Innvandring

EU overkjører det danske demokratiet

Sommeren 2002 lå nye regler for innvandringspolitikken på bordet i Christianborg. De nye reglene skyldtes danskenes bekymring for at samfunnets sammenhengskraft ville oppsmuldres grunnet alt for høy innvandring fra tredje verden, særlig gjennom henteekteskap. Bekymringen sendte Socialdemokratiet ut av regjeringen og koalisjonen av Venstre og De konservative inn i regjeringskontorene. Etter seks års virke, er resultatene av den nye politikken svært god på en rekke felt. Men jurister i EU synes åpenbart å ha en egen politisk agenda: En såkalt ”stram” dansk innvandringspolitikk skal stoppes med EU-loven i hånden. Danskene og deres politiske ledelse raser – heldigvis.

En rekke dommer i EF-domstolen kan undergrave danskenes innvandringspolitikk. Ikke nok med det: Domsavgjørelsene legger langt på vei Europa helt åpen for innvandring.

Et gigantisk demokratisk problem melder seg: Skal åpenbart politisk motiverte jurister i EU-systemet få lov til å bestemme et så vesentlig felt som innvandringen til de enkelte medlemsstatene? Har sentrale krefter i EU-systemet en plan om en totalforvandling av Europa ved å sørge for at Europas befolkningssammensetning endres raskest mulig? Ja, kanskje avgjørelsene i EF-domstolen den siste tiden er dagens krystallisering av ”den hvite manns byrde” og vestens masochisme, elegant poengtert i Pascal Bruckners bok Botferdighetens tyranni.

Bakteppet er dette: Debatten om EU, demokrati og innvandring raser i disse dager i Danmark. EF-domstolens jurister har fattet en rekke domsavgjørelser i konkrete saker som langt på vei legger Europa åpen for innvandring og som pålegger medlemslandene å føre en fri-flyt-politikk også av personer som aldri har vært bosatt i Europa. Konkret pålegger avgjørelsene medlemslandene dette:

· Ektefeller eller barn som ønskes familiegjenforent skulle tidligere ha hatt fast opphold i et annet EU-land. Dette krav bortfaller nå etter EF-domstolens avgjørelse i Metock-saken.

· Den danske statsborger skulle tidligere ha hatt arbeid eller vært selvstendig under utenlandsoppholdet. Dette kravet er nå innskrenket til få ukers arbeid.

· Den danske statsborger skulle kunne forsørge seg selv når vedkommende vender tilbake til Danmark. Dette kravet falt på grunn av EF-domstolens Eind-dom fra desember 2007.

· EU-reglene tillater også familiegjenforening uten hensyn til det danske 24-årskravet, tilknytningskravet, boligkravet, særlige forsørgelseskrav, krav om bankgaranti og de såkalte fetter-kusine-regler.

Summert opp betyr disse dommene at forholdene legges vidåpne for ekteskapsinnvandring, der illegal innvandring hvitvaskes gjennom giftermål. Eksempelvis kan en EU-borger reise til et naboland, gifte seg der med en illegal ikke-EU-borger smuglet inn av en liga, og med knapt et fingerknips har vedkommende opphold i Europa.

Både den danske befolkningen, den danske regjeringen og opposisjonen protesterer høylytt over at jurister i EU-systemet, som ikke er folkevalgte, skal kunne overkjøre folkevalgte regjeringer i EU. EF-domstolen bedriver regelrett politikk, hvilket vi ikke finner oss i, mener den danske statsråden for innvandring, Birthe Rønn Hornbech. Hun lover at EF-dommene skal studeres med lupe, og danske jurister er allerede satt på saken. Danmark og andre EU-land er ikke, og skal ikke, bli styrt av av EUs domstoler. Hvis så skjer, vil hele grunnlaget ved folkestyre renne ut i sanden, og folks tillit til både EU, egen regjering og demokrati vil filleristes.

Hva utfallet av tvisten mellom Danmark og EU vil bli, er høyt uvisst. Men Danmark kan umulig leve med at EU nå motarbeider eksempelvis 24-årsregelen og tilknytningskravet med mer, som har ført til en ”kanonsuksess” i forhold til å snu ekteskapsmønsteret blant ikke-vestlige. Med EF-domstolens beslutninger i lommen kan nå eksempelvis en dansktyrker på 20 år, arbeide noen uker i butikken til onkelen i Berlin, gifte seg der med kusinen fra Konya i Tyrkia, og etter endt ”sommerjobb” få med seg den nye hustruen til Danmark. Jyllands-Postens (JP) politiske kommentator Ralf Pittelkow, som kaller EF-domstolens avgjørelse for ”vildt politiserende”, mener at juristene i EF-domstolen meget godt vet hva de gjør:

Dommerne ved, hvad de gør. Som det fremgik af gårsdagens JP, har domstolen tidligere accepteret de enkelte landes ret til at afgøre, hvem der kan få familiesammenføring. Men siden har dommerne egenhændigt besluttet at sætte denne politiske selvbestemmelse ud af kraft. Det er demokratisk set aldeles uholdbart.

Pittelkow mener dette i seg selv er nok til at Danmark må slå hardt tilbake mot EU. Men Danmark har også flere grunner til å forsvare egen politikk, mener han:

Et sammenbrud for den stramme udlændingepolitik vil svække den sammenhængskraft, som i dag præger det danske samfund. Et sammenbrud vil give store problemer for den borgerlige regering, der ikke mindst har siddet sikkert i sadlen, fordi den har været garanten for den stramme udlændingepolitik. (…) Et sammenbrud kan føre til markante forskydninger inden for den borgerlige lejr, så vi nærmer os norske tilstande med et Dansk Folkeparti, der vokser på bekostning af de øvrige borgerlige partier (Fremskrittspartiet i Norge er i dag landets største parti).

Pittelkows konklusjon er tindrende klar:

Det er utænkeligt, at regeringen lader EF-dommerne afskaffe dansk udlændingepolitik. Dertil er konsekvenserne ganske enkelt alt for dramatiske.

I HRS undrer vi oss også over dette: Hvorfor er EF-domstolens iver etter å beskytte Europas barn mot kjønnslemlestelse – med loven i hånd – fullstendig fraværende? Hvorfor er domstolens engasjement så sterkt for fetterne i Punjab, og fullstedig fraværende for kusinene på Furuset og Stovner? Hvor er domstolens bekymring for at EUs nasjonalstater i massivt monn tillater organisert religionspolitisk utfoldelse – med statlige og saudiske subsidier – som i den ytterste konsekvens kan stikke en dødbringende kniv rett i hjertet på domstolen selv?

Noe er definitivt råttent i EU, og – igjen – kan vi foreløpig kun håpe at Danmark, nok en gang, står frem som den fremste staten i Europa i forsvar for demokrati, fredelige velferdstater og menneskerettigheter.