Det forlyder, at den svenske klimaaktivist Greta Thunberg er blevet beæret med titlen som æresdoktor ved det teologiske fakultet på Helsinkis universitet, muligvis i erkendelse af, at klimareligionen er blevet vor tids kristendom. Det er anden gang, det sker. Første gang blev ærestitlen tildelt hende af universitetet i Mons i Belgien.
Ikke nok med, at verden vil bedrages, som man siger. Næ, verden bedrager også dig – i hvert fald hvis man med verden hentyder til de kloge, betroede og toneangivende. Dem kan du nemlig ikke længere regne med.
Populistiske tabere
For disse betydningsfulde, omend utilregnelige typer er historien mere slut end nogensinde: Den er stendød. De «store sandheder» synes for de rettroende så højt hævet over såvel videnskabelig som politisk diskussion, at de idioter, der endnu ikke har set lyset, tydeligvis er populistiske tabere med en fobi for alt, hvad der er nyt, progressivt og globalt nødvendigt.
Det kan synes overraskende, at europæiske universiteter går med på denne form for afpresning. Universitetet blev trods alt opfundet i Europa og var i århundreder knyttet til kirken, teologien og uddannelsen af præster og klerikale embedsmænd. Det var også på universiteterne, at nye fakulteter blev grundlagt efterfulgt af nye fag, discipliner og metoder, hvilket medførte en kreativ kamp på idéer og deres indflydelse i det civile samfund. Immanuel Kant døbte striden »fakulteternes kamp«, og den var ikke for børn. Men vi har meget at takke den for, idet den gjorde dissens til en naturlig del af det offentlige liv.
I princippet var universitetet en fri institution, som ikke skulle underlægges ét perspektiv eller hensyn. Den slags luksus er forbi. Af drevne bureaukrater og politikere er vore universiteter blevet omdannet til organisationer. Sidstnævnte adskiller sig fra institutioner, derved at de tjener bestemte interesser og formål, dvs. at de er instrumentelle, bøjelige og underlagt styring, ofte helt ned i detaljen. Institutioners mål er mere abstrakte og kan således ikke måles og vejes på samme måde som organisationer.
Statens tandhjul
De frie institutioner blev langsomt gjort til statens tandhjul. Tag en snak med en lektor efter et par øl, så får du sandheden at vide, men ikke før. Takket være en lang og kroget udvikling har mange af Europas hæderkronede universiteter udspillet deres rolle som autonome og intellektuelle republikker, ædt op af politisk korrekthed og professionelt medløberi. Der er absolut ingen grund til at tage dem alvorligt som andet end en karrierevej med dertil knyttede pensionsordninger.
I nyere tid skulle universiteterne med 68’ernes march gennem institutionerne afsløre den borgerlige ideologi og bane vejen for det klasseløse samfund. Det floppede totalt. Da kommunismen forsvandt som dug for solen for 30 år siden, sadlede rektorer, dekaner og styrelser om for at blive symbolproducenter og lægge postmoderne afstand til virkeligheden og omfavne den nye politiske korrekthed.
Hvis alt alligevel er konstruktioner, må videnskaben hjælpe med til at konstruere en bedre verden. Universiteterne blev politikernes arme og ben. Velkommen til FN’s 17 verdensmål og imagologi.
Udtrykket kommer fra den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera, som var stor engang. I romanen «Udødeligheden», som er en blanding mellem fiktion og essayistik, skuede han ganske profetisk, hvad der var på vej i de sejrssikre liberale demokratier: pludselige billeder, stemninger og følelser, ej sammenhængende ideologier.
Fra ideologi til imagologi
Mens ideologier kan sammenlignes med vældige hjul og gear, der sætter krige, revolutioner eller reformer i bevægelse og præger en hel epoke med sin tidsånd, minder imagologi om skiftende tøjmode eller forskydninger. Små skridt på stedet, først den ene vej, så den anden.
Når en mening eller analyse opfattes som kontroversiel, skyldes det sjældent, at den er skør eller forkert, men at den i et øjeblik er blevet et »ulykkestal, et anti-ideal, på den imagologiske roulette«, der påvirker vores opførsel, politiske synspunkter og æstetik »lige så vældigt, som ideologiernes systemer i sin tid formåede at beherske os«.
Imagologi tjener især imagologernes private karrierer og placering i det sociale hierarki. Imagologi laver ikke om på hierarkiet. Kundera opsummerer forskellen således: »Ideologien tilhører historien, mens imagologiens herredømme begynder, hvor historien ender.«
Det er derfor ikke tilfældigt, at imagologiens fremkomst falder sammen med kommunismens forsvinden. Det liberale demokrati stod til at indfri det hele, men blev i stedet til karneval hver dag. Vi gik fra aske til ild. Fra ideologi til imagologi.