Da jeg købte min første smartphone for år tilbage, kunne jeg ikke udtale dens navn. Det kan jeg godt i dag, hvor Huawei er et af verdens førende mærker inden for mobiltelefoner. På dette og andre teknologiske områder, herunder solceller, droner, e-handel og kunstig intelligens er kineserne ifølge TV 2’s kinaekspert Christina Boutrup ved at overhale amerikanerne, japanerne, sydkoreanerne og alle os andre.
Samtidig har Kina formået, hvad Vestens liberale eliter troede umuligt – kombineret markedsøkonomi med autokrati og censur. Man kan med andre ord godt have kapitalisme uden liberalisme. Eksperimentet ser ud til at virke i praksis, selv om vores lærebøger siger det modsatte, for den kinesiske middelklasse vokser og vokser sammen med dens opbakning til det autoritære styre. Hvis globaliseringen har én ubestridt vinder, er det dem.
Guderne skal vide, at jeg har brugt min spalteplads her på stedet siden 2009 på at advare mod islams udbredelse og tilvandringen fra den muslimske kultur. Men islamkritik og demografi kan ikke stå alene. Europas geopolitiske situation – dvs. evnen til at håndhæve suverænitet med henblik på at sikre de ydre grænser ud fra givne geografiske forhold – har ændret sig ganske betydeligt det seneste tiår.
Som bl.a. historikeren Uffe Østergård har profeteret, står vi muligvis ved indgangen til Asiens århundrede – ikke Afrikas og slet ikke Europas. Europa har haft sin chance, det gik godt i 500 år, men nu kommer kineserne. Dermed synes verdenshistorien at vende tilbage til «normalen», hvor det folkerige Kina er riget i midten af alting.
I løbet af den næste generation vil tre af de fem største økonomier i verden formentlig ligge i Asien – Kina, Indien og Japan – ved siden af USA og Tyskland. Læg dertil Rusland, Indonesien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet med voksende potentiale. Verden er atter blevet multipolær, dvs. præget af en hel række af rivaliserende kulturkredse, sådan som den sociologisk og geopolitisk orienterede forfatter Kasper Støvring fremhæver i sit både indholdsmættede og stilsikre essay Gensyn med fremtiden om den nye verdensorden, der netop er udkommet.
Det er langtfra givet, at Asiens tigre på længere sigt være amerikanernes allierede, snarere tværtimod. Det samme gælder Rusland, der nok vil gå efter at danne en akse med Beijing, når den russiske økonomi er blevet stærk nok. Da har amerikanerne og europæerne tabt kampen om Eurasien, der huser hovedparten af verdens befolkning samt den største produktion, og da vil misforholdet mellem USA’s militære og økonomiske formåen være tydeligt for enhver, måske endda Søren Pind.
Det er derfor, at Vestens udenrigspolitiske idealisme rinder ud. Blikket hos tidligere liberale optimister flakker, det mentale overskud fra de bekymringsløse 1990’ere er som tryllet bort. Ved cafébordene, receptionerne og de runde fødselsdage tales der langt hellere om gamle dage end om fremtiden. Håret er blevet gråt; Europa synes allerede at være historie.
Jeg indrømmer, at jeg selv har været naiv eller dumdristig i forhold til amerikanernes militære engagement i Irak og Afghanistan. De grandiose projekter har kostet kassen og virket imod hensigten. Læren er, at vi ikke kan sprede demokrati og menneskerettigheder med missiler; det var et fatamorgana i ørkenen.
Lægger vi de geopolitiske realiteter oven i Vestens militære nederlag, er det oplagt at drage samme slutsats som den nyslåede folketingskandidat for Venstre Anna Libak, når hun i sin bog om at forstå populismen pointerer, at det for os i Vesten ikke længere handler om at lave verden om i vores billede, men om at forhindre, at verden omkalfatrer vores verden.
Vist lader vores herremænd i EU stadig, som om vi er klodens midtpunkt, mens sandheden er, at vi mister økonomisk styrke og politisk indflydelse. Ikke blot på grund af migrationens konsekvenser, der er dybe og irreversible, men så sandelig også på grund af Asiens snigende succes.
Kasper Støvring lufter i førnævnte essay den mulighed, at Asien er den nye avantgarde. Det er os, der er bagud. Derfor skal vi med hans velplacerede konklusion «finde vores plads i den nye verdensorden, få orden i eget hus og tolerere, at ‘de andre’ kan vælge en anden vej end Vestens». Det er lettere sagt end gjort, indrømmer han. Men den første betingelse er, at vi forstår, at verden er en anden end i går.