Eksterne skribenter

Revolutionen er aflyst

Engang var socialisme noget med at forandre verden, i dag er den blevet indvendig og personlig. Følelser, kropslig varme og økomærket karma. Måske er det dens sidste chance, skriver Mikael Jalving.

Det er ikke meget, man hører til Venezuela fra Enhedslistens tivoligarde for tiden. Den latinamerikanske oliestat er i økonomisk og social opløsning. I skrivende stund ligger inflationen på den forkerte side af 700 pct. og investeringerne er for længst gået i stå, mens kriminaliteten er eksploderet sammen med fejlernæring og sult. Gadekampe og protestaktioner er blevet hverdagskost i flere af de større byer i det land, der var Sydamerikas rigeste i 1970, men med udlandskommentator Niels Westys ord i dag ikke producerer stort andet end »lighed i fattigdom« takket være nationaliseringer af banker, telefonselskaber, industri og dele af landbruget og drakoniske skatter.

Vi skal ikke huske særlig langt tilbage for at genopleve romantikken. Venezuela var hot på den europæiske venstrefløj og luften tyk af indforståede referencer til Cuba, Bolivia og Ecuador efter Hugo Chavez’ sejr ved præsidentvalget. Håbet var, at han ville bære faklen videre fra de cubanske revolutionshelte Che Guevara og Fidel Castro. Hvad Obama snart blev for de europæiske rødvinseliter i medier, kultur og akademia, var Chavez for de lidt mere iltre og udknaldede typer i Enhedslisten.

Drømmen var således intakt, da den venzuelanske præsident i 2009 besøgte Valby-Hallen og holdt en af sine maratontaler på to timer om løst og fast fra det socialistiske overskudslager.

»Revolutionen i Nord kommer. Jeg føler den. Folk i Nord, foren jer med folk i Syd og lad os sammen gennemføre den store verdensrevolution mod imperialismen, kapitalismen og døden!«, genlød frelserens ord i dagbladet Arbejderen.

Også Enhedslistens reporter stod klar med flag og mikrofon. Latinamerikanske vinde blæste over København, og det var tydeligvis forfriskende, ikke mindst fordi latinosocialismen pludselig var begyndt at lyde grøn. Ved at lade som om, at socialisme betød økologi, kunne man ramme kapitalismen og imperialismen med et nyt våben.

Man glemte bare lige Venezuela, og det blev fatalt. For man kan ikke redde verden, hvis man ikke holder orden i eget hus, hvilket altid har været socialisternes store problem. Mens de har travlt med hele kloden, smadrer de deres eget hjem.

Nogle år gik. Utilfredsheden begyndte at sprede sig ud over landets grænser. Selv gamle og hærdede sydamerikanske guerillaledere kritiserede landets ledelse. Dog mente Enhedslistens Pelle Dragsted ved Chavez’ død i 2013, at der var en tendens til at overdrive problemerne i Venezuela, og partiet ønskede landet tillykke med valget af den nye præsident, den tidligere buschauffør Nicolas Maduro.

Samme Dragsted holdt fast i drømmen for blot et år siden, da han til dagbladet Information udtalte, at »ønsker man en social revolution, så betyder det jo, at man skal omfordele og derfor tage noget fra nogen. Det siger sig selv, at det skaber polarisering.«

Polarisering er vist et mildt udtryk. Prøv med sammenbrud. I stedet åbnede enhedspartisten en lille dør på klem til selvrefleksion, idet han lod forstå, at sambasocialismen havde manglet folkelig opbakning, idet han sagde: »Jeg håbede, og det var måske for naivt, at bevægelsen ville komme.«

Håb, dette lille ord med den store knaldeffekt. Hvorfor hulan håber mennesket så meget, og socialister så forbandet meget – i stedet for at slå øjnene op? Er det, fordi så mange har forladt kristendommen til fordel for et ny, verdslig mission?

Uanset hvad er Enhedslisten ved at løbe tør for revolution. Måske hviskes der i krogene, men partiets pæne piger og drenge taler ikke længere højlydt om det latinamerikanske eksperiment, der hurtigt viste sig at være endnu ét i rækken af mislykkede socialistiske forsøg med mennesker. Partiet har ingen kommentarer. Går man ind på partiets hjemmeside, findes Venezuela slet ikke. Til gengæld forlød det fra det nylige årsmøde på Nørrebro i København, at man skal vælge kærlighed.

Kærlighed?

Engang var socialisme noget udvendigt, noget med at forandre verden fysisk og konkret. I dag er socialismen blevet indvendig og personlig. Følelser, kropslig varme og økomærket karma. Måske er det socialismens sidste chance. Kompromitteret i den ydre virkelighed. Genfødt i den indre.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 22. mai 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.