Rita Karlsen, HRS
I Norge har det vært avdekket at jenter i barneskolen, både muslimer og ikke-muslimer, påvirkes til å bruke hijab. Denne påvirkningen har blant annet skjedd av skolens personale. I ett konkret tilfelle var det en muslimsk ansatt på skolefritidsordningen (SFO) som fortalte ikke-muslimske jenter, helt ned i 6-årsalderen, at ”de ville blitt så flotte i hijab”, hvorpå vedkommende tilbød seg at SFO ”kunne gi hijab i gave”. I ettertid har det fra skolens side blitt forklart at det hele var en ”misforståelse”, og at jentene ”ønsket seg hijab selv”. Hva som er ”misforståelsen” med dette er for meg uklart å få øye på. Derimot har jeg full forståelse for at jentene kunne ha uttrykt ønske om en rosa, paljettglitrende hijab. De fleste er vel kjent med at barn kan manipuleres til å ”ønske seg” både det ene og det andre, og det er nettopp der voksnes ansvar kommer inn. Dette ansvaret forventer vi av alle tilregnelige voksne, dertil forlanger vi det av profesjonelle aktører i for eksempel skolen.
En annet nærliggende problemstilling er hvordan voksne selv kler seg relatert til hvilken profesjonell stilling de har. Både i Sverige og Danmark har det vært offentlige debatter knytter til kvinner som kler seg i burka eller burka-lignende klær (i Danmark raser for øvrig debatten om hvorvidt burka i offentlig rom bør forbys eller ikke). I ”tolerante” Sverige er det dessuten blitt en ny business at muslimske kvinner som føler seg forulempet på grunn av restriksjoner knyttet til klesstil, henvender seg til likestillingsombudet som hjelper til med å anmelde arbeidsgiver eller skolen. Sakene ender i de fleste tilfeller dog ikke i rettssalen, men med forlik. Den økonomiske kompensasjonen synes å ”reparere alle skader”. Men om muslimske kvinner føler seg forulempet på noe vis, kan det også være barn som gjør det. HRS er kjent med en skole i Oslo som nylig har hatt en debatt om klesstil, startet av foreldrene. Dette fordi en av kvinnene som jobber på SFO har en muslimsk klesstil som skremmer flere av barna. Skolens ledelse mener at barna vil ”venne seg” til det. Sikkert, men vi registrerer at motsatt er en ikke-debatt.
Dette minner meg også om en opplevelse nylig på Grønland i Oslo. Der møtte jeg en skoleklasse på tur, elevene var i 6-7 årsalderen, der en burka-kledd kvinne, også ansiktet var tildekket, var en av ledsagerne. Jeg trakk opp mobiltelefonen for å ta et bilde, men det likte den burka-kledde kvinnen ikke. Så ”stolt” var hun?
Sist lørdag startet ramadan, muslimenes fastetid. Da skal de mellom soloppgang og solnedgang verken innta vått eller tørt. Mange barn deltar i fasten, noe ikke minst skolepersonell kan rapportere om. Vi kan være sikre på at barn som verken spiser eller drikker om dagen, og tar igjen det tapte om natten, blir én ting: trøtte og energifattige om dagen. I en slik tilstand skal de dertil være mottakelige for å lære. Men som journalist og forfatter Bente Dalsbæk påpeker i en kronikk i Berlingske er ikke fasten alltid såkalt frivillig, også fordi flere og flere barn blir presset av kamerater til å følge ramadan i tråd med Islamsk Trossamfunds råd. Dalsbæk kaller således Islamsk Trossamfund for ”mobbebakmenn”.
Dalsbæks kronikk har utgangspunkt i ett av de verst tenkelige undervisningsfag under ramadan, nemlig heimkunnskap, eller det vi i min skoletid nokså presist kalte skolekjøkken. Å drive skolekjøkken for et økende antall fastende, trette og passive elever, der noen endog oppfører seg som kontrollører over andre, også i forhold til hvor kyllingen er kjøpt inn (svinekjøtt er selvsagt tabu), er alt annet enn enkelt:
Små grupper af 12-årige står ved køkkenbordene og rører i de kulørte Margrethe-skåle. Det er hjemkundskabstime i en sjette klasse på en skole på Vestegnen. Lærerinden – lad os kalde hende Anne – har som vanligt købt ind til at lære klassens 18 elever at lave mad. Også som vanligt skal holdene spise maden bagefter. Eller skulle have spist. Mere end firs procent af klassens elever spiser slet ikke for tiden, for i lørdags startede Ramadanen, altså den muslimske faste. Anne kan allerede mærke det på dem:
»Den får lige en ekstra tand hos dem, der normalt har en lidt aggressiv ’tilgang’ til tingene. Resten bare er passive, næsten apatiske. Dem, der før havde svært ved at klare en 45 minutters undervisningstime, de går nu døde efter 20 minutter. Ikke lige ønskesituationen, når man står og skal formidle glæden ved at lave mad’, fortæller hun mig, hendes veninde, i telefonen.
Anne anstrenger sig for at balancere imellem undervisningens krav og mål, og så virkeligheden. Men hun synes indimellem det er lidt svært. Hun køber ikke svinekød, men mest kylling og oksekød til timerne, og det okay med hende. Men for nylig spurgte en af de muslimske drenge, lad os kalde ham Ahmed, hvor kyllingekødet var købt:
»Det er købt dér, hvor jeg køber ind, og hvor dine forældre nok også køber ind – i Netto«, svarede Anne med et imødekommende smil, og blev noget overrasket, da Ahmed rejste sig op og erklærede: »Alle muslimer: I spiser ikke kyllingen!« hvorefter flertallet af gafler skyndsomt blev lagt på tallerkenen. Selv ikke indvendingen, at danske kyllinger som hovedregel er hallah-slagtet beroligede Ahmed: »Danske supermarkeder lyver hele tiden, så vi vil ikke spise deres kød’« var svaret.
Ahmed gav sig ikke og blev mere og mere højlydt. Der var en ubehagelig stemning og mange vidste ikke, om de skulle spise eller lade være. Derfor valgte Anne at bede Ahmed forlade klassen. Da hun siden forklarede klasselæreren hvorfor og foreslog, at eleverne i givet fald selv kunne tage kød med, hvis det skulle være noget specielt, spurgte klasselæreren, der er ’etnisk dansk’, om Anne mon ikke var racist?
Jeg ber dere merke dere at det altså er klasselæreren, det som før het klasseforstander, i dag heter det vel klasskontakten, som trekker frem rasismekortet. Eleven Ahemd krever ikke bare halalslaktet kylling, han uttrykker i tillegg sterk mistillit til det danske samfunnet; danske supermarkeder lyver hele tiden, og han oppildner sine medelever til bråk. Og når læreren reagerer, så er hun rasisten? Dessverre frykter jeg at at det ikke bare er danske Anne som har slike opplevelser, men de har fått munnkurv av skoleledelsen, være seg i Danmark, Sverige eller Norge – eller andre europeiske land.
Anne har dertil måtte vike for et annet prinsipp, nemlig ”fellesskapet”:
Anne har også lavet om på, at alle eleverne efter madlavningen sad ved et langt bord og spiste sammen. Der opstod for meget pres, kommentarer og hån fra en gruppe af elever, der går meget op i, at alle skal være ’gode muslimer’. »Du er ikke en god muslim!« blev der sagt mere end én gang til kammeraterne, som efterhånden synes, at måltiderne var meget lidt hyggelige. Nu sidder klassen i grupper, for som Anne siger: »Så kan jeg sætte dem, der kører den ’rene’ stil sammen. I de andre grupper kan jeg også blande nogle danskere ind, og håber, at de pressede elever får lidt rum til bare at være sig selv.«
Her under ramadanen har Anne lavet menu, de fastende elever kan tage med hjem om aftenen. En gang porre-kartoffel-suppe eller lasagne bliver unægtelig lidt klam i tasken. Så den står på kyllingepølsehorn, muffins, flutes osv.
Hvis de altså får lavet maden. Der er ikke rigtigt hul igennem for tiden, for børnene er simpelthen for trætte. Endvidere faster mange af klassens elever, fordi de andre gør det. Og har dermed lige så lidt motivation til at faste, som en ét-benet mand har til at steppe. Dét dobler også op på passiviteten i timerne, fortæller Anne.
»Jamen, hvad siger deres forældre? Er de ikke kede af at børnene presses? Kan I ikke gøre noget ved det sammen«, spørger jeg.
»Hvis forældrene er kede af det, så siger de det ikke til mig«, svarer Anne, der tværtimod mest har oplevet, at forældrene med et lidt stolt smil siger: ’De har selv valgt det’. Men det lyder mere som om, at det er Ahmed og Munir fra klassen, der har valgt end børnene selv.
»Nu har vi endda måtte aflyse et af vores højdepunkter; turene til svømmehallen, fordi de fastende er bange for at få vand i munden«, sukker Anne til sidst.
Kronikkforfattene legger ikke skjul på at hun mildt sagt har latt seg opprøre av sin nye kunnskap om hva som skjer i skolene, og at hun er motstander av at barn faster, noe hun påpeker er foreldrenes ansvar:
Jeg blev mere end irriteret på Annes vegne. Kan det virkelig være rigtigt at hele undervisningen mere eller mindre skal lægges ned på grund af en tradition, som børn ikke er forpligtede til at deltage i, og som andre trækker ned over hovederne på dem, så de kan være med på ’God Muslim’-holdet?
Jeg er lodret imod, at børn faster – og jeg synes faktisk det er omsorgssvigt, at børn f.eks. ikke må drikke noget en hel dag.
Det bliver i mine ører endnu mere grotesk, når børnelægen Christian Mølgaard fra Institut for Human Ernæring i Berlingske Tidende 22. august konkluderer, at fordi vi har så mange overvægtige børn i Danmark, så kan det være godt at faste bare nogle timer, så børn lærer at udsætte deres behov! At det skulle være sundt at afholde sig fra mad og drikke fra solopgang til solnedgang, for derefter at indtage enorme mængder af mad og søde sager om aftenen og igen om morgenen inden solopgang, mener jeg lyder mere som en affart af det, man kalder Den 3. Spiseforstyrrelse (»Binging« altså periodevis »vold-ædning«) end som en ernæringsmæssig sund livsstil. Og slet ikke for børn. Al mulig støtte til, at vi skal løse problemet med overvægtige børn. Men overvægtige børn taber sig Gudhjælpemig mig ikke gennem faste. De taber sig gennem en sund og varieret kost dagen igennem, motion og rigeligt vand.
Islamisk Trossamfund anbefaler ligefrem i en vejledning, at syvårige bør prøvefaste, og meddeler samme sted, at børn i puberteten er forpligtede til at faste, se igen Berlingske Tidende 22. august.
Jeg synes Islamisk Trossamfund med deres anbefaling driver undervisningsskadelig virksomhed.
Vi har undervisningspligt her i landet. Det indebærer også, at forældrene skal sørge for, at deres børn kommer til tiden, er forberedte og deltager i undervisningen. Godt nok findes der ikke et cirkulære om åndeligt fravær, men når man lader sine børn faste og sender trætte og apatiske børn i skole, så mener jeg ikke, at man overholder undervisningspligten. Og hvis man ikke overholder undervisningspligten, er der underretningspligt til de sociale myndigheder. Nøjagtig som ved omsorgssvigt.
Vi kjenner igjen mønsteret, uansett hva det er snakk om, først er det fremmedfientlighet- eller rasismekortet, deretter er det ”valgt det selv” og fraværet av at vi snakker om barn. Nettopp derfor har Dalsbæk et sentralt poeng når hun flytter ansvaret dit det hører hjemme, til foreldrene og de profesjonelle aktørene i skolen:
Vi skal sørge for, at vores lærere og skoleledere har de redskaber, de skal bruge, så børnene kan følge undervisningen og ikke udsættes for religiøst pres. Især presset er et stort problem rundt omkring. Vi har i årevis haft mobbekampagner på skoler, der ikke efterlader nogen tvivl om, at mobning er en socialt helt og aldeles uacceptabel adfærd. Men når det kommer til religiøs mobning, så bliver vi straks lidt fjernere i blikket. Alle ved, at det ikke er okay at drille Niels fordi han er rødhåret eller at holde Iben udenfor, fordi hun ikke går i det rigtige mærketøj, men det er sværere at få talt ordentligt om, hvad vi skal gøre ved, at Ibrahim presses til at bede eller faste. Jeg ved, at man ude på skolerne prøver at løse disse problemer, men ikke altid føler, at de har redskaberne eller opbakningen. Og så er det da meget lidt hjælpsomt, at Islamisk Trossamfund vejleder forældre og andre om, at børn bør faste, og oven i købet hævder, at det »går ud over deres selvtillid«, hvis de ikke får lov! Spørg lige om, hvad det gør ved børns selvtillid at blive udsat for religiøs mobning?
Børn presses af andre børn til at faste, og Islamisk Trossamfund er disse mobberes velvillige bagmænd. Hvad med, at Islamisk Trossamfund i samarbejde med undervisningsministeren udsendte en vejledning til forældrene, hvori man anbefaler, at ingen børn faster, og hvor man præciserer hvad der sker, når man ikke overholder undervisningspligten. Og hvad med om Islamisk Trossamfund for en gangs skyld tog konsekvensen af, at man bor og lever i Danmark og satte børns indlæring, og i den sidste ende en vellykket integration, højere end deres forsøg på at hverve nye medlemmer til deres udgave af Islam?