Innsparket

Tro er blitt til europeisk politikk

Religion vinner frem i offentligheten - når det handler om islam - og går nå mer og mer i ett med den offisielle politikken, konstaterer Jalving.

Religionens vækst som politisk kraft har klart været den største overraskelse, udtaler forfatter og nu også amerikansk universitetsprofessor Salman Rushdie i et interview til Kristeligt Dagblad.

Det må siges at være en svag underdrivelse.

Sværmeriet

Det er snart sagt ikke til at gå ud på gaden, det være sig i dele af Aarhus, København, Vejle eller Slagelse, åbne sin mailboks efter weekendens strabadser, tænde sit tv morgen, middag eller aften uden at bemærke sværmeriet. Herunder visse mænds drøm om atter at dominere kvinders og vantros liv – og retten til te sig, som de vil, hvis blot de sværger troskab over for en bestemt gud.

I Flandern (region i Belgia, vår anm.) ønsker næsten 40 pct. af tyrkiske indvandrere ifølge en ny undersøgelse foretaget for en flamsk avis og viderebragt af et engelsksproget internetmedie, at religiøse love skal stå over den sekulære belgiske lovgivning. Blandt marokkanere er tallet 23 pct.

I Frankrig stiger antallet af stævninger og retssager mod islamkritikere. Trykkefrihedsselskabet har skrevet om udviklingen. Retssagerne er selvsagt ressourcekrævende for de sagsøgte, uanset hvad udfaldet bliver.

Jura kan således udnyttes som et middel til politisk bekæmpelse af meningsmodstandere med ubekvemme holdninger, og det iøjnefaldende er, at sagerne rejses af såvel muslimske organisationer som »antiracistiske« menneskerettighedsfortalere og den officielle anklagemyndighed. Her er en ny alliance, der vil noget.

Kampen mod kritik af islam fører ikke så overraskende til yderligere islamisering. 

Forrykt

Havde det så bare være religion. Det ved man da, hvad er: Det er tro, ikke viden, ikke praktisk politik eller konkrete love, men tro på syndernes forladelse og den slags. Det er i det irrationelle, at troen henter sin styrke, i hvert fald for kristne.

For de andre verdensreligioner lader der til at skulle helt andre konkrete beviser på bordet, helst bestemte gerninger. Og jeg kan godt se og forstå, at gerninger og love ligesom trumfer den luftige og metafysiske tro.

Som nu i weekenden, hvor endnu en kødhakker, denne gang en tjetjensk »flygtning«, gik amok i Paris’ gader, selv om han i forvejen var kendt af politi og myndigheder. Med en kniv og det sædvanlige skrigeri om, at Allah er størst.

På Java i Indonesien var det såmænd en hel familie, der sprængte flere kristne kirker i luften og dræbte 20 mennesker og sårede langt flere. Faderen udløste en bilbombe, moderen og to døtre på henholdsvis 9 og 12 år vandrede ind i en anden kirke iført bombebælter. To sønner på 16 og 18 udløste en tredje bombe fra deres motorcykel. Jihad – nu med familien.

Ja, undskyld mig, men det er godt nok forrykt.

En ny pardans

Herhjemme går islamiseringen heldigvis lidt mere stille for sig. Indimellem er det blot dyre armbåndsure, der bliver stjålet. Andre gange er det uddannelsesinstitutioner, der hygger sig, som når VUC i Kgs. Lyngby, nord for hovedstaden, gør reklame for sig selv med billedet af, hvad der ligner en dansk konvertit, under mottoet »Din uddannelse, Din fremtid«.

Det er et nydeligt foto af ung kvindes ansigt med tørklæde, så meget vil jeg indrømme. Men er det nu blevet statslige institutioners rolle at promovere religiøs tildækning af kvinder?

Åbenbart. Det religiøse er hot, når det bare ikke lige er kristendom, vi snakker om, og det danske og utildækkede er yt. Dansk, det er forældet, det er indskrænket og måske allerværst: Det er usexet.

Sexet er det derimod, når religion vinder frem i offentligheden, så længe religionen er islamisk, og religion og offentlighed går mere og mere i ét med den officielle politik. Det er en ny pardans, vi er vidner til, et nyt parløb, men det deler vandene. Multikultierne, imamer og moskeer på den ene side, vi andre på den anden.

Heldigvis er der flere og flere, der siger fra over for årtiers politiske logik. Når man spørger europæerne, hvad der bekymrer dem mest, er de ikke i tvivl: immigration og terror. Helt og aldeles overvejende og i den rækkefølge.

Så der er lys, ligesom der er mørke. Vi har bare ikke råd og tid til at fortsætte vores Tornerosesøvn i årti efter årti.

Først publisert på bloggen hos Jyllands-Posten