Sverige er blevet landet, hvor alt kan ske. Der er netop kommet en bog med den titel – endda på svensk – skrevet af en forfatter, der føler sig hjemløs på venstrefløjen, og som forrige år havde stor succes med bogen Framtidsstaden – Om Sverige imorgon blir som Malmö idag, hur blir Sverige?
Det er meget mærkeligt. I årti efter årti var Sverige det mest socialdemokratiske og etnisk homogene samfund i hele verden, kendt for reformpolitik og samfundsplanlægning. Det stod mejslet i granit – troede vi.
Endnu tidligere var Sverige domineret af krigerkonger, der byggede riget og invaderede det meste af Nordeuropa bistået af intelligente administratorer à la Axel Oxenstierna, den mest magtfulde embedsmand i svensk historie som nærmeste rådgiver for hele tre regenter indtil sin død i 1654.
Gack cauté (Træd varsomt!) var hans motto, og udover altid at sætte de svenske statsinteresser først forstod han nødvendigheden af at tiltrække udenlandske købmænd, finansfolk og håndværker. Dvs. produktiv og positiv indvandring, modsat i vore dage.
Jeg gad godt vide, hvad Oxenstierna med sit skattede forsigtighedsprincip ville sige til det Sverige, som hele verden er immigreret til og har forandret til noget nær uigenkendelighed.
Danskere på lynvisit i Stockholm, Göteborg eller Malmø eller på ferie i Skærgården eller Nordsverige vil afvise en sådan beskrivelse. Det er ikke til at se med det blotte øje.
Der er jo stadig fredeligt – ved højlys dag, på de mest udsøgte destinationer, i de travleste handelsgader eller ude på landet. Her finder man masser af plads, ligesom man kan hygge sig i byernes materielle luksus, design og god stil. Desuden er bilerne større og billigere end i Danmark, og afstandene længere. Men Sverige er forandret, irreversibelt.
Heldigvis, vil de toneangivende svare. Men flere og flere svenskere begynder at tvivle, selv statsministeren, og det har i alt væsentligt med indvandringen fra de varme lande at gøre.
Et af problemerne er, at den svenske velfærdsstat lider stedse mere under indvandringens vægt. Det koster naturligvis kassen at invitere masserne indenfor. Uanset hvad man mener om importen af mennesker, klaner og potentielle terrorister er det en tordnende underskudsforretning på kort, mellemlangt og især langt sigt.
Hospitalernes ventelister, politiets knappe ressourcer, skolernes faglige og disciplinære deroute, voksende udgifter til flere fængsler, boliger, førtidspension, sygemeldinger, socialsikring – plus det alarmerende antal af voldtægter hovedsageligt begået af nysvenskere mod gammelsvenskere – taler deres tydelige sprog, men bliver stadig ikke forstået af det etablerede samfund, herunder medier og kulturliv. Det betyder, at velfærdsstatens krise finder sted af uforklarlige årsager – som var Sverige forhekset eller ramt af sort uheld.
Eliternes overlegenhedskompleks har været kolossalt, den ideologiske overanstrengelse ligeså, og det er der en voksende forståelse af i dag.
I en anden ny bog gennemgår de to kritikere Ivar Arpi og Adam Cwejman, lederskribenter ved henholdvis Svenska Dagbladet og Göteborgs-Posten, hvordan svenskere systematisk er blevet gjort til »racister« af såkaldte »antiracister«. Det er påfaldende, hvor meget ævl, forfatterne dokumenterer i den svenske debat om indvandring og integration, hvis perspektiv har været indvandrerens, ikke samfundets, i snart 40 år. Spørgsmålet er blot, hvorvidt det er for sent at gøre noget ved i dag og i morgen – demografien og de internationale bindinger taget i betragtning.
I den forløbne uge blev endnu et terroranslag forhindret, mens en mand fra Malmø blev arresteret for terrorplaner i Lund med tegninger over Åhlens i Uppsala og uddrag fra Koranen. Kun meget få og naive sjæle kan være overraskede.
At følge de svenske nyheder er som at rejse ind i en kriminel underverden, der bliver stedse mere hverdagsagtig. Flere og flere almindelige borgere rammes af vold, blindt eller udspekuleret, mens de duknakkede medier tøver med at give tydelige signalementer af gerningsmændene af frygt for at øge de etniske spændinger, hvilket kun gør frustrationerne større og forlener flere og flere svenskere med indtrykket af at blive holdt for nar.
Narrespillet har foregået i årtier; det nye er, at alternative medier på nettet tvinger de etablerede medier til i det mindste at nævne episoderne i deres lapidariske dækning af den stadig mere brutale sociale virkelighed.
Et moderne karneval er kommet til Sverige, alt kan ske, selv en national restauration. Men det begynder at haste.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 6. mai 2018, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.