den bliver der nu ikke ændret ved. Og vi når heller ikke, ved at drøfte politikken i længere tid, til at blive enige med Jonas Christoffersen.
Der har aldrig før været så mange integrationstilbud. Aldrig har så mange danskere og nydanskere i ministerierne, i kommunerne, blandt arbejdsgiverne og på arbejdspladserne og i det frivillige Danmark deltaget i integrationsarbejdet. Indvandrere og efterkommere fra tredjelande har under krisen været langt bedre til at bevare arbejdet end andre. De skal belønnes og bruges som rollemodeller. Derfor får de, der har gjort en særlig indsats, nu mulighed for at få tidsubestemt opholdstilladelse tidligere end i dag, hvor de fleste må vente syv år. Det bliver muligt at få tidsubestemt opholdstilladelse allerede efter fire år. Andre må vente fem, seks, syv år eller længere. Det bryder politikeren Jonas Christoffersen sig ikke om. Men eksperten Jonas Christoffersen har dog ikke kunnet påvise konventionsbrud i lovforslaget.
Jeg undres over om vi noen gang vil se noen lignede tilsvar på tilsvarende utlegning i norske medier. Det vil neppe skje under denne regjeringen, men kommer en ny regjering på banen tror jeg det vil presse seg frem. For kommer FrP i maktposisjon vil de etter all sannsynlighet møte så mye motstand i byråkrati og underliggende etater at de knapt vil overleve bare på grunn av det.