Islam og islamforskerne
Af Helle Merete Brix, HRS
For nylig dækkede jeg islam-konferencen i Bourget, arrangeret af Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer (UOIF). Jeg bemærkede i artiklen, at HRS var et af de ganske få medier, der dækkede begivenheden. Det har siden vist sig at også en dansk islamforsker, Manni Crone, phd. og seniorforsker ved Dansk institut for Internationale Studier, har besøgt Bourget. Crones iagttagelser om Bourget-mødet stod for nylig at læse i dagbladet Politiken.
Crone noterede blandt andet, at der var ”ingen brandtaler om jihad eller snarlig indførelse af sharia”. Ligeledes var det nyligt indførte burkaforbud ikke noget, der gav anledning til ”højlydte akklamationer, men blot sporadiske markeringer i diverse diskussioner”. Konferencen var ikke var præget af ”ideologiske slagord”, og ”nogle højtstående medlemmer af UOIF, der også sad i Det Statslige Muslimske Råd, pegede på de fremskridt der er sket for muslimer de senere år: ”Det er gået den rigtige vej”, mente de.”
Hovedbudskabet i artiklen syntes at være, at der er fred og ingen fare i Europa. De fleste muslimer i Europa har ”for længst taget demokrati og retsstat til sig i praksis”, påstår Crone. Her ligger hun nok på linie med andre statsansatte islamforskere, socialantropologer med flere i de europæiske lande. Dem vender jeg tilbage til. Den farlige musikSkriver man om Bourget, er noget af det, man bør bemærke, valget af talere. For eksempel brødrene Tariq og Hani Ramadan. En tidligere religionsminister fra Sudan og grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab i Tunesien, Rachid Ghannouchi.
Også Crone har skrevet om Tariq Ramadans deltagelse i mødet. Hun hæftede sig ved, at Ramadan havde sagt til de unge muslimer: ”I må godt høre musik. Musik er ikke forbudt i islam”.
Men Ramadan siger jo ikke noget om, hvilken slags musik, der er tilladt. Den congolesisk-franske rapmusiker og konvertit til islam Abd al Malik har i sin selvbiografi fra de franske ghettoer, ”Qu`Allah bénisse la France” (Må Allah velsigne Frankrig) beskrevet sine vanskeligheder ved at få et klart svar ud af Ramadan om sin musik. Og om hvordan Ramadan havde foreslået, at der skulle nedsættes en islamisk komité, der skulle afklare spørgsmål om rapmusik med mere. Malik hørte det som censur. Ul-Qadri og islamforskerneSpringer man 10 år tilbage, til 2001, oplevede Danmark en skelsættende begivenhed. En gruppe unge muslimer forsøgte at kandidere i Radikale Venstre i Danmark. Det blev bragt frem, af blandt andre undertegnede, at de samtidig var organiseret i en verdensomspændende, islamisk bevægelse med hovedkvarter i Pakistan. Lederen, Tahir ul-Qadri, skrev åbent i sine bøger om islamisk lov som overlegen over for alle andre love. Han vil have dødsstraf for at fornærme profeten og stenet utro ægtefolk. I den debat, der rullede igennem Danmark, tog Danmarks mest berømte islamforsker, professor Jørgen Bæk Simonsen, de unge muslimers parti. Ul-Qadri, påstod Bæk Simonsen, forbandt sharia med en moderne tolkning, der skete en såkaldt ”kontekstualisering”.
Også HRS har ved flere lejligheder beskæftiget sig med Minhaj ul Quran bevægelsen i Norge. HRS udarbejdede i 2006 en rapport om det kvindesyn, der promoveres i Minhaj-bevægelsens norske moskeer. Konklusionen var, at kvinder opfattes som andenklassesborgere. Men året efter gik socialantropolog Inger-Lise Lien ud og klassificerede Oslos største moskeer som sufimoskeer og dermed moderate. Det galdt også Minhaj ul-Qurans moskeer. Dobbelte dagsordener Noget af det vigtigste at vide, hvis man vil forstå hvordan de islamiske bevægelser arbejde, er den dobbelte dagsorden. Begrebet kaldes taqiyya, altså det fænomen at man slører sine hensigter. Forskere som for eksempel Lorenzo Vidino i USA og Fiammetta Venner i Frankrig anerkender begrebet. Venner har blandt andet skrevet en meget nyttig bog om UOIF og UOIFs historie. Men hos forskere på universiteter og andre statsansatte institutioner, der er beskæftiget med disse bevægelser, er man alt for ofte tilbøjelig til at tage bevægelsernes talspersoner på ordet. Et udmærket eksempel er den dansk-amerikanske forsker Jytte Klausen, der ikke sætter spørgsmålstegn ved om f.eks. det, UOIF siger udadtil også er, hvad de siger indadtil.
Forskernes ukritiskhed kommer også til udtryk, når de beskæftiger sig med Det Muslimske Broderskabs historie og grundlægger Hassan al-Banna. Et eksempel er den norske professor Bryan Lia, der er tilknyttet Forsvarets Forskningsinstitutt, og som frem til januar i år var leder af instituttets terrorisme research gruppe. Lia er også forfatter til en bog om Det Muslimske Broderskab, der udkom i 1998. I bogen ”The Society of the Muslim Brothers in Egypt: The Rise of an Islamic Massmovement” giver Lia nærmest indtryk af at Hassan al-Banna, Broderskabets grundlægger, landede på en form for islamisme, der er moderne og pragmatisk. Hvorimod den iranskfødte journalist Amir Taheri, der har beskæftiget sig indgående med de islamiske revolutionære bevægelsers strategi, ikke har nogen illusioner om hvad Banna stod for. Der er sket et skredI midten af 1990erne var der endnu fornuft at spore hos islamforskerne. Bæk Simonsen, som jeg har citeret i afsnittet om Minhaj ul-Quran, står således for følgende udtalelse: ”Vi må ikke gennem en alt for vid tolkning af begrebet multikulturel eller af misforstået humanisme, gemytlig velvilje og slaphed, tolerere, at der opbygges parallelle politiske institutioner, sådan som det er tilfældet i England, hvor man har dannet et særligt muslimsk parlament”. Videre: ”Mennesker, som prædiker had til Europa og kristendommen og som misbruger vores pluralistiske samfund, må afvises med fast hånd.” Og videre” Kun en afpolitiseret og liberal islam kan integreres i Europa”. , (I Ingmar Karlssons bog ”Islam og Europa” fra 1996).
Man kan vist roligt sige, at der siden er sket et skred. Måske vi en dag får en forklaring på hvorfor.