Rita Karlsen , HRS
Da HRS i 2003 brakte til torgs løsningsforslag for å sikre muslimske kvinner skilsmisserettigheter på linje med alle andre i Norge, skjønte ikke den daværende regjeringen hvordan de skulle vri seg ut av dilemmaet. For en samlet Kommunalkomité på Stortinget, på tvers av partier, støttet vårt forslag og ba regjeringen komme med en løsning. Regjeringen, ved daværende statsråd Erna Solberg (H), prøvde seg med et forslag om shariaråd. Ideen var antakelig at skilsmisseproblematikk er noe muslimer må ordne opp i selv, idet ekteskapet ble ansett mer som et religiøs løfte enn tilknyttet ekteskapsinstituttet i Norge. Solbergs shariaråd fikk derimot ingen grobunn på norsk jord. Men kanskje enda viktigere: Nå er det syv år siden Stortinget ba regjeringen om å komme med en løsning. Ennå har ingenting skjedd.
Så kunne en kanskje lene seg tilbake og tro at sharias tilstedeværelse i Norge var luket ut en gang for alle. Men nei, så vel er det ikke. Ifølge et doktorgradsarbeid (2009) fra Katja Jensen Fredriksen ved universitetet i Bergen, så møter norske domstoler stadig oftere argumenter fra sharia i saker som dreier seg om skilsmisse og barnefordeling. En utvikling som forøvrig den samme Fredriksen støtter. Spørsmålet er kanskje derfor ikke sharia eller ei, men i hvilken grad sharia allerede har befestet seg i norsk rettspraksis?
For noen dager siden kunne vi lese om tre professorer som tar til ordet for sharia i dansk rett. Det er bare å håpe at Danmark, og særlig Danmarks muslimer, tar kraftig til motmæle mot en slik legalisering av parallelle rettssystemer – slik som Naser Khader gjør i dag:
Med sharia skal land IKKE bygges
Af Naser Khader (publisert på Yringsfrækhed på Berlingske.)Kultur, religion og traditioner bør spille en større rolle i det danske retsvæsen. Det mener tre danske professorer i jura og islam, som i Kristeligt Dagblad slår på tromme for, at vi i dansk lovgivning tager større hensyn til sharia. Deres holdning er, at det danske retssystem skal udøve en fleksibilitet i forhold til islamisk lovpraksis og folks kultur, religion og traditioner, når der føres sager ved danske domstole. Det kan fx være i sager om skilsmisse, arv og forældremyndighed.
Forslaget er absurd og helt i strid med de grundlæggende principper i dansk lovgivning og den danske retspraksis. Den danske lovgivning er hjørnestenen i vores demokrati og bygger på individuelle rettigheder og individets frihed. Sharia derimod bygger på totalitære principper, tillader undertrykkelse af bl.a. kvinder og anderledes tænkende og er helt i modstrid med de individuelle frihedsrettigheder, som er en grundsten i det danske samfund.
Jeg kan på ingen måde acceptere, at vi i Danmark begynder at indføre parallelle retssystemer for på den måde at imødekomme et lille mindretal i mindretallet. Det er det mindretal der hele tiden overdriver deres religion og kræver mere og mere. Det er ikke kvinderne der ønsker sharia-retstilstande. Det er ikke til deres fordel. Det er ej heller det moderate flertal af muslimer som ønsker det. Man kan faktisk godt være rettroende muslim og går i mod sharia som lov.
Når folk vælger at bosætte sig i Danmark, siger de samtidig ja til at følge dansk lovgivning og dansk retspraksis. Og det skal der ikke laves om på.
Tager vi først et lille skridt i retning mod at acceptere religiøse mindretals retlige normer, vil det være at bøje sig for mindretallet i mindretallet og undertrykke flertallet. Og det vil være i strid med danske retsprincipper. Hvis vi taler om mulighederne for at blive skilt, når man er muslimsk viet, så er det rigtigt nok, at hvis man ikke er viet af en af de moskeer herhjemme, der har ret til at vie, så er der i princippet ikke noget ægteskab, og så vil opløsningen af forholdet være at sidestille med opløsningen af et samliv mellem ugifte. Men nu er det sådan, at, at X moskeer herhjemme har ret til at vie, og at disse ægteskaber dermed undergives dansk lov, herunder lov om ægteskabets retsvirkning og opløsning. Og at ægtepar, der er viet i oprindelseslandet accepteres som ægtefæller, når de kommer her accepteres som ægtefolk.
Opfattes man som ugifte samlvende efter dansk lov, så gælder de danske regler om børn og forældremyndighed stadig, ligesom vi har justeret arvereglerne de senere år også for ugifte samlevende. Løsningen er ikke at tage hensyn til sharia i forhold til dansk lovgivning, for så vil kvindernes rettigheder falde til jorden med et brag: I sharialovgivningen tilhører børnene faderen, kvinderne er det halve værd i arvemæssig henseende osv. osv.
I Danmark hylder vi princippet om, at loven gælder for alle – men at vi i langt de fleste lovgivninger har indlagt plads til skøn eller dispensationer, hvis forholdene taler herfor. Det må være nok. Men vi kan sagtens styrke informationen om de danske retsregler og konsekvenserne af ikke at være omfattet af danske regler – fx i tilfælde af et traditionelt muslimsk ægteskab, der ikke er indgået for en imam, der har ret til at vie. Og hvorfor i det hele taget begynde at indrette lovgivningen med særhensyn, som et flertal af muslimer slet ikke efterspørger?
Faktisk er mit bud, at de fleste danske muslimer gerne vil være fri for netop det særhensyn, der reducerer kvinder til at være halvt så meget værd som mænd.