Til den 28. januar kan Plesners første soloudstilling Intervention ses i København. Den er blevet til i samarbejde med galleri Esplanaden og den iranskfødte galleriejer John Barimani. Udstillingen blev åbnet af den danske kulturminister. Dens hovedværk er Darfurnica.
Spækket med symboler
I en bygning, der hører til en af Københavns smukkeste bygninger, Odd Fellow Palæet, hænger derfor lige nu et kæmpemæssigt billede, hvor målene er nøjagtigt som på Picassos verdensberømte billede Guernica, malet i 1937 og med målene 350 X 776. Men på Plesners aktuelle billede er fokus på folkemordet i Darfur. Billedet, som det har taget et år at frembringe, er spækket med symboler og synes helt bevidst, som dagens mediebillede, at bestå af en strøm af information. Her er Frihedsgudinden, EUs stjerner, Barack Obama og den frygtede Janjaweed-milits til hest. Her er også nogle af de civile ofre for Darfur. Her er små mænd på kameler. Og her er den engelske reality star Jade Goody, som blev berømt fordi hun var den første Big Brother deltager som fik kræft. Goody fik beskeden, mens hun var med i tv-programmet Big Brother og blev fulgt af pressen til hun døde kort efter. Samtidig, påpeger Plesner, har 400.000 mennesker mistet livet i Darfur uden at nogen hæver et øjenbryn. Derfor malede hun Goody foran en massegrav.
Blot for at nævne noget af alt det, som publikum kan gå på opdagelse i, og som der er sat en ganske pæn pris på: 500.000 kr. På Plesners hjemmeside kan man se arbejdsprocessen med maleriet og fordybe sig i tekster, der vedrører Darfur.
Udstillingen har allerede tiltrukket sig international opmærksomhed. Forfatteren Henryk Broder har for nylig interviewet Plesner til Die Welt og snart ankommer et tysk TV-hold, der er ved at lave en dokumentar om Darfur.
Kunst der gavner menneskerPå udstillingen hænger også 400 portrætter af verdens mest kendte mennesker, sådan som Forbes Magazine oplister dem hvert år. Og som vi synes, vi kender, fordi vi ser dem igen og igen: Tiger Woods, Madonna, Britney Spears, Obama igen, og mange, mange flere. De er sat sammen med portrætter af mennesker fra Darfur.
Hvordan fik du ideen til at beskæftige sig med Darfur?
-Jeg nåede at gå seks måneder på kunstakademiet i Amsterdam, før jeg i begyndelsen af 2007 blev kørt ned på gaden. Jeg brugte to år på at blive rigtig rask. Mens jeg lå i sengen de første fire-fem måneder og tænkte over tingene besluttede jeg, hvad jeg ville med min kunst. I stedet for at male blomsterakvareller eller sådan noget, så ville jeg lave noget, der rykkede. Ulykken blev et vendepunkt for mig.
-En dag læste jeg en lillebitte notits om Darfur; og på samme side i avisen var en kæmpestor artikel om Paris Hilton. Jeg tænkte, at det der, det ville jeg rigtig gerne arbejde med. Jeg ville lave noget for andre. Ikke synke hen i mit eget jammer.
Muhammed-tegninger og kæmpebrandsDet første Plesner kastede sig over var en t-shirt kampagne, der fik navnet “simple living”. Billedet af t-shirten med den afrikanske dreng ved siden af en karikatur af en Louis Vuitton-taske gik verden rundt. På Darfurnica er drengen placeret i midten af maleriet.
Da t-shirtsene blev produceret i sin tid, var Louis Vuitton firmaet ikke glade. De mente, at tasken lignede Vuitton-varemærket så meget, at de lagde sag an. Vuittons advokater løb af med sejren. I 2008 bøjede Plesner sig for at undgå en retssag, der kunne trække ud i årevis. Men kampagnen fik enorm opmærksomhed og støtte fra politikere og aktivister verden over.
-Min egen advokat sagde: “Havde du lavet et klassisk kunstværk, olie på lærred eller sådan, så havde du langt større kunstnerisk ytringsfrihed.” Det synes jeg jo er noget pjat, jeg synes min t-shirt er lige så meget kunst. Men man ryger ind i alle mulige copyright-regler.
-I forbindelse med diskussionen om Muhammed-tegningerne tænkte jeg, at det er jo ikke kun religion, man skal tage hensyn til, det er også kæmpebrands. De lægger sag an med det samme. Når man er studerende og ikke kan komme igen med en hær af advokater, så er der ikke så meget at gøre. Men jeg tænkte: Hvis jeg skulle lave min simple living tegning på lærrred, så ville jeg gerne have hele historien om Darfur med. Guernica har jo været historiens største symbol på krig, folkemord og elendighed. Jeg ønskede at lave en moderne udgave, som skulle være samme størrrelse og sådan. Den afrikanske dreng skulle placeres i midten og resten af fortællingen skulle være udenom.
Praktisk nødhjælpsarbejde
Plesner gik i gang med at lave en skitse til maleriet. Hun begyndte på det i juni 2009 og udstillingen er timet med det nyligt afholdte valg i Sudan. (Sudan er skilt i et muslimsk nord og et kristent syd, red.). Ikke mindst fordi valget aktiverede frygten i det internationale samfund med hensyn til, om volden kunne blusse op. Plesner ville være klar. Hun har hele vejen kombineret kunsten med praktiske tiltag, som at samarbejde med nødhjælpsorganisationer om at sende hospitalsudstyr med mere til Darfur. Hun tog i sin tid selv initiativet og kontaktede en række hospitaler for at bede dem donere brugt udstyr. Det er blevet en succés.
-Når en container når frem med hospitalsudstyr, så kan man se at for eksempel 38 mennesker får en seng og kan ligge på dem og ikke på jorden. Da jeg i sin tid solgte t-shirtsene gav jeg overskuddet til en hjælpeorganisation. Men jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse for, hvor meget det hjalp og kunne ikke rigtigt melde tilbage til de, der havde købt mine t-shirts. Men når man råber vagt i gevær, så må man gøre noget. Jeg besluttede mig for, at jeg ville kaste mig ind i kampen og se, hvor meget opmærksomhed jeg kunne skabe omkring det, hvis jeg brugte min kunst 100 procent. Det har vist sig at være meget.
Darfur er en glemt konfliktNår kunstnere tager en storpolitisk konflikt op, er det som regel Israel-Palæstina-konflikten. Er det bevidst, at du ikke har taget den op?
-Israel-Palæstina-konflikten debatteres non stop, og sådan har det altid været. Jeg har bidt mig fast i Darfur og jeg bliver ved, sålænge der er behov for det. Det er en konflikt, der hele tiden bliver skubbet til side, fordi den ikke anses for at være vigtig for nogen, der sidder på magten. Jeg er ikke ekspert på storpolitik. Men det er forbløffende, at der er to arrestordrer ude på Sudans præsident for folkemord. Det er ikke nogen hemmelighed, hvad der foregår, men der sker intet. Derfor bløder mit hjerte lige der.
-Der sidder op mod 2,5 mio. mennesker i flygtningelejrene. De er meget afhængige af, hvad omverdenen gør. Men der sker ikke noget. Jeg syntes det var interessant at lave en Guernica som europæisk kunstner og undersøge: Hvor går grænsen for menneskers interesse? Er det i ens eget land? Er det Europa? Når jeg taler om Darfur, siger folk: Hvad har det med os at gøre?
Voldtægt og drabMen det har med os at gøre, mener Plesner.
-I Danmark og Europa vokser vi op og holder mindedage om Holocaust, vi bliver trænet i, at det er uacceptabelt. Det er helt som det skal være. Men så er det mærkeligt, at selvom man ved, at der er andre folkemord, der foregår rundt om i verden, så er der ikke samme opfattelse af, at det bør man beskæftige sig med. Ingen forpligtelse. Og Darfur rummer så mange rædsler, fortæller Plesner:
-Både kvinder og børn voldtages. 14 mænd i træk kan finde på at voldtage kvinder og børn i en landsby. Kvinderne i lejrene skal jo ud og samle brænde. Mændene bliver i lejren, for bliver de fanget, bliver de slået ihjel. Også børn dræbes i Darfur, og på den mest bestialske måde.
-En amerikansk marinesoldat fortalte, at han havde set en landsby en halv time efter at Janjaweed-militsen havde været der. Militsen samlede alle børnene, bandt dem til et træ og satte ild til.
Kunst med et håb
Er det vigtigt at kunst provokerer?
-Meget kunst har som mål at provokere. Men det er ikke nok, der skal være noget bagved. Man kan nemt få folk op af stolene. Spørgsmålet er: Hvad skal de så, når de står der? Mit mål er at sætte tanker i gang, måske kunne jeg for eksempel inspirere folk til at se på, hvordan de tager nyheder ind.
Skal kunstnere bare give los med hensyn til religiøse og politiske tabuer?
-Det synes jeg. Men man skal lige tænke sig om og sørge for, at der er noget kød på. Og noget håb. En gallerist sagde engang til mig, at hvis man laver kunst om hårde emner, så skal der være en lille del af udstillingen, der giver plads til et håb. Alle kan jo stille sig op og skide i en pose. Provokationen skal bakkes op af nogle reelle tanker. Laver du for eksempel noget om folk, der lever i den usleste fattigdom, så skal du gøre det med respekt.
Malede sammen med kvinder fra Darfur
Selv lavede Plesner i december 2008 en event på et galleri i Paris:
-Jeg havde malet en lille pige med et banner som dem beatyqueens bruger. Et symbol på, hvordan Vestens kvinder bliver pacet frem til at være så smalle som zero, og så sidder folk andre steder og sulter.
Plesner kontaktede de journalister, der havde skrevet om retssagen i forbindelse med Vuitton.
-De sagde ligeud: Hvis ikke der er noget med Vuitton, så er der ingen historie. Jeg tænkte, jamen, Vuitton, det er jo en taske! Jeg syntes det var lagt ude, det var da Darfur, det handlede om. Som reaktion på det byggede jeg i december 2008 en tre meter høj taskeskulptur og inviterede flygtninge fra Darfur, der bor i Frankrig til at komme ind i galleriet og male sammen med mig. Vi malede blomster a la Vuittons og skrev Darfur med samme skrift på skulpturen.
Plesner fortsætter:
-De 10 kvinder fra Darfur, der var med, syntes det var fantastisk at få lov at fortælle deres historier. Kvinderne fortalte, at de havde boet i Frankrig i flere år, men ingen havde spurgt dem, hvad de havde oplevet. Det var kvinder, der havde mistet børn eller mand. Der var masser af publikummer. Jeg havde lavet Paris Hilton masker til os allesammen, og vi stod med dem på, mens vi malede. Det gav en enorm presse også til hjælpeorganisationer i Darfur, der arbejder med base i Frankrig.
Ingen politisk kunst på skolen
Det store maleri på Darfurnica-udstillingen er endnu ikke solgt. Men der er “forhandlinger” i gang, fortæller Plesner.
-Jeg drømmer om, at det bliver solgt til en, der vil lade det hænge, så man kan se det. Ikke en eller anden kunstsamler, der gemmer det væk i en kælder.
Hun er også glad for, at udstillingen har tiltrukket et bredt udsnit af mennesker:
-Der har været folk i alle aldre og nationaliteter. Garvede kunstmennesker, folk fra Dansk Flygtningehjælp, en 13-årig, der kan genkende Britney Spears. Det kan jeg rigtig godt lide.
Plesner har halvandet år tilbage på den hollandske kunstskole. Sommeren 2012 er det slut. Men hvor Plesners lærere er begejstrede for det, hun laver, møder hun modstand fra klassekammeraterne.
-Ingen andre i min klasse arbejder med politisk kunst. “Åh, skal vi nu se dine værker igen, de kræver at jeg skal forholde mig til alt muligt”, siger de. Så er det svært at få en god diskussion i gang.
Ifølge sine lærere er Plesner faktisk den eneste studerende på hele linien, der laver kunst der forholder sig til sin samtid. For Plesner er det naturligt:
-Visuelt er kunst en parallel til pressen. Det er sådan en stærk platform, den skal bruges.
Animationsfilm som næste projekt
Når Darfurnica igen pakkes ned i slutningen af januar, går Plesner i gang med sit næste projekt: En animationsfilm. Hun fik ideen, da hun så den iransk-franske kunstner Marjane Satrapi’s film “Persepolis”, (en selvbiografisk animationsfilm om opvæksten i Iran, den iranske revolution i 1979 og en ny start i Vesten, red.).
-Det er en fantastisk måde at fortælle en historie på. Da jeg så den tænkte jeg, det der kan jeg også. Men det kommer ikke til at handle om Darfur. Det bliver politisk og får med verden at gøre.