Den kulturelle revolusjonen

Mangfoldighedsjournalistik virker mod sin hensigt

Chefredaktør står fadder til en ny slags apartheid, hvor hver minoritet skal have sit eget radioprogram.

Den tidligere socialdemokrat Henrik Sass Larsen delte i den forløbne uge et karakteristisk vidnesbyrd fra en folkeskole på Amager (26/4), som mange forældre vil nikke genkendende til.

«De muslimske drenge dominerer og styrer det hele», og «det faglige niveau er under alle tænkelige standarder».

Bedømmelsen kommer fra en bekymret far til en dreng i en af de mange dysfunktionelle folkeskoleklasser. Og Sass Larsen lagde kortene på bordet ved at fastslå, at udviklingen blev forudsagt af Søren Krarup og Ole Hasselbalch for mere end 30 år siden, men at den politiske klasse ikke havde taget advarslen alvorligt og foretrukket at udstille og håne budbringerne. I så henseende gik hans eget parti forrest.

Alzheimers til mellemnavn

Intet af dette er rart at tænke på, slet ikke for Henrik Sass Larsen. Men skulle man alligevel ønske at forstå, hvordan islamiseringen af Danmark fortsætter med demografisk turbo i andre kulturinstitutioner, kan man med fordel lytte til 24syvs radioprogram Det muslimer taler om, som jeg tidligere har nævnt. Programmet er beværtet af Elias Ramadan og Asiya Ahmed, der gør, hvad de kan, for at reklamere for islam og gøre den spiselig for flere danskere.

Det nye er, at radiokanalens chefredaktør, Simon Andersen, går planken ud og forsvarer programmets pseudojournalistik, mens han kalder en af dets vedholdende kritikere skør, hadefuld og andre grove ting.

At høre Simon Andersen vrænge ad den stringente debattør Eva Gregersen, er på flere måder som at blive transporteret tilbage til de mange spildte år, Henrik Sass Larsen begræder eksistensen af i dag: Alle vore erfaringer med indvandringen fra Stor-Mellemøsten synes nulstillet, og vi begynder forfra med chefredaktøren, der burde hedde Alzheimers til mellemnavn.

Simon Andersens vrængen finder sted i debatprogrammet Alis Fædreland med værten Ali Aminali, som en passent skal roses for at forsøge at holde chefredaktøren op på et overordnet ansvar.

Men Simon Andersen undviger og undviger. Først bedyrer han, at intet af det, Eva Gregersen påpeger, er værd at lytte til. Så kommer han med en kvart indrømmelse for at toppe med denne rørstrømske ros til programmets værter: «Demokratiske muslimer, medborgere af højeste kvalitet, veluddannede, tænksomme, følsomme, kærlige og inkluderende.» Ord, der nok smigrer for meget og ligner for lidt og får Eva Gregersen til at konkludere, at chefredaktøren lyder som en nyttig idiot.

Hvert folk sit rum

Stor er morskaben, når Simon Andersen ufrivilligt bekræfter skudsmålet ved at fralægge sig ethvert redaktionelt ansvar. De to værter og programredaktør Omar Alkhatib bestemmer selv, hvad de vil tage op i programmet, og hvordan de gør det; chefredaktøren insisterer ligefrem på dette journalistiske fripas, som pryder hans ego: Se, hvor tolerant jeg er!

Intentionen er med Simon Andersens egne ord at skabe et «rum«» hvor de (altså stærkt troende muslimer) «kan tale med sig selv og hinanden», og dermed står chefredaktøren fadder til en ny slags apartheid, hvor hver minoritet skal have sit eget rum eller ekkokammer, endda for offentlige midler. Oversat til dansk: Der er regler for danskernes offentlighed, og så er der andre, mere lempelige regler for muslimernes offentlighed.

Det er muligvis i chefredaktørens øjne en fristende løsning på den tiltagende segregation, nemlig at vi slet ikke behøver tale sammen. Hvert folk sit rum. Smart, ikke sandt, fru Jensen? Ikke smart nok. Let er det at bedrage sig selv uden at opdage det; sværere er det at bedrage andre, uden at de ser det.

Sandheden er, at denne «mangfoldighedsjournalistik», fremmet af den ulyksalige kombination af demografi, multikulturalisme og tolerante redaktører, vil svække den demokratiske samtale og virke mod sin hensigt ved at splitte os mere op i dem og os, sådan at forskellen mellem «mangfoldighed» og den virkning, mangfoldigheden får i den sociale virkelighed, kun vil vokse.

Sagen om Simon Andersens 24syv og programmet Det muslimer taler om er mere principiel end chefredaktøren. Der må gælde samme regler for alle journalister, uanset deres etniske ophav og religiøse tilhørsforhold. Der er ikke fri leg, fordi man er muslim, eller fordi man er åh så veluddannet, tænksom, følsom, kærlig og inkluderende. Slet ikke, når det, man gør i praksis, snarere tyder på det modsatte.