Der var engang, i en årrække efter 11. september 2001, hvor jeg læste alt, hvad der kunne støves op om de islamiske terorrister, deres baggrunde, netværk, økonomiske sponsorer og sympatisører. Min boghylde bugnede, udklippene hobede sig op. Hvad jeg ikke måtte læse. Ikke engang Hollywood kunne konkurrere med den sociale og religiøse virkelighed bag terrorangrebene i Vesten, Israel, Tyrkiet og forfølgelsen af kristne i Mellemøsten og Nordafrika.
Jeg blev suget ind i dette skyggerige af barbari og politisk religiøsitet og forsøgte at finde hoved og hale i det alt sammen. Det blev efterhånden til en mindre industri af opgør med Muhammed og hans efterkommere, og læsere af denne spalte vil nikke genkendende, om ikke billigende. Jeg fandt, at det var nødvendigt at insisterere på problematikkens vigtighed og fastholde fokus på indvandring og islam som afgørende emner i vor tumultariske tid, selv om kritikere nok vil mene, at jeg og andre fik islam på hjernen.
Men nu er jeg holdt op med at tælle. Jeg tæller ikke længere angrebene og orker ikke at læse mere om den ene, den anden, den tredje araber, som sprænger vesterlændinge i luften, hugger hovedet af dem med macheter eller kører dem ned med lastbiler optændt af såkaldt hellige ord i en 1400 år gammel bog. Jeg har simpelthen fået nok. Jeg tager min cykel. Æder en bøf. Skider på halal og haram og forbereder mig mentalt på den dag, hvor kampen ikke længere står på ord, men i handling.
Derfor har jeg i den forløbne uge misset de obligatoriske opfordringer til, at vi ikke må være vrede, men skal ”stå sammen” mod ”frygten” og udvise overskud, hvis ikke ligefrem tilgivelse. Jeg er sikkert også gået glip af statsministerens standardtweed om, hvor ”forfærdet” han er over den seneste ”meningsløse” gerning i Manchester.
Sålænge statsministeren og hans følge i samfundets top kalder islamisk terror meningsløs, fortæller de os samtidig, at de ikke har fattet en krone af alvoren. Lars Løkke Rasmussen og andre på hans alder må efterhånden have oplevet nok islamisk terror til at vide, at den aldrig er meningsløs, men netop beror på den mening og hensigt at bekrige ikkemuslimer og skræmme andre muslimer til tavshed, mens de rettroende finder ideologisk belæg for deres usle gerninger i Koranen og beretningerne om hærføreren Muhammeds liv. Se, det er meningen. Det er midlet og målet og drømmen om et kalifat til indførelse af renhed og retfærdighed, Medina-style.
Denne simple analyse har naturligvis ingen gang på jord i Statsministeriet, som reelt befinder sig et sted i det ydre rum, når det kommer til at se fjenden i øjnene.
Fjenden er i første omgang dem, der kalder sig de rettroende i moskeer, netværk og bander. De er ret beset partisaner, loyale over for fremmede magter og ideologier, for længst radikaliserede.
Men fjenden lever ikke i en isoleret boble. Fjenden lever (1) af indvandring til Vesten, som har været historisk eksplosiv de seneste årtier, og (2) af velfærdsstaternes generøsitet. Indvandring og velfærdsstat er de historiske forudsætninger for den terror, vi oplever i disse år, og som sandsynligvis vil blive intensiveret i de kommende årtier, eftersom sympatisørgruppen blandt unge ikkeintegrerede muslimer er stor og voksende og akkurat oplever, at flertalskulturen viger tilbage for dem og afviser at mindske forudsætningerne for islamisk terror med henvisning til internationale konventioner.
De fleste skolebørn kender sagnet om grækernes træhest i Troja. Hvad ti års krigsførelse ikke formåede, kunne list udrette på en nat. Da trojanerne under ledelse af kong Priamos og hans sønner Hektor og Paris så grækerne forlade kampladsen og efterlade en stor hest af træ, hev de den overmodigt ind i byen og festede i den tro, hesten var en gave. I virkeligheden var den fyldt med grækere, heriblandt selveste Odysseus, den snedige rad, der hen på natten listede ud og åbnede Trojas porte, så byen faldt, Priamos blev dræbt, hans dronning Hekabe, svigerdatteren Andromache og de smukkeste kvinder taget som slaver.
Sagen er, at der rundt omkring i Vesteuropa står en hel masse træheste fyldt med krigere, der venter på at snige sig ud og forårsage død og ødelæggelse. Hestene står allevegne, hvor den muslimske asylindvandring har været massiv igennem de seneste 40-50 år, og hvor demografien er forandret til uigenkendelighed. I al vor narcissisme og overmod har vi selv lukket træhestene ind i Europa og troet, at vor åbenhed var en gave til alverden, mens migrationen ville blive en berigelse. Som Trojas efterkommere står vi og ser på træhesten. Vi kan stadig trille den ud.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 25. mai 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.