Rita Karlsen, HRS
Da Ghazala ble drept hadde hun nylig inngått ekteskap med mannen hun elsket, en mann med opprinnelse fra Afghanistan. Men Ghazalas familie var ikke enig i hennes valg av ektefelle, og det unge ekteparet var derfor på flukt. Paret fryktet at familien ville hevne seg, og de fikk rett.
Ghazalas bror, Akthar Abbas, ble raskt anholdt og tiltalt for drap og drapsforsøk. I tillegg ble åtte andre, herav også en kvinne, Ghazalas tante, siktet for medvirkning.
Den danskpakistanske familien og deres medhjelpere hadde satt opp vaktposter, og kommuniserte tett for å sirkle inn Ghazala og ektemannen. De lokket så Ghazala på hennes svakeste punkt – håpet om tilgivelse fra dem hun tross alt elsket, familien sin. Tilgivelse for at hun giftet seg med den hun elsket. Det var nettopp dette håpet om tilgivelse som ble Ghazalas bane. Et overlagt drap med ni involverte personer. Tiltalebeslutningen er en milepæl i europeisk historie, og det samme er dommen som falt: Alle de ni involverte ble kjent skyldige. Den like historiske straffeutmålingen kom dagen etter. De ni skyldige fikk til sammen 120 års fengsel, i tillegg til millionerstatning til Ghazalas enkemann samt at to ble utvist fra Danmark. Saken ble anket til Høyesterett, som stadfestet de strenge dommene. Du kan lese mer om Ghazala-saken her.
I går skrev Naser Khader at disse skjebnene ikke må glemmes, og i dag har han fått Pia Kjær, ett av vitnene til den grufulle hendelsen, til å dele sine tanker med omverden på sin blogg i Berlingske:
Av Pia Kjær, vitne
Hvor ofte lukker du øjnene, er i kontakt med krop og sjæl, og tænker fem år tilbage? Kan du detaljeret beskrive og forklare, at præcist dette og dette hændte for nøjagtigt fem år siden? Det kan kun de færreste mennesker, med mindre der skete noget ganske bestemt denne dag, dette år, som gjorde dagen til en mærkedag. Måske var det en lykkelig og glædelig begivenhed, eller måske var det det modsatte. En tragedie, der måske kun ramte ét enkelt menneske. Eller en tragedie, hvis skæbne forgrenede sig til mange mennesker, på den ene eller den anden måde, hvad enten det er selvforskyldt eller mod ens vilje.
Det er i dag, den 23. september, femårsdagen for æresdrabet på den unge pakistanske kvinde, Ghazala Khan. Hun blev født den 29.10.1986. Hun nåede at leve i 18 år, før hun blev et offer. Offer for meningsløshed og uforståelighed, set med nogles øjne. Offer for, hvad man bør forvente ved overtrædelser og krænkelse af familiers omdømme og ære, set med andres øjne. Ghazala Khan blev offer for et tragisk æresdrab. Begået i vores land, et offentligt sted, og på en åben plads. For øjnene af skræmte, tilfældige blikke.
Slagelse Banegård blev stedet, hvor en planlagt jagt på to unge mennesker, der blot elskede hinanden, endte brat. Ghazala Khan blev skudt, og samme skæbne led hendes nytilkomne ægtemand Emal Khan. Ghazala Khan blev dræbt af skudene, mens Emal Khan blev kritisk såret. I alt seks skud blev affyret, på klods hold. En handling, som blev begået af ingen anden end Ghazalas egen broder, Akthar Abbas. En beordret handling. Beordret af faderen, den kulturelle mand, hvis mål var at genoprette familiens ære og status, som Ghazala havde krænket ved at vælge sin egen kærlighed. Kærligheden til en afghaner. En ung mand, som ikke var familierelateret, og hvis status ikke var ærværdig.
Ghazala blev den 23. september 2005 lokket i en fælle. Et planlagt spil imellem familiemedlemmerne, der var involverede i eftersøgningen af Ghazala. Ghazala begik den klassiske fejl. En fejl, som er set gentaget gennem tidens æresdrab. Pigerne er opdraget med respekt for familien, de respekterer deres far og mor, og er ligeledes tæt forbundet til familien som helhed. De føler en vis afhængighed indtil den dag, hvor de selv er gift og har en ægtemand til at overtage den forsørgende rolle. Derudover føler de sig ansvarlige over for familiens status og ære, i form af at de er familiens ”pæne” pige. Ghazalas tante, Perveen Khan var ikke kun tante til den unge Ghazala. Hun var efter eget udsagn fungerende veninde og den, som Ghazala altid havde betroet sig til. Derfor havde Ghazala en begrænset kontakt til hende under sin forsvinden. Men hvad Ghazala ikke vidste var, at hendes tante havde forvandlet sin betroende favn til sorte vinger på en lokkedue. Planen var et samspil mellem seks familiemedlemmer. Perveens fornemmeste opgave, var at etablere et møde med Ghazala og Emal. Hendes rolle var nøje udtænkt til at berøre Ghazalas følelser, at få hende til at tro på at hun var savnet, og at alt var i den skønneste orden. Men der var kun et mål, nemlig at lokke hende ud af sit skjul.
Et klassisk våben, en klassisk metode, for til sidst at ende som en klassisk dødelig fejl for hende, som var opdraget til at være godtroende. Det var ikke bare et æresdrab, der blev begået den 23. september, det var enden på en lang kærlighedshistorie, og begyndelsen på et mere end 6 måneder langt efterforskningsarbejde. Et intenst arbejde, et puslespil, der skulle lægges, for til sidst at ende med 6 anholdte familiemedlemmer og 3 medløbere. I alt 9 personer, 8 mænd og 1 kvinde. Derudover 37 relevante vidner og 20 krævende retsmøder. Retssagen var så omfattende, at det var Danmarks største drabssag.
Den 28. Juni 2006 blev der afsagt dom i Østre Landsret. En dom, der med kraftfulde ord blev rettet mod de mennesker, der havde begået denne forbrydelse. En dom som lod retfærdigheden sejre – også selvom et drab på et andet menneske ikke kan retfærdiggøres. Det var en dom på ialt 120 års fængsel til de 9 anklagede i denne sag. En dom, som fortalte dem og omverdenen, at vi i vores samfund ikke tolererer æresdrab. At æresdrab ikke tolereres i vores samfund indeholder flere tankevækkende og bestemt problematiske problemstillinger, der desværre viser sig i dagens Danmark. Vi har problemstillinger, der omhandler tvangs- og arrangerede ægteskaber. Der er kvinder i vores land, med anden etnisk oprindelse, som har mistet deres selvbestemmelsesret over hvilke mænd de skal giftes med. De har mistet retten til selv at bestemme over noget af det mest intense som livet byder på, nemlig kærligheden og seksualiteten. Der er kvinder, der beretter om seksuelle krænkelser, når de skal dele seng med en mand, de ikke elsker. Og der er kvinder i vores samfund, som har affundet sig med den mand, de blev viet med, men som lægger skæbnen, familien og kulturen til grunde for deres udholdenhed.
Drabet på Ghazala Khan og dommen, der blev afsagt mod de 9 tiltalte i sagen, resulterede i et stærkt altsigende eksempel, der blev statueret i Danmark. Forhåbentligt var det sidste gang, at en sådan sag stilles for retten i vores land.
Forhåbentligt har det fået en række mennesker til at stoppe op og tænke. Måske er der ligefrem nogle mennesker, der har formået at ændre en smule på deres kulturelle holdninger og indset at begreber som æresdrab, ikke er løsningen for genoprejsning af ære og status – tværtimod. Måske har en sådan sag givet nogle kvinder styrke til at kæmpe deres kamp for selvstændighed og selvbestemmelsesret, når det gælder deres liv og kærlighed. Men kvinde som mand; det er aldrig for sent. Alle har retten til at benytte sig af den frihed, vi har, til at tale når det gælder egne holdninger, eller retten over eget liv. Men tal og kæmp konstruktivt, det er den bedste vej til at blive hørt!