Islam

Mikael Jalving intervjuer Hege Storhaug

Tenk tanken: Øst-Europa bygger en ny mur. Den norske forfatteren Hege Storhaug drister seg til å forutsi at vesteuropeerne neste gang vil bli fanget på den feile siden, skriver Jalving.

«Den farlige ekstremist» Hege skremte ikke Jalving (foto: HRS)

Hun ser fredelig ud, som hun sidder og venter på mig i cafeens hjørne. Men har man fulgt den skandinaviske debat bare en lille smule de senere år, vil man vide, at den 55-årige norske forfatter og journalist Hege Storhaug er en farlig ekstremist. Godt nok bærer hun hverken bombebælte, kniv eller kebabsabel. Alligevel har norske mediepersonligheder og intellektuelle stået i kø for at slagte eller ignorere hende offentligt.

Det hører med til historien, at det trak ud med at finde et forlag, der ville udgive hendes seneste bog i efteråret 2015. Derfor udgav hun den selv. Efterspørgslen var enorm. På kort tid havde Islam – den ellevte landeplage solgt op mod 50.000 eksemplarer uden redaktør og PR-afdeling, og snart turnerede hun i Norge og Island for fulde huse. Nu er bogen så kommet på dansk på Document Forlag.

Politisk radioaktiv

Jeg spørger forfatteren, hvordan det er at være politisk radioaktiv, men samtidig en kommerciel succes. Hun griner og virker mistænkeligt menneskelig.

På blokken noterer jeg, at hun har et manipulerende, højreradikalt smil, og da hun begynder at tale mildt i fattede, afrundede sætninger, minder jeg mig selv om, at det må være et af hendes mange populistiske tricks. Jeg tænder for båndoptageren, så jeg kan afsløre hendes racistiske hensigter.

Men Hege Storhaug skuffer. Hun virker hverken antændt af had, racelære eller islamofobi. Hun taler derimod køligt islam ret imod, idet hun konstaterer, at islam naturligvis har mange fremtrædelsesformer, men i sine skrifter og autoritative kilder udgør et politisk og socialt hele, der tenderer mod at begribe og styre hverdag, krig og kærlighed for alverdens muslimer.

Samtidig understreger hun forskellen mellem den tidlige islam fra dengang, islamstifteren Muhammed ingen magt havde i Mekka, og den islam, Muhammed tyede til, da han fik magt over befolkningen i Medina.

Islam blev en politisk, normativ-legalistisk praksis

I begyndelsen var Muhammed ydmyg og tolerant. Da han ikke længere behøvede være det, skruede han bissen på og satte en ny normal. Først opfandt han religionen; siden disruptede han den, så islam blev en politisk, normativ-legalistisk praksis.

I sin bog henvender Hege Storhaug, som i mange år har iagttaget det multikulturelle samfunds indbyggede svagheder i Vesteuropa, sig til alle, der mener, at det er meningsløst at diskutere islams tilblivelse.

I stedet siger hun, at det netop ville være meningsløst at postulere, at det ikke var islam, Muhammed praktiserede, da han blev hærfører. Hege Storhaug skelner derfor heller ikke så instinktivt og indgroet mellem islam og islamisme, som mange andre gør. I stedet interesserer hun sig for sammenhængen.

Hendes undersøgelse foregår helt nede på gadeplan, bl.a. i Pakistan, der ikke for ingenting betyder ”De Renes Land”, og i islamiserede byer som Marseilles og Malmø. Her peger hun på, at de sociale problemer i bestemte kvarterer ikke kan forstås uden deres forbindelse til islam og muslimske normer.

Islamisering

Mens højrefløjen muligvis overser det sociale element, underkender venstrefløjen og den politiske mainstream hele det kulturelle kompleks, som knytter sig til alt lige fra sociale ydelser og  seksuel kontrol over kvinder til drengenes bandevæsen og og mændenes jihad. Resultatet er, at islamiseringen fortsætter næsten uantastet takket være den demografiske forvandling af hele Vesteuropa.

I Norge regner selv myndighederne med, at nordmænd bliver en minoritet i Oslo allerede om 10-12 år. Jeg spørger Storhaug, om det virkelig kan være sandt:

»Vist er det sandt. Udviklingen går meget stærkt i disse år. Jeg og andre havde en polemik med Statistisk Sentralbyrå om hvornår, det ville ske, hvorefter en avis skrev, at vi nærmede os hinanden. Men nej, det er SSB, der nærmer sig os«.

Ny mur

Og så kommer den, overraskelsen. Jeg har rejst mig for at tage afsked og skal lige til at slukke båndoptageren:

»Forestil dig, at Østeuropa en skønne dag får nok af at betragte den voksende elendighed hos os, og at regeringerne i Polen, Ungarn, Slovakiet og Rusland beslutter sig for at genopføre den gamle Berlinmur. Ikke for at spærre deres egne befolkninger inde, men for at beskytte sig mod Vesteuropas dekadence og de ulmende borgerkrige. Så vil det være os i Norge og Danmark, der pludselig befinder os på den forkerte side af muren. Har du tænkt over det?«

Først publisert på Jalvings blogg i Jyllands-Posten