Af Karen Jespersen, MF (V). En kortere versjon publisert i Berlingske 12.02.2010
Holbergskolen i København arrangerede for nylig et forældremøde om mobning, som har fået massiv medieomtale, fordi mødet kun var for kvinder – elevernes fædre måtte ikke deltage. Ifølge skolelederen var årsagen den, at nogle muslimske fædre havde forbudt deres koner at være sammen med andre mænd. I anden omgang sagde skolelederen dog, at denne forklaring ikke spillede nogen væsentlig rolle i forhold til netop det møde, og at det bare var en uformel mødrecafé, der skulle nå isolerede indvandrerkvinder.
Men det korte af det lange er, at der findes sådanne tendenser til at kræve kønsadskillelse. I det danske samfund er de foreløbig begrænsede, men de er der. Og vi kan se, at disse tendenser fylder mere i udlandet, hvor der er større koncentrationer af indvandrere med muslimsk baggrund.
Derfor er det nødvendigt, at vi forholder os til kravet om kønsadskillelse og andre krav om at indrette samfundet efter islamiske forskrifter. Det giver ingen mening at vente, til det er blevet et alvorligere problem. Derfor har jeg foreslået, at der bliver lavet en kortlægning af religiøst betingede krav om særbehandling og af, hvor der bliver taget hensyn til sådanne krav. Dette forslag var der umiddelbart bred politisk tilslutning til.
Ifølge Koranen er det helt afgørende, at den seksuelle kontakt bliver holdt inden for ægteskabet. De unge kvinder skal være uberørte, når de bliver gift, og de gifte kvinde skal holdes på afstand af andre mænd, så de ikke frister dem. Det skal sikres gennem en række krav om adskillelse af kønnene og tildækning af kvinderne, der er formuleret i Koranen. Da det er manden, der bestemmer over kvinden, er det også ham, der har ansvaret for, at kvinden holder sig inden for Koranens regler. Dette er helt afgørende for hans og familiens ære.
Det strenge syn på sex uden for ægteskabet er noget, der også findes i andre religioner og kulturer. Men kravene er særlig vidtgående og detaljerede i islam. Og det er ikke kun ord i en gammel bog. Tværtimod er det noget, der trives i visse muslimske miljøer. Det er meget massivt i muslimske lande. Men også i Danmark har Koranens regler indflydelse på muslimers hverdag.
Abu Yûsuf al Fûnî, der er konvertit og imam i Vestre Fængsel, har netop fået genoptrykt sin bog: ”Råd og vejledning om ægteskab og samliv fra Koranen og Mohammed”. Udgiveren, den kendte imam, Abdul Wahid Pedersen, anbefaler i forordet varmt bogen, der tager Koranen meget bogstaveligt – også hvad angår kønsadskillelse. Abdul Wahid Pedersen praktiserer da også selv kønsadskillelse i moskeen og til møder.
I rapporten ”At være muslimsk kvinder i Danmark” skrevet af islamforskeren Tina Magaard, kan man læse unge muslimske kvinders egne beretninger om, hvordan islams regler begrænser deres tilværelse.
Lignende indtryk får man i Kristina Aamand og Asif Uddin bog ”Mødom på mode” med en række beskrivelser af muslimske kvinders livsvilkår.
Endelig er der flere konkrete eksempler på religiøst betingede krav om særbehandling fra skoler og institutioner. Det kan være krav om, at piger ikke må være med til svømning eller med på lejrskoleophold, fordi der er drenge med. Krav om særlige klubber for piger. Særlige tider for kvinder i svømmehallerne. Mænd der forsøger at holde deres koner væk fra jobs, hvor de skal arbejde sammen med mænd.
I andre lande er sådanne krav om at leve efter Koranen som nævnt mere omfattende, blandt andet fordi det er lande, der har haft en større indvandring end Danmark. I Rotterdam har et af byens teatre i forbindelse med et teaterstykke reserveret en balkon til de kvinder, der ikke må sidde samme med mænd.
I Sverige viser en stor kortlægning, at unge piger og kvinder med indvandrerbaggrund fra meget religiøse familier, er udsat for omfattende krav om kønsadskillelse. Det samme kan man læse i Obin-rapport fra det franske undervisningsministerium.
Denne fundamentalistiske islam er i vækst især blandt unge muslimer. Det beretter den franske minister, Fadela Amara om i sin selvbiografi. Det samme viser rapporter fra Storbritannien. For eksempel går omkring tre fjerdele af de unge muslimer ind for, at kvinder skal være dækket til. Blandt de ældre er det kun godt en tredjedel.
Kravene om at efterleve islamiske forskrifter, drejer sig om meget meget mere end kønsadskillelse. Det kan være krav til mad, bederum, retten til at gå med tørklæde. I en mere vidtgående form sætter det sig for eksempel igennem i skikkelse af særlige sharia-domstole.
I Storbritannien har man allerede bøjet sig for kravet om, at afgørelser fra sådanne domstole kan være gyldige. Torsdag omtalte dagbladet Politiken et ”ældreråd” i Vollsmose, som sandsynligvis er en sharia-domstol i Danmark. Storbritannien har også bøjet sig for kravet om flerkoneri og gjort det lovligt, når manden er blevet gift i et andet land, hvor flerkoneri er tilladt. I Frankrig skønnes det at 30.000 muslimske mænd har mere end en kone, og at børnene fra disse polygame familier har særlig svært ved at integrere sig. I Danmark kan kravet også dukke op, da flerkoneri i det skjulte ifølge nogle af kvinderne i ”At være muslimsk kvinde i Danmark” ikke er ualmindeligt.
Sågar ikke-muslimer bliver i stigende grad stillet over for krav om at overholder islamiske forskrifter. Således møder Vesten et stadig stærkere krav m, at vi skal indordne os under islamiske forskrifter for ytringsfriheden.
Hvis man giver los for disse religiøst betingede særkrav og grupperettigheder, får vi et samfund med mindre sammenhængskraft, mindre tillid og flere konflikter. Derfor er det vigtigt, at man ikke bøjer sig for krav som dem, der blev omtalt i forbindelse med Holbergskolen. Grundlaget for integration er ikke accept af sådanne særkrav. Det er den lige vej til parallelsamfund og mere opsplitning. Integration kan kun lade sig gøre på grundlag af de grundværdier vores samfund bygger på: Et verdsligt, demokratisk samfund, hvor religion er en privat sag, og hvor alle er lige for loven. Samme regler og samme rettigheder for alle. Mænd som kvinder. Muslimer som alle andre.