Eksterne skribenter

Business as usual i Londonistan

Som lamme får sidder vi og venter på at blive kørt ned af køretøjer fjernstyret af Koranen eller håber, at vi og vores går ram forbi, skriver Mikael Jalving.

Det var grundlovsdag, og statsministeren stod på talerstolen ved Ejer Bavnehøj og skældte ud på præsident Trump. Selv havde jeg travlt med at klippe hæk.

Dagen før, efter det seneste halalangreb i Londonistan, opfordrede Lars Løkke Rasmussen os til at ”stå sammen”, dvs. gøre ingenting ved den massive indvandring og de generøse velfærdsstater, som er de strukturelle forudsætninger for terror og muslimsk segregering i de vesteuropæiske lande. Du har hørt og læst det mange gange før. Terror er bussiness as usual. Eller som det hedder nytårsaften: Same procedure as last year.

”Den koldblodige foragt for liv efterlader os gang på gang tomme for ord, men med styrket vilje”, sagde statsministeren også. Hvaffor en vilje? Og til hvad, om man må spørge.

”De vil ikke forandre os”, tilføjede manden i jakkesættet.

Næ, det er problemet. Den tiltagende terror vil formentlig ikke få os til at tænke os om og ændre adfærd over islamiseringen af Vesteuropa, det er det, der er så forpulet.

Vi ændrer ingenting. Vi fortsætter blindt som hidtil under påberåbelse af at ”stå sammen”, skønt det eneste, vi står sammen om er at videregive et mere usikkert, forrået og multikulturelt opsplittet land og kontinent til næste generation. Vores børn og børnebørn vil, som vi har drøftet her på siden ved andre lejligheder, få stedse sværere ved at føle sig hjemme i et Europa, der åbner sig op for millioner af muslimer og lader som om, det ikke er noget demografisk, politisk og økonomisk problem. Som lamme får sidder vi og venter på at blive kørt ned af køretøjer fjernstyret af Koranen eller håber, vi og vores går ram forbi.

Ikke at der er udsigt til mere kløgt fra den kommende statsminister Mette Frederiksen. På Twitter lod hun vide, at ”smukke, gamle London er ramt”. Og fortsatte: ”Det er så uhyggeligt, og meningsløsheden bare vokser og vokser”.

Igen dette postulat om, at islamisk terror skulle være meningsløs. Det må være, fordi Mette Frederiksen og hendes rådgivere endnu ikke har forstået ret meget af terrorens logik: At dræbe så mange vesterlændinge, dvs. vantro, som muligt, sprede almindelig frygt blandt ikkemuslimer og true andre muslimer mod at blive for danske, tyske, svenske, britiske osv.

Det ser ud til at lykkes. Under terrorens aktuelle overflade finder vi sympatisørgrupper, radikalisering, kriminalitet og religiøs entusiasme.

Ifølge den mest omfattende og aktuelle undersøgelse, vi har, og som dækker svar fra ca. 9.000 respondenter i seks lande, mener 75 pct. af muslimer i Europa, at der kun er én korrekt og forpligtende fortolkning af Koranen. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Samtidig mener 65 pct., at religiøse love skal stå over sekulære love, hvilket kun graverer situationen. 60 pct. mener, at muslimer skal vende tilbage til islams rødder.

Den islamiske fundamentalisme, som er det ideologiske afsæt for terrorisme og antipati mod vestlige og kristne normer og værdier, er med andre ord mainstream – og langt mere mainstream end medier, politikere og indvandringsindustriens lobbyister lader forstå. Som allerede en af de berygtede vestegnsborgmestre noterede, så kender vi alle en flink grønthandler henne på hjørnet. Det er bare ikke grønthandlerens værdier, der dominerer i den voksende muslimske diaspora.

I Tyskland, hvis politiske elite ser sig selv som et foregangsland for resten af Europa, er selv ”moderate” moskeer stopklodser for integration, sådan som det blev mere end antydet af en journalist, der overikøbet var positivt forudindtaget. I bogen Inside Islamberetter journalisten, der hedder Constantin Schreiber, hvad han mødte i 13 fredagsbønner i såkaldt ”moderate” moskeer.

Én opdagelse var, at fredagsbønnerne var fulde af udfald mod demokratiet. En anden var den gentagne opfordring til, at muslimer skal forene sig mod kristne, jøder og andre undermennesker. Når imanerne talte om ”hjemme”, drejede det sig ikke om Tyskland, men om et land i Mellemøsten. Efter sine besøg i landets moskeer, konstaterede forfatteren:

Mens der foran døren til moskeen konstant bliver talt om integration, prædiker man det modsatte indenfor.

Jeg ved ikke, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen følger med i. Men det centrale lader til at prelle af. Hans taktik er tilsyneladende at skabe sit eget mikrokosmos af mening. Her kan intet ryste ham. Her vil intet blive anderledes. Det er business as usual igen-igen-og-igen:

”Når tingene bliver svære og vores levevis kommer under pres, så kan der være to meget forskellige reaktioner: Man kan vælge at lukke sig inde og forskanse sig. Prøve at holde omverdenen ude. Eller man kan insistere på åbenhed og på, at vores værdier er så stærke, at de vil sejre til slut. At lyset besejrer mørket.”

Lys og mørke, det er der, vi finder statsministeren. I poesiens pigeværelse. Lys og mørke. Bamser og dukker, prinser og prinsesser, Barbie og Ken, åbenhed og lukkethed.

Lars Løkke Rasmussen er en regulær skandale, men ikke større end at hans lyriske konstruktioner er et sindbillede på den suicidale politiske logik, der er vokset frem i Vesteuropa i løbet af de seneste 40 år. Måned for måned, år efter år, årti på årti afstår vi fra at gøre, hvad der må gøres, fordi vi er slaver af vores selvfede retorik og narcissistiske selvopfattelse: Vi er de bedste, os kan ingen tæske.

Man begynder at tvivle.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 6. juni 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.