I Muhammed Attas by
Af Helle Merete Brix, for HRS
(Hamburg): Steindamm ligner sig selv, fra jeg var her for næsten to år siden. Sexbutikker og pornoforretninger, der reklamerer med videokabiner og tilbud om fetish´ af enhver art. Samt adskillige casinoer med aggressive og blinkende reklameskilte. Dertil de etniske forretninger: Muslimenreisen, Sultana og Persepolis supermarkeder. En forretning for islamisk beklædning med mere. Afghanrejser og Halalburger.
Denne gang har jeg indkvarteret mig i selve gaden. Hotellet er af den ældre slags, men nyistandsat, rent og pænt. Der er lutter venlighed at finde hos enhver af de ansatte. Er det mon en tyrkisk familie, der ejer hotellet og udgør personalet? Det er et gæt. Ud af Hamborgs befolkning på omkring 1,8 mio. indbyggere er ca. 40.000. af tyrkisk oprindelse. I alt regner man med, at der bor omkring 90.000 mennesker med muslimsk baggrund i byen – i disse tal er dog også inkluderet de tyrkiske alevitter, der ofte ikke selv regner sig som muslimer.
Om aftenen ligner kvarteret og den nedre del af gaden – den udgår fra pladsen over Hamborgs hovedbanegård – hvad man finder omkring så mange hovedbanegårde i Europas byer. Her er prostituerede, tiggere, junkier og fulde folk. Samt mænd i alle aldre, der spadserer op og ned ad gaden, formentlig i søgen efter kvindeligt selskab.
Men Steindamm i St. Georg kvarteret, som det hedder, vil for evigt også være kendt for at have huset den moské, der engang lå i nr. 103. For i moskeen kom Muhammed Atta og to øvrige terrorister bag 11. september: Ziad Jarrah og Marwan al-Shehhi. I dag er moskeens i forvejen diskrete skilt ved siden af døren til opgangen og sportscenteret væk. Først i august sidste år blev Al-Quds moskeen, senere Taiba-moskeen, lukket af myndighederne.
En moské fuld af informanter
Allerede i marts 2009 var den – igen – gal med moskeen. En gruppe på ni mænd og to kvinder var rejst fra Hamborg til Waziristan i Pakistan øjensynligt for at slutte sig til en af Al Qaedas træningslejre. Der var flere konvertitter imellem dem. En af dem, der kaldte sig Abu Askar, havde sluttet sig til en islamisk bevægelse i Uzbekistan. Han optrådte på et billede med et mægtigt og sort sværd.
Fælles for denne gruppe, som for den Atta tilhørte var, at de brugte moskeen på Steindamm 103 som mødested. Hvordan det kunne lade sig gøre for de efterretningsagenter og informanter, som moskeen skulle have været fuld af, er en gåde. Da myndighederne sidste år lukkede moskeen, der lå på 2. og 3. sal i bygningen, havde den været under overvågning omtrent siden 11. september. Den tyske journalist Christoph Scheuermann kendte moskeen og skrev om den og beslutningen om at lukke den i Der Spiegel. Af artiklen fremgår det, at myndighederne særligt interesserede sig en bestemt gruppe, der kom i moskeen: De yngre mænd, de fleste af dem var under 30 år. ”Mange af dem kunne se tilbage på et liv med stoffer, alkohol eller vold, i hvert fald det var, hvad de påstod.” Disse unge mænd bar lyse rober og hvide kalotter, og der var både tyskere, persere, russere, bosniakker, marokkanere og mænd fra andre afrikanske lande iblandt dem. Gruppen talte både ”konvertitter og tilbagevendte”, mennesker der var faldet væk fra religionen, var blevet reformerede og nu mente, at de havde fundet den sande islam.
Det fremgår ligeledes af artiklen, at Hamborgs indenrigsminister pressede på, for at få moskeen ransaget, bl.a. baseret på taler fra to imamer, der var knyttet til stedet. Først i maj 2010 lykkedes det at få tilladelsen og i august sidste år blev moskeen lukket.
”Vi har nogle fly” Man kan undre sig over, at myndighederne var så længe om at tage denne beslutning. Og at flere af de, der blev snuppet i Pakistan, før de nåede Al Qaedas træningslejre, inden længe kunne bede i Taiba moskeen igen. (Det fremgår af Scheuermans artikel).
Det var nok sværere for de, der boede dør om dør med Muhammed Atta at gætte, hvad der foregik. I forstaden Harburg i en hvid beboelsesejendom i Marienstrasse 54 boede Muhammed Atta sammen med flere andre medlemmer af den såkaldte Hamborg-celle. Mændene flyttede ind i vinteren 1999. Lejligheden fungerede som mødested for gruppen, der efter sigende traf sammen flere gange ugentligt og drøftede mulige angreb.
Atta var født i Egypten, men kom til Tyskland i 1992, hvor han efteruddannede sig indenfor byplanlægning på Harburg-Hamborgs tekniske universitet. Han begyndte at komme i moskeen på Steindamm. Han havde forskellige jobs i Hamborg, herunder et job i afdelingen for byplanlægning.
I årene mellem 1992 og 1999 rejste Atta ind imellem til Egypten, han tog på pilgrimsrejse til Mekka og også til Afghanistan. I december 1999 rejste han således til Afghanistan med andre medlemmer af Hamborg-cellen og mødtes med Osama bin-Laden. Da Atta og de øvrige vendte hjem til Hamborg meldte de deres pas stjålne, formentlig for at sløre, at de havde været i Afghanistan.
I maj 2000 flyttede Atta og den tidligere nævnte Marwan al-Shehhi til USA, hvor de modtog flyveundervisning. Og en dag bar denne nyerhvervede viden ulyksalig frugt. Sammen med 17 andre mænd fra Al Qaeda kaprede de fire fly den 11. september 2001. ”We have some planes. Just stay quiet, and you´ll be okay. We are returning to the airport”. Sådan lød det fra American 11 flyet klokken 8:24 om morgenen den 11. september. Klokken 8:46, altså 22 minutter senere, bragede flyet ind i det nordlige tårn i World Trade Center. Piloten var Muhammed Atta. Han var også leder af den samlede operation.
I årene efter 11. september har der været en lang række forsøg på terror i Europa og i en mindre grad USA. Heldigvis er langt de fleste mislykkedes. Senest, som rights.no har nævnt, er to tyske konvertitter til islam blevet arresteret i Storbritannien, mistænkt for at planlægge terror. Man kan læse mere om denne sag her:
Hamborg-cellen har således vist sig ikke at være enestående. I en række af Europas storbyer findes grupper af unge mænd – og også nogle gange kvinder – der har fokus på jihad og terrorisme. Det bliver en alvorlig udfordring for myndighederne i de kommende år at afdække disse celler og forhindre disse terrorister i at udføre deres onde mål.