Integrering og integreringspolitikk

Ingen blankofullmakt til dialogen

Mens norske regjeringer de siste tiårene har valgt dialog som en av sine fremste strategier i integreringsarbeidet, er den danske regjeringen langt mer uvillig til å gi blankofullmakt til dialogen. Der heter det at man slett ikke bør snakke med hvem som helst, nettopp fordi dialogen kan tjene som legitimering. Men det har ikke den danske integreringsministeren helt fått med seg.

Rita Karlsen, HRS

Enten er den danske integreringsministern Birthe Rønn Hornbech (V) uenig med sin egen regjering og sin egen sjef, statminister Anders Fogh Rasmussen (V), eller så er hun rett og slett tungbedt. For Hornbech har sans for dialoglinjen og produkter fra hennes departement bærer preg av det, slik som for eksempel hennes nye handlingsplan mot ekstremisme og islamisme. Men om integreringsministeren hadde trodd at hun skulle snike gjennom dialoglinjen i stasministerens hyppige fravær, så hadde hun nok glemt at der sitter en årvåken velferdsminister i samme regjering.

Velferdsminister Karen Jespersen (V) slo raskt i bordet, og sa at hun slett ikke ville støtte noen dilaoglinje med verken terrorister, islamister eller andre ekstremister. Jespersen har fått massiv støtte fra de andre i regjeringen, men det ser ikke ut til å påvirke Hornbech i særlig grad. I dag fremkommer det at den samme Hornbech har en avdeling i sitt departement, med ni ansatte, som er svorne tilhengere av dialoglinjen.

Det var i april i år at regjeringen etablerte en avdeling i Integreringsdepartementet, kalt «Kontoret for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering». De skulle gjennom analyser og feltarbeid samle inn informasjon om radikaliseringen i Danmark. Arbeidet har sitt utspring i regjeringsgrunnlaget fra november 2007. Men integreringsministeren har tydeligvis hatt sin helt klare, og egenrådige, oppfatning av hvordan dette arbeidet skal utføres. Samtidig kan det tyde på at de øvrige i regjeringen ikke har fullt med hva Hornbech bedriver. For i et intervju på departementets hjemmeside fra mai, under overskriften «Vi skal kunne tale med Hitz-ut-Tahrir», forklarte avdelingens leder, Hanne Stig Andersen, den gang:

– Ingen er udelukket som samtalepartnere. Heller ikke ekstremistiske, muslimske grupperinger som eksempelvis Hizb-ut-Tahrir, når medarbejderne i Integrationsministeriets nye kontor for antiradikalisering skal arbejde i marken, melder Berlingske.dk

Integreringsdepartementet bekrefter overfor Berlingske at avdelingen fortsatt eksisterer. De vil derimot ikke komme inn på hvilke prosjekter de arbeider med og hvilke personer de ønsker å komme i kontakt med. På direkte spørsmål påpeker embetsmenn fra departementet at avdelingens arbeidsgrunnlag er uendret.

Det finner rettsordfører for Dansk Folkeparti (DF) Peter Skaarup forkastelig.

– Man er gået fuldstændig galt i byen i forhold til, hvad der er meningen med sådan et kontor. Der er noget rivende galt, hvis man ønsker at fortsætte dialogen med ekstremister som Hizb-ut-Tahrir, sigr han.

Han påpeker at DF stemte for opprettelsen av en slik avdeling, men da ut fra en forutsetning om at en ikke gikk i dialog med ekstremister. Nå vil DF ta kontakt med Hornbech.

– Det vil være relevant at spørge hende, om hun selv er klar over, hvad der foregår i hendes ministerium, siger han.

Arbeidsminister og sjefsstrateg i Venstre, Claus Hjort Frederiksens er også meget tydelig i sin holdning:

– Jeg mener ikke, at man skal mødes med rabiate imamer, terrorister, islamister og andre tosser, er.

Justisminister Brian Mikkelsen (K) vil ikke forholde seg og viser til at dette må integreringsministeren selv stå til ansvar for. Han har tidligere ytret en klar holdning :

– Jeg vil ikke opfordre til dialog med folk, som ikke vil vores samfund, og som kun har et formål. Al-Qaeda-typer, som vil undergrave vores demokrati. Hizb-ut-Tahrir. Hvad skal vi i dialog med dem om.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, mener at man nøye bør vurdere hvem man faktisk velger å gå i dialog med. Noen av Venstres politikere er derimot mer åpen for dialoglinjen, og viser blant annet til ytringsfriheten, slik som Søren Pind gjør.

Jeg deler ikke oppfatningen om at dette handler om ytringsfrihet, da det ikke handler om å innskrenke noens ytringer. Det er heller et sunnhetstegn at man ikke ukritisk oppfatter dialog som en ufarlig strategi. Dialog kan føre til legitimering, hvilket sier noe om hvor viktig det er hvordan man legger opp til dialog og hvem man snakker med. Dette innebærer ikke at man ikke kan snakke med folk, men selve dialoglinjen legger som regel opp til mer enn det: den legger gjerne opp til samarbeid og innflytelse. Og det bør ikke rabiate imamer, terrorister, islamister og andre tullinger få – for å si det i norsk språkdrakt, men i danskenes befriende talemåte.