Demografi

Århundredets fejltagelse må få os til at vende alle sten

Er sandheden om den eksplosive indvandring historien om en flirt, der blev solgt som en kulturberigelse, så en nødvendighed for til sidst at blive en skæbne?

Den intensive indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika op gennem 1980’erne og 1990’erne var århundredets største fejltagelse. Først og fremmest fordi den er irreversibel, dvs. ikke kan omgøres eller udbedres. Skaden er sket, og vi må med Mette Frederiksens ord fra en anden og noget mindre skandalesag leve med den, basta. Vi kan næppe sende de mange tusinder af segregerede fremmede ud af landet eller «hjem» alene af den grund, at de fleste af dem er født i Danmark.

Vi er blevet en stat med flere folk.

Selvdestruktive retning

Det eneste, vi realistisk set kan gøre politisk, er at standse ulykken og blive bedre til at sikre de ydre grænser og stabilisere den indre orden. Men selv dét er kontroversielt at sige højt i den nervøse offentlighed til trods for, at halvdelen af vælgerkorpset faktisk er enig eller delvist enig i, at indvandringen udgør en alvorlig trussel mod de danske kulturs overlevelse. Den skærpende omstændighed er demografien.

Jeg er muligvis «fatsvag», som det hedder på nudansk. Efter at have beskæftiget mig med dette problemkompleks i årevis – sikkert også for meget (!) – er det mig stadig et mysterium, hvordan masseindvandringen kunne ske. Hvorfor besluttede vi os til aktivt eller passivt at underminere vores homogene samfundsorden med udsigt til tiltagende etniske, religiøse, kulturelle og sociale spændinger for vores børn og børnebørn? Hvad var det, der trak os i denne selvdestruktive retning?

Der er blevet givet flere forklaringer i tidens løb. Nogle af dem handler om nødvendighed: Erhvervslivets behov for ny arbejdskraft. Juristernes universalisme og menneskerettigheder. Andre er mere filosofiske og trækker f.eks. på Schopenhauers vision om verden som vilje og forestilling: Indvandringen må forstås som en viljesakt, venstrefløjen ville simpelthen redde verden og konstruerede derfor en ideologi ud af den gode vilje.

Atter andre forklaringer fremhæver historiske forhold: Sovjetunionens fald og liberalismens triumf. Skyld over vestlig kolonialisme og velstand. Fremkomsten af en diffus teori om kulturberigelse og mangfoldighed, som ad åre forvandlede sig til en grænseløs humanisme fra kulturliv til kirke, for slet ikke at nævne de følgagtige massemedier. Det hele lå i tiden.

Der er også dem, der mener, at europæiske regeringer og EU tidligt lovede de olieproducerende ørkenstater at modtage Mellemøstens overskudsbefolkning for at sikre energiforsyningen, mens andre – som nu en pikeret kvindelig journalist – har forklaret mig, at kvinder er større tilhængere af indvandring end mænd, fordi kvinder er bedre uddannet. Hun kunne ligeledes smide den trumf på, at kvinder bare er mere empatiske end mænd.

Spændingen er væk

I min klumme om, dengang indvandringen var sexet, tillod jeg mig at inddrage en faktor mere, som kan have været medvirkende til at forme kvinders sympati for en liberal indvandringspolitik, særligt i de nordiske lande.

Den klumme vandt ingen priser på Twitter eller blandt progressive journalister. Det var forventeligt, men det ærgrede mig, at ingen ville andet end afvise klummen, som straks blev reduceret til noget med «liderlige kvinder» og illustreret med fire dildoer på rad og række i Berlingske.

Det er netop alt det, der kommer før liderligheden, som er interessant. Var der i indvandringen noget fascinerende maskulint eller heroisk, nordiske kvinder kunne forbinde sig med? Havde de nye kønsroller, introduceret af 68’ere, hippier og deres medløbere op gennem 1970’erne og 1980’erne, udvasket de mandlige normer? Var det således nu forskellen, der trak i kvinderne, et evolutionært behov for at kunne spejle sig i et tydeligere og stærkere mandeideal, som de i en vis udstrækning fandt hos mere eksotiske mænd? Er sandheden om den eksplosive indvandring historien om en flirt, der blev solgt som en kulturberigelse, så en nødvendighed for til sidst at blive en skæbne?

Jeg stiller disse spørgsmål uden at dømme nogen, de er oprigtigt ment, idet jeg understreger, at mænd sandelig også lader sig påvirke af følelser i deres politiske orientering, irrationelle forhold, de formentlig slet ikke er bevidste om. Katastrofen taget i betragtning synes jeg, vi skal vende hver en sten, også de sociologisk-biologiske samt dem, der hviler på den antagelse, at mennesker ikke altid er rationelle, når det gælder politik, eller rettere: måske sjældent er det.

Var især arabere, somaliere og muslimer kommet til landet i langt mindre antal, kunne man muligvis have integreret eller sågar assimileret dem. Men i den faktiske størrelsesorden viste det sig at være umuligt. I dag er indvandringen og dens pris noget, der helst skal forsvinde. The thrill is gone, som B.B. King synger. Hvor skal sagsbehandlingen ligge? I Rwanda. Tydeligere kan det ikke siges.