Af Naser KhaderPublisert på Berlingske ”Ytringsfrækhed” blogg. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.
For tiden er der stort fokus på indvandrerkvindernes succeshistorier. Generelt klarer de sig bedre på de videregående uddannelser end indvandrermændene. Og det er selvfølgelig flot!
Men vi må ikke lade os forblænde af flotte karakterer og uddannelser, for karakterer og uddannelser er ikke de eneste parametre, man kan måle integration på. For eksempel bør vi undersøge hvor frie de er i deres hverdag. Hvor meget får de lov til at deltage i uddannelsesstederne sociale aktiviteter. Hvor meget får de lov til at deltage i fritidslivet, foreningslivet, idrætslivet og andre aktiviteter og fornøjelser efter skoletiden. Hvor meget får de egentlig lov til at bestemme over egen krop, uddannelse, ægteskab, venskaber og fremtiden.
En undersøgelse fra Syddansk Universitet for nogle år siden viste, at en af årsagerne til, at mange indvandrerkvinder klarer sig så godt uddannelsesmæssigt, er, at det forventes af dem, at de tager den direkte vej hjem fra skolen. Så selv om disse unge kvinder har fået lov til at tage en uddannelse, er der stadig mange ting, der ikke er dem tilladt. Mange mangler det sociale netværk og de sociale aktiviteter, som også er en vigtig del af studielivet. Mange lever en utrolig ensom og isoleret tilværelse. Mændene er i langt højere grad socialt aktive, og dette kan måske også være en forklaring på, at indvandrerkvinderne klarer sig bedre end det modsatte køn. De tilbringer simpelthen en relativt større del af dagen hjemme (med lektier) – for de har ikke et alternativ.
Konsekvensen af et liv i isolation og overvågning bliver for nogle af disse kvinder selvmordstanker.
Mandag aften bragte TV Avisen historien om en anonym indvandrerkvindes tragiske levevilkår. Denne kvinde er fanget i et arrangeret ægteskab, hun ikke kan komme ud af. Manden er blevet gift med en anden kvinde i hans hjemland, men ønsker ikke at give slip på ”Rezgar”, som kvinden kaldes i programmet. Hun lever under streng kontrol og overvågning, frataget al frihed. Trusler på børnenes liv holder hende fra at søge skilsmisse. Hun er desperat og vil gøre hvad som helst for at slippe ud af sit fangenskab – endda tage sit eget liv. Hun har forsøgt at begå selvmord 4 gange. Det er endnu ikke lykkedes hende at dø. Men det skal nok blive til virkelighed en dag. Det er hun meget sikker på.
Rezgars historie står desværre ikke alene. Der er stadig alt for mange kvinder, der lever under trusler, tvang, overvågning og isolation. Antallet af indvandrerkvinder, der går i selvmordstanker, er højere end gennemsnittet.
Jeg mener vi er forpligtede til at sætte større fokus på livet i Danmark for unge indvandrerkvinder med muslimsk baggrund. Vi må ikke lade os forblænde af solstrålehistorier om uddannelse. Der er også en bagside. Der er tragiske beretninger, som desværre ikke er enestående. Dem må vi ikke tie ihjel.
Jeg har derfor valgt at invitere nogle gæstebloggere, der i den kommende tid vil sætte fokus på indvandrerkvinder i Danmark.
Den første blogger bliver Pia Kjær, hovedvidne i sagen om Ghazala. Hendes indlæg vil blive bragt her på bloggen på torsdag. Ghazala var en kun 18 årig kvinde, der blev myrdet af sin familie, skudt af sin storebror, fordi hun giftede sig med den mand, hun elskede, mod familiens ønske. Det er 5 år siden Ghazala blev offer for æresdrab.