Det har vakt bestyrtelse i djøfernes hoforgan Mandag Morgen, at mere end hver fjerde dansker, 28 pct., ønsker at sende muslimer ud af landet. Hvis sidstnævnte tilmed er arbejdsløse, står 39 pct. af danskerne klar med et rødt kort til alle med underlige arabiske navne. Det er Mandag Morgen selv, der spurgte, og – må man formode – et repræsentativt udsnit på 6.000 danskere, der svarede.
Jeg ved naturligvis ikke, hvad Lisbeth Knudsens Mandag Morgen havde håbet at finde frem til med undersøgelsen, der næppe har været bilig. Men bestyrtet, det er man, så bestyrtet, at mediet end ikke lever op til almindelig journalistisk praksis, som ville være at søge en forklaring hos andre end ens politiske venner.
«Det er mildest talt temmelig skræmmende, uanset hvordan man tolker det», udtaler professor Jørgen Goul Andersen, der selv har været med til at lave undersøgelsen, og fortsætter: «At så mange alligevel erklærer sig enige i holdninger, som vi normalt har betragtet som utilstedelige, tyder på et forfald i demokratiske værdier».
Nu kunne man jo indvende, at det netop er en demokratisk værdi at udtrykke sin holdning, også selv om den støder vedtagne principper eller professorers sarte følelser, men lad nu det ligge.
Professor Andersens kollega, også fra Aalborg, professor Christian Albrekt Larsen, der ligeledes er meget «førende», istemmer: «Det er brutalt, at man kan få så mange til at være enige i, at muslimer bør sendes ud af landet.»
Læg mærke til den professorale verbum: at få. De adspurgte opfattes som objekter, ikke subjekter, dvs. de er mennesker uden habitus og historie. De er førte, manipulerede til at mene, hvad de mener. Professor Larsen giver tilmed en konkret forklaring: «Det kan være en effekt af paradigmeskiftet fra foråret, der netop handler om, at flygtninge skal sendes hjem, når forholdene i hjemlandet tillader det.»
Ja, naturligvis er det det: Dansk Folkeparti er den skyldige i danskernes meningsforbrydelse.
Så er vi mere rolige. Professorkammerat Andersen står da også klar med en hjælpehypotese: De 28 pct. frygter formentlig bare «muslimer som et abstrakt fjendebillede», underforstået: Der er ikke noget at være bange for.
Alt er godt. Ja, eller næsten alt. Ja, eller nogenlunde. Eller sådan da. Eller lidt, sådan ok da.
De førende forskere har som sædvanlig ikke forstået en bønne.
Sandheden – eller i hvert fald to af dem – er (1) at danskerne er skizofrene, når det kommer til muslimsk indvandring, og (2) at den ”humanisme”, som førende forskere, meningsdannere, politikere, medier, journalister, EU-kommissærer, erhvervsledere, virksomheder, præster, skole- og højskolelærere, asyl- og flygtningeorganisationer osv. har slået sig op på og gjort nærmest sakral siden Murens fald, i virkeligheden er papirstynd.
Det første først. Siden 80’erne har danskerne i overvejende grad stemt på partier, der reelt har påskønnet og faciliteret en masseindvandring fra især varme ikkevestlige lande, præget af klaner, krige og 50 forskellige nuancer af islam, der imidlertid har det med at få samme ulykkeligt konkrete udfald i form af social elendighed, borgerskrig eller begge dele. Igen, igen og igen har vælgerne foretrukket personer, partier og partialliancer med en udlændingepolitik med alle de indbyggede konsekvenser, som vi nu høster den bitre frugt af.
Det er heller ikke sådan, at danskerne ikke blev advaret. Pessimismens budbringere kom som perler på en snor: Mogens Glistrup, Den Danske Forening, Søren Krarup og de københavnske vestegnsborgmestre, siden Dansk Folkeparti, P.C. Matthiesen, Erik Meier Carlsen, Ulrik Høy, Lars Hedegaard og en stribe andre islamkritikere i ud- og indland, som imidlertid straks blev udskældt og dæmoniseret.
Som en nation af søvngængere har danskerne stemt og stemt sig til mere indvandring – og moret sig plat i Svikmøllen, ironisk i Politiken og bare dumt og uinformeret i Danmarks Radio og TV 2 over udskamningen af de idioter og svin, der dristede sig til at kritisere udviklingen – og de og vi har dermed også fået en stedse mere muslimsk demografi.
Demografi har i det hele taget ikke interesseret danskerne – før nu. Og nu skal de så ud, muslimerne, uagtet at det i mine øjne hverken er ønskeligt eller muligt at smide folk ud på grund af deres etnicitet, med mindre de har lyst til at rejse frivilligt.
Som jeg har noteret før med hensyn til vores historiske dumhed, så er den tragisk irreversibel. Det medfører, at vi i dag ikke bare kan sende hundredetusinder af mennesker «ud» eller «hjem», fordi de tilhører den forkerte etniske eller religiøse gruppe. De er konkrete mennesker, her i Danmark, de fleste tilmed statsborgere og for manges vedkommende gift med, venner med eller kolleger til andre danskere.
At masseindvandringen har gjort dele af landet til ghettoer, medført helt nye bander og klaner i vores gader og byer, tappet milliarder ud af statskassen, herunder været med til at smadre folkeskolen, og reelt har medført en arabisk-tyrkisk-mellemøstlig kolonisering, som truer vores nationale egenart, er både sandt og ulykkeligt. Men herboende muslimer er kommet hertil eller er født i Danmark under lovlige præmisser. Og er blevet bakket op af skiftende flertal i Folketinget, som har udstedt statsborgerskaber i frenetisk tempo. Vi har med andre ord selv gjort eksperimentet muligt.
Jeg ville ønske, at retsstaten ikke havde været så blåøjet og liberal den seneste generation, men det var den, og vi kan ikke omgøre eller nulstille historien. Men vi kan indrette den, så den ikke fremover er så himmelråbende naiv og selvdestruktiv. Og måske redde den.
Dernæst et par ord om humanismen.
Tragikomisk er det at iagttage de etableredes mediers håndtering af Mandag Morgens undersøgelse. Mig bekendt har der endnu været radiotavshed så godt som raden rundt. Et kvalificeret gæt er, at undersøgelsens resultater ikke ligefrem bekræfter den på bjerget vedtagne konklusion om, at det nu var slut med al den snak om muslimer efter sommerens folketingsvalg. Rationaliteten og humanismen var som bekendt vendt tilbage med Morten Østergaard & Co. Nu gælder det klima og de nonbinære rettigheder. Også her er der skizofreni på alle plader.
Undersøgelsen viser en ting mere. Den viser, hvor tynd humanismen er. Efter alle disse år med humanisme her, der og allevegne, sandelig også i de borgerlige rækker – og så skylles alle ord, skåltaler og forsikringer væk, når humanismens pris manifesterer sig i folks almindelige hverdag. I deres børns folkeskole, på gaden, i nattelivet, på Nørrebro, i Kokkedal, Greve, Gellerup, Vollsmose, Slagelse, Fredericia, Kolding, Vejle, Randers, overalt, hvor demografien slår igennem, knækker humanismen midt over.
Humanisme i praksis er ikke lige så cool som humanisme i teorien.
Det er, hvad Mandag Morgens undersøgelse indikerer. Måske skal vi ikke tage den bogstaveligt. Men vi skal helt sikkert tage den alvorligt. Den bærer vidnesbyrd om, hvor kulturnedbrydende det kan være blindt og fromt at lukke fremmede mennesker, skikke og normer ind i ellers kulturelt og etnisk homogene samfund som de europæiske. Et land er ikke en butik, banegård eller et bordel. Folk smutter ikke altid igen.
Først gør humanismen os skizofrene, det er i sig selv flygtigt og ufunderet. Siden kommer det frem, at vi i virkeligheden bare er mennesker, som beviseligt har det med at gribe til yderligheder, når problemer tårner sig op og bliver til kød og blod.