Politikk

Verdens lykkeligste folk og SM-ere

Den ene internasjonale undersøkelsen etter den andre kårer danskene til verdens lykkeligste folk. Danskene! Hva er det som gjør dem så lykkelige da? De burde jo regelrett være ulykkelige, så mange problemer som de har. Diverse norske journalister og (særlig muslimske) skribenter har da også fortalt oss at Danmark er et rasistisk land som stenger grensene for innvandrere, dertil harselerer de med hverandre og håner islam. Siden de er så lykkelige, er de rett og slett dumme? Eller er det noe annet de har fått til – som Norge kanskje kan ta lærdom av?

Rita Karlsen, HRS

Tenk å lede et land med verdens lykkeligste befolkning. Det måtte vært noe det! Den ene internasjonale studien etter den andre har i flere år kåret danskene til verdens lykkeligste folk. Hvordan får de det til?

I Norge har vi en rødgrønn regjering av Ap, SV og Sp som synes å være uten mål og mening. De styrer landet, men hva de bedriver er det ingen utenforstående, knapt Stortinget, som vet. Vi har ingen nasjonale prosjekter, intet å se fram til, intet som driver oss sammen fremover. Vi bare hører representanter fra den rødgrønne regjeringen som viser til at de styrer etter Soria Moria-erklæringen, og at de langt på vei er i mål. (PS: Til dere danske journalister som har ringt og spurt om hva dette ”Soria-Moria” egentlig betyr så er kortversjonen et norsk folkeeventyr, langversjon er et politisk eventyr nedskrevet i maktrus på et norsk hotell med samme navn). Spesielt attraktivt synes erklæringen å være når de rødgrønne representantene skal forsvare seg mot en eller annen kritikk. ”Som vi har sagt i Soria Moria-erklæringen, skal vi….”

Skal ja. Ting tar tid. Fremtiden. Etter neste valg. Kanskje.

Soria Moria-erklæringen fortjener å bli forkortet til SM-erklæringen.

Når vi nå står på trappene til en ny valgkamp, erindrer jeg at det i forrige valgkamp ble lovet svært mye som skulle utrettes i løpet av de fire år med rødgrønn makt. Ingen glemmer SV-leder Kristin Halvorsens bombastiske lovnad om full barnehagedekning innen ett år, eller så var vi ”kvitt’a”. Vi har ikke full barnehagedekning, og vi har ikke blitt kvitt’a. ”Alle” var ikke alle i den betydning vi kjenner det. Alle var nesten alle. Og der ikke alle hadde, var det dessuten gjort en slett jobb av den aktuelle kommunen. Antakelig påstått styrt av H eller Frp eller noen annet ikke-rødgrønt. Arbeidsledigheten skulle synke drastisk, hvilket var enkelt ved å flytte arbeidssøkere over fra køen arbeidsledig til ”på tiltak”. Ifølge tall fra NHO er 700 000 personer i Norge helt eller delvis utenfor arbeidsmarkedet. Et tall for SM-erklæringen? Fattigdommen skulle fjernes, hvilket virkelig må kunne kalles et SM-mål. Innvandringspolitikken skulle legges om og integreringen skulle styrkes, men det var før de SM-folka selv skjønte hvor maktkåte de egentlig er, så de lot lille SV torpedere hele politikken. Nå strømmer det inn med arbeidsinnvandrere, de skulle jo dra igjen – hva var det vi trodde? At noen frivillige ville bosette seg og familien sin i dette kalde landet i nord? Statistikk viser at de blir, hvilket igjen vil skape en SM-situasjon når arbeidsledigheten stiger. Asylstrømmen er tredoblet fra i år til i fjor. Det ryktes i den store verden at det er lett å få opphold i lille Norge. Det tvangsopprettes asylplasser i kommunene, befolkningen vet ikke helt om de vil, men vi vil gjerne være best i klassen på humanitet. SM-regjeringen sender UDI foran seg, og UDI-direktøren vil gjerne at Norge skal ta imot flere asylsøkere.

Norge blir ikke kåret til å ha verdens lykkeligste befolkning. Enda vi er ett av verdens rikeste land, og ett av de mest rundhåndede velferdsland. Noe er definitivt ikke slik det burde være.

Den danske velferdsministeren (en ministerpost også for Norge?) Karen Jespersen har i en kronikk i Berlingske.dk fremhevet at Danmark har skapt noe vesentlig: nemlig et samfunn med høy tillit.

De fleste kan nok huske den unge danske kvinde, der havde sat en barnevogn uden for vinduet til den cafe i New York, hvor hun fik en kop kaffe. Amerikanerne blev fuldstændig chokerede, og kvinden blev kortvarigt anholdt. Men den slags gør man i Danmark. Hvorfor? Fordi man har tilliden til, at der ikke sker noget ved at gøre det.

Eller tag et andet eksempel. Flere amerikanske TV-stationer har lavet nysgerrige indslag om, hvorfor de her danskere er verdens lykkeligste folk. Et af de eksempler, de trækker frem, er, at man mange steder har sat små borde ud ved vejen med grøntsager, saft, marmelade eller andet, der er til salg. Men der er ingen til at tage imod pengene, dem skal køberne selv lægge i en kasse. Man har tillid til, at ingen løber med kassen eller tager grøntsager uden at betale.

Selv om det måske lyder som små ting, så er der her tale om noget, der er helt fundamentalt for livskvaliteten: borgernes tillid til hinanden. Meget tyder på da også på, at der er en tæt sammenhæng mellem tillid og lykke. Noget der svarer meget godt til oplevede erfaringer som i de to eksempler.

Å, hallo! Disse eksemplene kunne da likegodt vært hentet fra Norge. Ja, kanskje ikke akkurat den med ubetjente salgsbord, da det er ukjent praksis her, men det hadde sikkert kunne fungert vel så godt hos oss. Da må det altså være et annet tillitsforhold relatert til lykke som gjør seg gjeldende, eller ikke gjeldende, i Norge i forhold til Danmark. I Danmark sier et betydelig flertall at de stoler på andre mennesker, men enda mer interessant er kanskje folkets tillit til maktapparatet:

Danskerne har ikke kun en høj tillid til hinanden men også til myndighederne, domstole, politi, forvaltning og til politikerne. Noget der giver et velfungerende og trygt samfund. Desuden er den høje tillid også en vigtig del af forklaringen på, at vi har en stærk økonomi. Høj tillid betyder nemlig, at der er en høj omstillingsparathed på det danske arbejdsmarked. Sådan er det, fordi lønmodtagerne er trygge ved, at de ikke bliver ladt i stikken, hvis de begiver sig ud i omstillinger på arbejdsmarkedet – det der kaldes flexicurity. Denne danske model gør os også trygge ved globaliseringen. I EU lavede man for nogle år siden en undersøgelse, hvor man spurgte borgerne i en række lande, om de anså globaliseringen for at være en trussel eller en mulighed. 77 procent af danskerne sagde, at det var en mulighed og kun 16 procent, at det var en trussel. I Frankrig var det lige omvendt.

Velferdsminister Jesperen stiller spørsmålet selv: Hvor kommer den store tillid fra? Og svarer:

Den kommer fra et stærkt folkeligt værdifællesskab. Et værdifællesskab hvor der især bliver lagt vægt på to størrelser: personlig frihed og stærk sammenhængskraft. Det fremgår af Peter Gundelachs forskning beskrevet i bogen »Lykke og tilfredshed«. (min utheving).

Vi har et samfund med meget stor personlig frihed. Det er eksempelvis meget tydeligt, når vi ser på kvindernes situation i sammenligning med andre lande. Men det gælder også mere generelt. Vi er et meget anti-autoritært samfund. Vi lægger også stor vægt på en usædvanlig udstrakt ytringsfrihed. Omvendt er tilliden meget lav i samfund, der er meget autoritære og med begrænset ytringsfrihed. Stor personlig frihed giver høj tillid.

Personlig frihet, kvinnefrigjøring, anti-autoritært, utstrakt ytringsfrihet. Kjennetegner det Norge? Det må i beste fall få en skåre på 3-1, da vi etter Muhammed-bråket tapte på ytringsfriheten.

Videre trekker Jespersen frem ”sammenhengskraften”:

Men tillid hænger også samtidig sammen med en stærk sammenhængskraft. (min utheving). Hvis vi ser på det danske samfund og den danske befolkning, så er det karakteristisk, at afstanden mellem borgerne er lille. Vi har let ved at omgås hinanden på tværs af socialgrupper. Vi har let ved at forstå hinanden. Vi har let ved at samarbejde. Langt hen ad vejen har vi en fælles opfattelse af problemer, og hvordan de løses. Denne oplevelse af fællesskab og sammenhængskraft afspejler sig blandt andet i en meget høj valgdeltagelse i modsætning til flere andre lande.

Danmarks sammenhængskraft hænger i høj grad sammen med, at vi har en høj grad af social lighed. Jo større ulighed, jo længere kommer man væk fra hinanden. Danskerne har heller ikke så dybe etniske og kulturelle kløfter, som flere andre lande har det.

Vi har kort sagt en stærk sammenhængskraft i det danske samfund. Og en stærk sammenhængskraft avler det, man kan kalde et stærkt samfundssind. Men ser sig selv som en del af en større samfunds­enhed. Man føler, at man er forpligtet over for den større samfundsenhed. Det betyder konkret, at man også føler en forpligtelse over for mennesker, som man ikke kender personligt.

”Sammenhengskraft” er et ord som vi aldri ser omtalt i Norge. Har vi ikke sammenhengskraft, eller mangler vi kanskje første eller andre del av ordet?

Samtidig tar velferdsministeren til ordet for at Lykklandet Danmark skal verne om sin lykke, og hun har ingen SM-erklæringen å dytte foran seg. Derimot har hun klare krav til det danske folket (bevisst i entall):

Men den tillid, lykkefølelse og sammenhængskraft, vi har i Danmark, er ikke noget, der er givet én gang for alle. Lad mig nævne et par af de store udfordringer, vi står over for, når det drejer sig om at værne om den høje tillid, fællesskab og sammenhængskraft.

Den store frihed kan slå over i egoisme og ligegyldighed over for andre mennesker. De fleste kender en række eksempler fra hverdagen, som for eksempel mennesker der kører hensynsløst i trafikken. Folk der smider affald. Larmende adfærd og grimt sprog. Butikstyveri. Røverier og overfald i folks eget hjem. Mangel på disciplin i en del skoler. Forældre der ikke påtager sig deres ansvar som dem, der opdrager deres børn. Her er det vigtigt at holde fast i det personlige ansvar, vi har hver især for os selv og for samfundet som helhed. En holdning der kan understøttes med den politik, der bliver ført.

Indvandringen udgør en anden betydelig udfordring. Når vi ser os omkring i Europa, er der en tendens til, at ret mange indvandrere især fra den muslimske verden danner deres egne parallelsamfund. De lever separat med egne værdier, regler og normer. Det giver gode vækstbetingelser for de radikale muslimske bevægelser, der er i stærk vækst i den muslimske verden. Denne islamisme er ikke kun en religiøs men også en politisk bevægelse, der vil indrette samfundet efter det, der står i Koranen.

Islamismen er i stærk vækst i blandt andet Storbritannien. Det viser en række meningsmålinger, hvor langt flere unge går ind for et samfund, der bygger på Koranen (sharia-loven): Kvinder skal være tilslørede, det er i orden at straffe frafaldne muslimer, støtte til sharia-domstole og kønnenes adskillelse i det offentlige rum.

Men tilliden og lykkefølelsen er altså klart lavere i et samfund som det britiske, der har bygget på en multikulturel model. Det underbygges af beretninger fra nogle af de somaliere, der i 2002 flyttede til England. De ønskede at bo i et multikulturelt samfund men blev sørgeligt skuffede, fordi de etniske grupper lever isolerede fra hinanden, og når de endelig mødes, er der store konflikter. Et samfund med store uligheder, hvor børnene ikke kan gå alene på gade. »Vi savner Kolding meget,« siger somalierne, der nu vil lære deres børn dansk, så de kan vende tilbage til Kolding og Danmark (Politiken 27/7).

På trods af forskellene kan vi se de samme tendenser i Danmark. Selv om en del indvandrere med muslimsk baggrund heldigvis er glade for Danmark og integrerer sig, så er der også en tendens til at danne parallelsamfund og udbrede værdier, der er grundlæggende forskellige fra de værdier, det danske samfund bygger på. Et eksempel er kravet om at bære islamisk tørklæde i de danske retssale. Et andet eksempel er de radikale kredse, der har presset på for, at vi skal begrænse vores ytringsfrihed i overensstemmelse med den gængse opfattelse i den islamiske verden.

I andre vestlige lande som USA og Storbritannien har tilliden i de seneste årtier taget et alvorligt dyk. Det har sandsynligvis noget at gøre med, at de sociale forskelle er blevet meget større, og at man ikke har formået at styre indvandringen med det resultat, at de kulturelle kløfter er blevet meget dybere.

I Danmark derimod har den stramme udlændingepolitik begrænset antallet af indvandrere og dermed gjort integrationen lettere og mindsket tendensen til opsplitning. Derfor er det så vigtigt, at denne politik ikke kan undergraves af domme fra EF-Domstolen.

Men ud over den stramme udlændingepolitik skal vi stå fast på det danske værdigrundlag: et demokratisk og verdsligt samfund. Beskeden økonomisk og social ulighed. Kvinders ligestilling og personlig frihed i det hele taget. En udstrakt brug af ytringsfrihed og et stærkt folkeligt værdifællesskab.

Når jeg skriver sådan, handler det bestemt ikke om en konflikt mellem befolkningsgrupper. Intet er mere ligegyldigt for denne diskussion, end hvilken hudfarve man har, hvilket land man kommer fra, eller hvilken religion man har. Det her er en debat om, hvad det er for et samfund, vi ønsker at skabe i fællesskab. Vi skal ikke være et multikulturelt samfund som det britiske. Vi skal derimod holde fast i de værdier, der betyder, at den ene undersøgelse efter den anden kårer os som verdens lykkeligste folk.

Å skape et samfunn i fellesskap – det må lyde som et mareritt for SM-folkene….