Ralf Pittelkows stemme veier tungt i dansk offentlighet. Pittelkow er tidligere rådgiver for sosialdemokratenes eks-statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og nå politisk kommentator i Danmarks ledende avis Jyllands-Posten.
I sin faste spalte levner han ingen tvil om hva som står på spill under forberedelsene til Durban II-konferansen i april neste år: De muslimske landene vil bruke konferansen om rasisme til nye angrep på ytringsfriheten. Hvordan er dette mulig? Meget enkelt, svarer Pitelkow. Den muslimske verden plasserer seg begjærlig i offerrollen og anklager vesten for islamofobi for å kamuflere egne feil og forbrytelser. Ytringsfriheten er et påfunn i vesten for å angripe islam:
Pilltelkow er krystallklar. Danmark må ikke finne på å delta på konferansen hvis rasisme knyttes til kritikk av guder og hellige tekster:
Først var det Muhammed-tegningerne. Nu bruger muslimske regimer en FN-konference mod racisme til nye angreb på ytringsfriheden.
I disse dage forberedes FN’s såkaldte Durban 2-konference, der skal afholdes i april næste år. Konferencen skulle egentlig bruges til at bekæmpe racisme. Men de muslimske lande vil bruge den til at bekæmpe ytringsfriheden.
Hvordan gør de det? Meget enkelt: De kalder simpelt hen ytringsfrihed for ”racisme”. Nærmere bestemt vil de have stemplet kritik af religion som racisme.
Dermed køres den offertænkning, som er udbredt i den muslimske verden, ud i det helt groteske. Denne offertænkning går ud på at aflede opmærksomheden fra egne fejl og forbrydelser ved at anklage Vesten for at lide af ”islamofobi” og være skyld i alt ondt for muslimer.
På den måde bliver ytringsfriheden, som gennem århundreder har spillet en nøglerolle i udviklingen af demokratiet, pludselig til noget, der er opfundet for at genere islam. Det slet skjulte formål er at forhindre kritisk debat af brutale diktaturer og totalitære ideologier, som påberåber sig islam.
Lige linje fra Muhammed-konflikten
Der går en lige linje fra Muhammed-konflikten til dette nye forsøg på at angribe det frie ord.
Muhammed-konflikten var skelsættende. Tidligere gjaldt shariaen, den islamiske lov, kun for muslimer og muslimske lande. Men islamiske kræfter brugte Muhammed-sagen til at lægge et massivt pres for, at vi ikke-muslimer nu også skal underlægge os shariaen i forhold til blasfemi og ytringsfrihed. Protesterne mod Danmark var led i en voldsom ideologisk offensiv.
Den fortsætter med Durban 2. Og den er blandt andet blevet opmuntret af den undskyldende og eftergivende holdning, som kræfter i Danmark og i Vesten indtog i Muhammed-konflikten. Vi var nogle stykker, der dengang sagde, at Muhammed-sagen kun var begyndelsen.
De muslimske lande har gode chancer for at kapre Durban 2 til deres angreb på ytringsfriheden. De står stærkt i FN’s menneskerettighedsråd, som er vært for konferencen, og i konferencens planlægningskomité, hvis formand er fra diktaturstaten Libyen.
Sporene skræmmer fra den tidligere konference, kaldet Durban 1, i 2001. Den udartede til et orgie af antijødisk og antivestlig propaganda fra regimer, som ligger i den absolutte verdenstop, når det gælder slagtning af frihed og menneskerettigheder.
Farlig holdning hos udenrigsministeren
Men udenrigsminister Per Stig Møller mener, at odds er gode for at få konferencen på ret køl. Denne holdning er ikke bare uforståelig set i lyset af de hidtidige erfaringer, den er også farlig.
Danmark kan fortsætte med at deltage i diskussionen om, hvad konferencen skal gå ud på. Men vi bør sammen med de andre europæiske lande gøre klar til en boykot, som skal effektueres, så snart det måtte stå klart, at indgreb mod religionskritik bliver et tema på konferencen.
Hvis Danmark deltager i en sådan afsporet konference, ender det på samme måde som med Durban 1: De europæiske lande lader sig indrullere i uholdbare kompromisformuleringer i konferencens resolutioner for at undgå det, der er endnu værre.
Blod på tanden
Deltagelse i en racisme-konference, der kapres til hadpropaganda og kamp mod friheden, vil være at bøje sig for denne verdens største krænkere af menneskerettighederne. Muhammed-konflikten belærte os om, at en sådan føjelighed kun giver disse kræfter blod på tanden.