Eksterne skribenter

Verken nå eller senere?

Christopher Shinn setter opp et fullstendig upolitisk korrekt teaterstykke kalt ”Now or later”. Med homofile grep harselerer han med religiøs konflikter, setter søkelyset på islams sammenblanding mellom religion og politikk – og diskuterer det personlige ansvar. Stykket går for fulle hus i London. Men New York sier nei takk. Det er første gang et av Shinn’s teaterstykker ikke settes opp i hans hjemby. Men hva får en konvensjonell venstreorientert regissør til å sette opp et slikt stykke, og hvorfor vil ikke New York ha det? Helle Merete Brix har spurt Christopher Shinn selv.

Nej tak til Muhammed-stykke i New YorkAf Helle Merete BrixNEW YORK, HUMAN RIGHTS SERVICEJeg har sat dramatikeren Christopher Shinn stævne i Lower East Side i New York, hvor han bor. Jeg vil have at vide, hvordan han fik ideen til at skrive det fuldstændig politisk ukorrekte teaterstykke «Now or later». En forestilling, der inddrager Muhammedtegninger og religiøse konflikter, sætter spot på islams sammenknytning af religion og politik og diskuterer det personlige ansvar.

Forestillingen gik for fulde huse sidste efterår på Royal Court Theatre i London og fik meget fine anmeldelser. Det er fuldt fortjent, det er en af de bedste forestillinger, jeg har set i nyere tid.

Shinn har dog stadig til gode at se en opførelse i New York, og det vender jeg tilbage til. Men hvordan fik han ideen til stykket?

Shinn forklarer, at indtil 2001 var han hvad han betegner som «konventionelt venstreorienteret». Men så kom 11. september:

– Jeg var overvældet af at høre folk, jeg kendte tale dårligt om USA på det tidspunkt. Jeg var og er kritisk over for USA på en række punkter. Men disse folk tog afstand fra USA, mens man stadig kunne lugte røgen og omtrent også de døde kroppe. Jeg tænkte, hvad i alverden foregår der?

Et andet skelsættende øjeblik var i 2006, da den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad talte i New York.

– Da Ahmadinejad kritiserede Israel, der var der sympati fra publikum, men pludselig talte han om, at der ikke er nogen bøsser i Iran. Det forvirrede publikum. Hvad skulle de mene om det? Venstreorienterede påstår, at de støtter menneskerettigheder men ender med at støtte det, de er imod.

Retten til at fornærme«Now or Later» foregår på valgnatten i USA, hvor Demokraterne ser ud til at vinde valget. Præsidentens 20-årige søn John Junior, der som Shinn selv er bøsse, er sammen med sin far, mor, sin ven Matt og en stab af faderens rådgivere samlet på et hotel, hvor de skal følge valget de sidste, betydningsfulde timer. Alt ser ud til at gå glat. Men så dukker billeder af John Junior, klædt ud som profeten Muhammed i en simuleret seksuel situation med en kammerat, udklædt som den konservative pastor Bob, op på internettet. Optøjer truer med at bryde løs i den muslimske verden. Hvor galt kan det gå? Og skal John sige undskyld?

Shinn brugte et år på research i forbindelse med «Now or later», hvor han læste en lang række bøger om islam. Det er måske grunden til, at stykket så fint belyser, hvordan religion og politik er én og samme ting i islam. I stykket kan man for eksempel opleve vennen Matt diskutere med John og fremsige følgende replik: «….for os, uanset hvor fromme vore ledere er, er kirke og stat er adskilt. Så at gøre grin med religion indbefatter noget andet».

Men hvad er grunden til, at John Junior klæder sig ud som Muhammed? Her er det nok på sin plads at give læseren lidt flere detaljer om stykket:

John går på campus, og en nat sætter nogen her karikaturer op af Muhammed. Den Muslimske Studenterunion forlanger at de, der har sat tegningerne op, skal bortvises fra universitetet.

John forsvarer i en leder retten til at fornærme. Det er også ytringsfrihed. Men den muslimske fløj vil have karikaturerne klassificeret som hate-speech. Argumentet er, at de kan føre til vold mod muslimer. John afviser argumentationen og stemples som anti-muslimsk. Muslimerne henter støtte i frisindede, ikke-muslimske kredse.

I et nøgen-party samme aften deltager de mennesker, der er gået sammen med muslimerne om at fordømme karikaturerne. John beslutter sig sammen med sin ven Matt for at dukke op i skikkelse af Muhammed og dømme forsamlingen til Helvede.Nej tak til stykket i New York «Now or Later» har endnu har ikke været vist i New York. Det kan ikke være fordi man ikke har tillid til Shinns evner som dramatiker. Den 34-årige Shinn, der også underviser i drama på New School of Drama i New York, har modtaget en stribe af priser og legater for sit arbejde. Hidtil er det blevet til otte teaterstykker. Shinn fortæller:

– Det er mit første stykke i otte år, der ikke har været vist i New York. Ingen vil rigtigt fortælle mig, hvorfor det ikke kan sættes op. Ingen har givet en politisk grund, men hvadenten folk er bevidste om det eller ej, er det et stykke der går imod venstreorienteret ortodoksi.

«Now or Later» er hverken dogmatisk eller ensidigt. Dialogen er vittig, og personerne er naturligvis ikke enige om, hvordan karikatur-sagen skal gribes an. De diskuterer ivrigt. Shinn siger:

– Hvis jeg kan sætte mig ind i, hvad folk tænker, så kan jeg få dramaet til at leve. Og det er vel derfor, folk går i teatret, for at få sandheden bag sandheden.

Den ødelæggende ideologi

Shinn var også interesseret i at belyse det mærkværdige i at «venstreorienterede ender med at støtte en ideologi, der vil ødelægge dem. Det er et psykologisk territorie, jeg ville beskrive.» Stykkets John Junior er dog ret konsekvent i flere af sine udtalelser. Han tager et opgør med sin far, der mener, at John Junior må gå på kompromis og «se tingene en lille smule fra deres (muslimernes, red.) synsvinkel». Men John Junior argumenterer for, at når alt kommer til alt, så er der kun en standard. «Hvis en fundamentalistisk muslim vil hænge mig for at være bøsse – hvordan går jeg på kompromis med det?»

Shinns kommende stykke er «mere en familiehistorie» men foregår også til dels i den udenrigspolitiske sfære.

– Den verden interesserer mig, for de mennesker der arbejder dér beskæftiger sig med ekstraordinære problemer hver dag og skal løse komplekse problemstillinger.

Derfor er Shinn også optaget af USA´s udenrigspolitiske linie.

– Man mente, at med valget af Barack Obama ville problemerne med den islamiske verden forsvinde. Det skete naturligvis ikke. Bush`s retorik betød ikke meget, men folk mente, at ændrede man den, ville problemerne forsvinde. Jeg har nogle gange spekuleret på, om det kunne have gjort en forskel, hvis vi havde haft en mere artikuleret republikansk præsident?

Hvor Shinn fremhæver Obama som en mand, der kan arbejde med flere perspektiver og tilskriver Obamas succés, at han kan tale med alle, er han mere kritisk over for Obamas udenrigspolitiske manøvrer. Som for eksempel Obamas tale i Cairo i juni i år:

– Obama har intet problem med at tale direkte til sin egen gruppe. Han kan sige til sorte, at fattigdom ikke er nogen undskyldning. De skal stadig sørge for, at deres børn passer deres skole.

Så hvorfor, spørger Shinn, kan Obama ikke være lige så direkte over for et muslimsk publikum? Idylliseringen af barndommen

Shinn mener, at man må væk fra forestillingen om, at «det at sige kritiske ting er så traumatiserende, at folk går i stykker». Og man må væk fra forestillingen om, at vrede og raseri er i orden, som når terrorangreb gøres legitimt. Shinn kalder det en «idyllisering af barndommen».

Dramatikeren udfordrer også tanken om, at hvis man er fra en dominerende kultur, kan man ikke tillade sig at kritisere mindre priviligerede grupper. Det er en overvurdering af den dominerende gruppes indflydelse, mener Shinn. Og derudover:

– Hvis vi kun kan tale om os selv, det er jo meningsløst. Det er sådan en tom måde at se verden på.

Derimod er der god brug for at stå fast på frihedsværdierne:

– Der er folk i et land som Iran, der forsvarer deres frihed. Så må vi også kunne. At forsvare friheden er ikke missionerende.