Når racismeanklagere går amok
Av Karen Jespersen, publisert først i Berlingske. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Zenia Stampe og hendes ligesindede er med til at give rygdækning for indvandrere, der, alt imens de chikanerer og udøver vold mod danskere, gemmer sig i en offerrolle som udsat for racisme. Seneste eksempel er Stampes anmeldelse af drabschef Ole Dahls reaktion på drabet på den norske stewardesse.
En rumænsk mand meldte sig selv for drabet på en norsk stewardesse. Hun var slået ihjel på sit hotelværelse og frarøvet et mindre beløb. På den baggrund sagde drabschef Ove Dahl: »Rumænerne er skruppelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur.«
Der er ingen tvivl om, at Ove Dahls ord var møntet på kriminelle rumænere. Men han fik formuleret sig på en måde, som kan misforstås og har derfor trukket formuleringen tilbage.
Men det er helt absurd, når den radikale næstformand Zenia Stampe melder ham for overtrædelse af racismeparagraffen. Man skal selvfølgelig bekæmpe diskrimination. Men der skal megen ond vilje til at fremstille Ove Dahl som racist.
I stedet for bør det tages særdeles alvorligt, at flere fra Københavns Politi advarer mod, at kriminalitet begået af østeuropæere er et stigende problem. »De åbne grænser gør, at vi bliver overrendt af østeuropæere. Det er et kæmpeproblem. De begår bankrøverier, hjemmerøverier, grove røverier, tiggeri, butikstyveri, alt,« siger Ove Dahl.
Det ville således have været oplagt, at de danske myndigheder kontaktede de rumænske myndigheder for at få hjælp til at løse problemerne. Men det er det stik modsatte, der sker.
Takket være Zenia Stampes stempling af Ove Dahls advarsel som racistisk, er det den rumænske regering, der begynder at optræde som den forurettede part. Det hedder sig, at den rumænske regering er rasende, udenrigsministeren himler op, og den rumænske ambassade i København er sat til at overvåge, at sagen ikke fører til diskrimination mod rumænere. Fremover kan rumænere og andre østeuropæere derfor placere sig i rollen som ofre for racisme. Prisen betales af de danske borgere, der bliver udsat for den stigende kriminalitet.
Dette forløb er en sørgelig gentagelse af det, vi har oplevet i relation til de seneste årtiers indvandring til Danmark.
Når indvandrerne er blevet kritiseret for ikke at ville integrere sig, er det blevet kaldt racisme. Det har givet indvandrerne en bekvem undskyldning for selv at kalde det racisme, hvis der er blevet stillet de samme krav til dem, som til alle andre borgere. Lad mig illustrere det med et eksempel fra hverdagen:
Bjarne, en familiefar på 35 år, stod på bussen i Århus efter at have afleveret sit barn i børnehaven. En gruppe på omkring seks drenge fra 10 til 16 år med arabisk baggrund spillede meget høj musik på deres mobiltelefon. En ældre araber bad dem skrue ned for musikken. Men da han stod af bussen, skruede de op igen. Da bussen holdt i et lyskryds bad chaufføren dem om at skrue ned. Lyset blev grønt, men chaufføren ville ikke køre videre, før de havde skruet ned.
En ældre mand gentog chaufførens anmodning, men børnene truede ham og bad ham holde mund. Bjarne forklarede bagefter: »Det var bare børn, så jeg tænkte, at jeg som voksen kunne hjælpe den gamle mand og chaufføren. Vi stoppede jo hele trafikken.« Bjarne har selv arbejdet med unge kriminelle og i mange år været fodboldtræner for unge indvandrere: »Jeg forsøgte mig med et konstruktivt: Hej gutter, kan I ikke tage hørebøfferne på, så musikken ikke generer?« Så vi kan komme videre.«
Denne henstilling får de store drenge til at gå løs på Bjarne. »Jeg blev trængt op i en krog på mit sæde. Især den største af drengene gik tæt på: Du er racist. Du kan ikke lide vores musik,« sagde han. Og så begyndte slagene at hagle ned over Bjarne. 10-15 knytnæveslag, der brækkede hans kæbe og en tand, der ryger op på bussens forrude, og tre andre bliver slået løse. (Århus Stiftstidende, 4.3.2010)
Gerningsmanden bruger racisme-anklagen til at placere sig i offerrollen. Zenia Stampe og hendes ligesindede giver ham og andre rygdækning til denne vanvittige anklage, fordi de så hæmningsløst beskylder dem, der kræver respekt for danske normer, for at være racister. Hvis man overhovedet skulle bruge ordet racisme i forbindelse med situationen i bussen, så er det indvandrerne, der er racister og danskeren, der er offer for grov forskelsbehandling: Drengene med arabisk baggrund skruede pænt ned for musikken, da en arabisk mand bad dem om det. Da han stod af bussen, skruede børnene igen op for musikken. Da der derefter var en dansk mand, der bad dem skrue ned, blev han overfaldet og kaldt racist.
Denne form for forskelsbehandling af danskere bliver rent faktisk af nogle oplevet som omvendt racisme. En af dem er Kim Thyssen, der har været betjent i 15 år i Vollsmose i Odense. Han har en række konkrete oplevelser af, at danskere i et boligområde med mange arabere og palæstinensere bliver groft og nedværdigende behandlet, fordi de er danskere. Det er danskernes biler, der bliver stukket i brand, danskernes lejligheder, der er indbrud i, danskerne, der bliver skudt efter med luftgevær, danskerne, der bliver udsat for gaderøverier og danskernes børn, der bliver chikaneret. (DANSK POLITI, 1.9.2009)
Hvis vi tager Zenia Stampes egen opfattelse af racisme for pålydende, så er denne forskelsbehandling af danskere racisme. Og så er det hende, man kan beskylde for at puste til ‘racisme’. Men det gavner ingen med den slags beskyldninger. Zenia Stampe er et eksempel på en racismeanklager, der går amok. Det er ikke skældsord, der er brug for, men en debat om de virkelige problemer. Herunder den virkelighed, der handler om rumænske kriminelle i Danmark og den virkelighed, der giver en mand brud på kæben, fordi han beder unge mennesker skrue ned for høj musik.