Politikk

Libya og Vestens byrde

Hvorfor er det Vesten som fører krig mot Libya? Hvorfor ordner ikke de arabiske land selv opp med Gaddafi? Hvis Gadaffi hadde rukket å gjennomføre et blodbad ville Vesten fått skylden for at det ikke ble forhindret. Det moralske presset rettes mot Vesten og ikke mot de arabiske land selv om de er langt nærmere til å ta affære. Hvorfor er det Vesten som må bære byrden?, er Ralf Pittelkows interessante spørsmål.

Ralf Pittelkow, politisk kommentator, publisert i jp.dk, gjengitt her med forfatterens tillatelseDet vakte vestlig opstandelse, da generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, søndag undsagde militæraktionen mod Gaddafi-regimet i Libyen. Moussa gav som begrundelse, at der havde været civile tab.

Det er ellers sjældent, at der bliver taget megen notits af, hvad Den Arabiske Liga mener. Men i forbindelse med Libyen har ligaen fået den centrale funktion at levere en arabisk blåstempling af flyveforbuddet, så Vesten ikke er alene. Moussa har sikkert fået besked om, at de krigsførende lande ikke kunne leve med hans kritik. Efter et møde i Den Arabiske Liga trak han da også i land igen og erklærede sin fortsatte støtte.Men Moussa var ikke blevet ”fejlciteret” eller ”misforstået”, som det hed. Hans udtalelser faldt for åben skærm. De var udtryk for, at han følte sig i en politisk klemme.Han var bange for, at historier om civile tab kunne skabe vrede i de arabiske befolkninger. Måske skelede han også til, at hans ambitioner om at blive Egyptens præsident kunne blive ramt. I sidste ende vejede det dog tungest, at han og andre arabiske ledere ikke ønsker at holde hånden over Gaddafi.Moussas vaklen viser imidlertid skrøbeligheden i den arabiske opbakning til aktionen. Den arabiske distance markeres også ved det mildt sagt beskedne militære bidrag, som regionens lande leverer til aktionen. Kun Qatar og De Forenede Arabiske Emirater er med.Trods alle anstrengelser for at undgå det står angrebet på Gaddafi som Vestens krig. Gaddafi søger da også at spille mest muligt på billedet af et Vesten i kamp mod islam – blandt andet ved at tildele Danmark en skurkerolle, som kobler til Muhammed-tegningerne.Vestens strategi fungerer altså ikke efter hensigten. Men foreløbig er det vanskeligt at vurdere, hvor stor skaden vil være. Der er to åbne spørgsmål:Hvad mener de arabiske befolkninger egentlig om angrebet på Gaddafi? Og hvor omfattende og langvarigt bliver Vestens engagement i Libyen?Vi ved ikke, hvor stor faren er for, at den arabiske folkestemning vender sig mod Vesten. Men vi ved ret sikkert, at jo længere Vesten bliver i Libyen, jo større bliver arabernes modstand. Det er ikke mindst derfor, at mange – herunder jeg – ytrer bekymring over, at der mangler en klar målsætning for aktionen.Hvilken form for beskyttelse af civilbefolkningen vil Vesten etablere, før man siger farvel og tak? Hvor opsat er man på at blive, til Gaddafi er fjernet – uanset at det ikke indgår i FN’s resolution 1973? De involverede regeringer sender usikre signaler, og det øger risikoen for, at man bliver hængende i det libyske ørkensand. Bag dette rejser sig de helt fundamentale spørgsmål: Hvorfor er det Vesten, der fører krig i Libyen? Hvorfor ordner de arabiske lande ikke selv Gaddafi?Det burde de gøre, skriver Sven Erik Nordberg, tidligere dansk ambassadør i Riyadh med ansvar for hele Den Arabiske Halvø, i et avisindlæg (Berlingske 22/3).Nordberg ved selvfølgelig lige så godt som jeg, at det har lange udsigter med den slags. Alligevel er det vigtigt at rejse denne diskussion for at bryde det mønster, hvor Vesten tildeles et altomfattende ansvar – også i den vestlige offentlighed. Hvis Gaddafi havde nået at gennemføre et blodbad, ville Vesten have fået skylden for, at det ikke blev forhindret. Det moralske pres rettes mod Vesten og ikke mod de arabiske lande, selv om de er meget nærmere til at tage affære.Et blodbad måtte forhindres i Libyen. Men hvorfor overlades hele byrden til Vesten?