Mød Connie Gripping, hun er konsulent og partner i LG Insight, som interviewede nyligt ankomne asylansøgere for seks danske kommuner: »Jeg har talt med advokater, revisorer, journalister, tandlæger, ingeniører og faglærte. Mange af dem har haft store virksomheder eller advokatpraksis i hjemlandet, som de har måttet sælge.«
Det er kun to år siden. Flygtninge og asylansøgere var det nye sort, borgmestre, sagsbehandlere, konsulenter, psykologer, minoritetseksperter og andre akademikere stod i kø for at smadre deres lokalmiljø, for der var penge, status og karrieremuligheder i sagen – medmenneskelighedssagen – og ergo måtte de, der var imod, være umennesker.
»Syrerne, som udgør hovedparten af de nuværende asylansøgere og langt hovedparten af de interviewede, sprudler af kompetencer og motivation for at komme i gang med at arbejde«, strålede Connie Gripping.
Den gribende sandhed måtte ud, det var ren karma: »De udsender i det hele taget så mange signaler, der går imod den gængse opfattelse af flygtninge, at det simpelthen må frem. Ja, »én arbejdede sågar med menneskerettigheder i Syrien og havde valgt Danmark, fordi han søgte til et land med ytringsfrihed.«
Jubelen ville ingen ende tage. I månedsvis taltes der henført om strømmen af veluddannede og topmotiverede asylansøgere fra Syrien og omegn i danske medier, på Facebook og Christiansborg.
Vi var i virkeligheden heldige at kunne modtage sådanne menneskelige ressourcer, lød det fra management- og indvandringsindustrien, suppleret af bl.a. Manu Sareen, daværende integrationsminister, Stine Bosse, oraklet fra Østrebro, Henning Jørgensen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab på Aalborg Universitet, Peter Halkjær, chefkonsulent i Dansk Erhverv, og politikerne klappede i deres små, fedtede hænder, for det var jo ikke deres penge – alt i alt 33 milliarder kr. om året – og efterhånden ikke længere deres land, eftersom de og deres forgængere i mere end 30 år har været travlt optaget af at forære det væk til genierne sydfra.
Det skal siges, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) var en kende mere forbeholden. Hvis der ellers er nogen, der kerer sig om Danmarks nordiske, kristne og sekulære fortid om hundrede år, så vil man pointere, at der dog var ganske få kættere, der uden held advarede mod den snigende, progressive katastrofe.
»Der er dårlige erfaringer med de syrere, som tidligere er kommet til Danmark, udtalte chefkonsulent Berit Toft Fihl, som lakonisk konstaterede: »Sporene skræmmer. Der er ikke mange integrationssucceser blandt flygtninge. Heller ikke med syrere.«
Fihl henviste til en opgørelse, som viste, at kun 13 pct. af syriske migranter var i job efter fire år i Danmark, dvs. på niveau med eller lidt lavere end migranter fra Iran og Irak. Så forstår man bedre, hvorfor mere end 40 pct. af ikkevestlige indvandrere er forsørget af det offentlige.
I den forløbne uge kunne Rockwool Fonden på baggrund af offentlige registre og svar fra landets sprogcentre så endelig tegne et lige så præcist portræt af indvandrernes uddannelsesniveau med syrerne i den absolutte bund. To ud af tre kommer med det, der svarer til den mest rudimentære grundskole.
Marianne Jensen, der er forstander ved sprogcentret Lærdansk i Aarhus, kan udmærket huske, at der blev talt højt og flot om de højtuddannede syrere, men tilføjer: »Vi undrede os, for det var sådan set ikke det, vi så, når de kom her«.
Mainstreamjournalister fandt det åbenbart irrelevant at spørge ude i den sociale virkelighed, de foretrak solstrålehistorien, længe leve de positive nyheder, og det er måske det mest sigende. Vores sans for, hvad der er prosa, og hvad der er lyrik, er forsvundet, og det har for længst forplantet sig til medierne.
Som JP foreslår i dagens leder, burde nogen, f.eks. DR2’s Deadline, stille de ansvarlige til journalistisk regnskab. Al erfaring siger, at det kommer ikke til at ske. Connie Gripping og alle de andre dygtige mennesker kan sove roligt om natten.
En socialpsykolog ville nok sige, at de og vi lever fint med vores kognitive dissonans. Gabet mellem forestillinger og virkelighed betyder ikke længere det store for postmoderne vesteuropæere, slet ikke for de karrierebevidste.
I gamle dage ville forskellen mellem idealitet og adfærd have forårsaget psykosocialt ubehag og rystelser, men ikke i dag. Vi lever fint med at være galt afmarcherede, og mange formår tilmed at gøre det til en levevej.
Ofrene er derimod vores børn, der kommer til at betale for vores gentagne undladelsessynder og arver problemet med islamoindvandringen og den dertil hørende dominans og demografi, fordi vi andre var sådanne fornægtere og fantaster.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 8. juni 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.