Eksterne skribenter

Nu skal sandheden kurateres af FN

De samme mennesker, der hylder forandring, når det gælder teknologi, kultur, økonomi og iværksætteri, afskyr forandring i den politiske verden og er de sande reaktionære, skriver Mikael Jalving.

Med jævne mellemrum dukker der iværksættere, krejlere og rigmænd op, som vil revolutionere mediebilledet. Nogle lykkes med det, andre lider den bratte død, som nu f.eks. hipsteravisen Dagen i 2002 og det islandske eventyr Nyhedsavisen, hvis underskud i 2007 efter sigende nærmede sig en mia. kr.

Mankoer i denne størrelsesorden tager pusten fra de fleste, men nu melder nok en flok pionerer sig klar til start. Ugebrevet Mandag Morgen kunne således interviewe den yngre mediemogul Jimmy Maymann, som har store planer for en digital platform, der skal bekæmpe alverdens falske nyheder i kompagniskab med intet mindre end FN.

UN Live Online, som platformen hedder, skal verificere videnskabelige forskningsresultater og rapporter med forbindelse til FN’s 17 såkaldte verdensmål og kuratere sandheden, så idioter og falsknere med onde hensigter ikke længere har frit spil. Kredsen af interessenter vil bremse populismen og formidle sande nyheder til et postfaktuelt verdenssamfund – på engelsk.

»Vi bliver nødt til at få skabt noget konsensus i samfundet, hvis vi vil forhindre den næste store katastrofe«, udtaler den danske entreprenør og topchef Jimmy Maymann, nyudnævnt formand for UN Live Online, idet han tilføjer: »Vi så det også i Storbritannien med brexit, hvor de basalt set stemte sig ud af EU på nogle forkerte præmisser (…) Det skræmmer mig meget som menneske, hvor samfundet er på vej hen«.

Den gode mand, hvis planer åbenbart har fået bl.a. tidligere direktør for Louisiana, Lars Nittve, og installationskunstneren Olafur Eliasson med på vognen, barsler desuden med opførelsen af et museum, der skal levendegøre FN og stå færdig i København i 2022.

Det kan alt sammen være nok så spændende, men der er noget helt galt med motivationen.

For det første er det langt sværere at verificere videnskabelige påstande end at falsificere dem. Det ved vi fra en af det 20. århundredes største videnskabsteoretikere, østrigeren Karl Popper. Videnskaben nærmer sig ikke sandheden ved blåstempling, men via konstant efterprøvelse og refleksion, selv i forhold til dogmet om den menneskeskabte klimaudvikling.

For det andet må vi tage Thomas-teoremet med i ligningen. Dette udsagn, opkaldt efter to amerikanske sociologer i 1928, siger, at »når mennesker definerer situationer som virkelige, er de virkelige i deres konsekvenser«.

Det betyder, at menneskelig adfærd til stadighed er påvirket af subjektive opfattelser og fortolkninger, og det må tilføjes, at denne bedrøvelige sandhed endda gælder for tilfældet Jimmy Maymann. Mennesket lever ikke alene af ”data” og ”information”. Vi er ikke robotter eller rationalistiske computere, men ånd rundet af kød og blod og med en forkærlighed for det nære og velkendte. Mennesket er grundlæggende konservativt, vi lader bare som om, det er alt muligt andet, og denne forstillelse får skuffelserne og fremmedgørelsen til at stå i kø.

Som den gamle feminist Camille Paglia siger i et kulturkritisk interview i dagens udgave af Weekendavisen (ikke online), har 40 års ”frigørelse” fået især den amerikanske middelklasse til at tro, at alting kunne lade sig gøre, skønt »folk føler sig unmoored med et udtryk, man bruger om et fartøj, der har lettet anker; vores sociale og økonomiske frihed har sendt os ud på det åbne hav«.

Derfor skal vi ikke stole blindt på paroler og hensigtserklæringer, slet ikke når de gælder klodens frelse, men tage konkrete menneskers vrede og protesthandlinger mere alvorligt. Fra mit eget departement betyder det, at islam-, indvandrings- og EU-kritik ikke skal affejes som ”angst”, ”populisme” eller ”xenofobi”.

Er man bange for fremmede, fordi man kritiserer en bestemt type udlændingepolitik? Er man ”klimabenægter”, fordi man drister sig til at betvivle, at den globale opvarmning i alt væsentligt skulle være et resultat af menneskelig aktivitet? Naturligvis ikke.

De briter, der stemte for brexit havde ikke nødvendigvis ”misforstået” den ene eller anden præmis. De frygtede ikke ”fremtiden”, men vendte sig snarere mod EU’s tiltagende overherredømme og kollektivisme. Noget lignende gjorde sig gældende i fravalget af familien Clinton og valget af Donald Trump til USA’s præsident, uanset hvordan man opfatter sidstnævntes indsats indtil videre. Protesten stak og stikker dybere end ren og skær idioti.

At fraskrive politiske reaktioner al legitimitet er en slags funktionel analfabetisme. Mennesker lever ofte i forskellige verdener. Verden er ikke én, end ikke i de mest nysselige familier. Den rigtige verden med alle de rigtige kendsgerninger er fiktion. Det er fake news.

De samme mennesker, der hylder forandring, når det gælder teknologi, kultur, økonomi, iværksætteri mm., afskyr forandring i den politiske verden og bliver dermed sande reaktionære: modstandere af alt nyt og ideologisk renset for troværdige løsninger. I stedet slår disse bagstræberiske rigmænd og kunstnere sig op som oligarker for hvem andre lider af vildfarelser og patologiske fejllæsninger af alt det gode i verden. De er falske progressive.

Hvorvidt FN-mediet har noget for sig, vil tiden vise. Mennesker er nu engang subjektive.