Solen skinner lige så varmt som uventet, og man skal jo også leve, mens man gør det, så jeg sætter mig udenfor med en kop kaffe og en af morfars guddommelige kanelkringler og lader som om, at alting er godt. Det er det. I fem minutter. For jeg var så dum at læse Douglas Murrays velturnerede stykke i Sunday Times om europæernes kollektive selvmord (desværre ikke længere online) og kan ikke få det ud af hovedet. Det piner mig i det hele taget, at der kan skrives så elegant om noget, der er så alvorligt. Det ligner kunst, men kommer nok tættest på virkeligheden.
Jeg interviewede Murray for halvandet år siden i København. Dengang talte han om den nervøse offentlighed, der var vokset frem først med internet, siden med islam. Offentligheden er blevet labil på grund af begge dele, og det er da også derfor, at vore politikerne nøjes med halve sandheder, sagde han og fortsatte: »Man kan sidde foran skærmen og iagttage det øjeblik, hvor deres blik flakker, fordi alt kan gå galt nu, og så begynder vandreturen rundt om den varme grød. Alligevel lader vi som om, at vi stoler på dem.«
Nu har briten så samlet nogle af sine tanker i en bog, der udkommer i morgen. Alene varslet om den får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.
Midt under EU’s blodhævn mod Storbritannien henleder Douglas Murray opmærksomheden på, at Europa som vi hidtil har kendt Europa, allerede er historie. Det skyldes, at den demografiske udvikling går så stærkt, at vi næppe kan standse eller vende den. Vi får for få børn. Og vi har inviteret hele verden herop. Det vil, uanset om man synes, det er en berigelse eller forbandelse, forandre kontinentets politiske, kulturelle og religiøse sammensætning i løbet af få generationer.
Europa vil ikke længere være Europa. Europæerne vil miste det eneste sted på jorden, som de kalder deres, og EU-systemet forværrer kun krisen. Byer som Firenze, Rom, Amsterdam, Stockholm og Paris vil nok bevare en kerne af civilisatorisk storhed, men allerede i forstæderne, der vokser og vokser, begynder en anden verden, som ikke er europæisk, men fortrinsvis muslimsk og arabisk. Disse kulturer vil vokse sig stedse mere indflydelsesrige i Europa, og kontinentet vil skifte ham.
Det er rigtigt, at disse byer og den europæiske civilisation altid har været i forandring, men aldrig før så hastigt og med så tydelige ikkeeuropæiske karaktertræk.
Vi ved f.eks., at dagens grækere ikke er det samme folk som de antikke grækere, pointerede Murray i Sunday Times. Vi ved også, at englænderne i dag adskiller sig fra dem, der var for 1000 år siden – ligesom franskmænd dengang og nu. Og alligevel må vi erkende, at der stadig er noget distinkt græsk, engelsk, fransk og europæisk over dem alle. Det er dette noget, vi er ved at sætte over styr takket være indvandring og islams voksende stjerne.
Jeg har viet en betragtelig del af min ungdom til at studere Europas historie og kultur. Det forekommer mig endnu mere musealt i dag med udsigt til de enorme forandringer, vi og næste generation allerede har taget hul på.
I min ungdom troede mine lærere og vejledere, at det ville gå fremad over en bred kam, og at revolutionen eller teknologien nok skulle redde os i trange tider; det var læren af såvel socialismen som liberalismen. I dag tynder det ud i de troendes rækker, og jeg kan i skrivende stund kun komme i tanke om to, der stadig deler dette erstatningsevangelium, og det er David Trads og Martin Ågerup, og de er mildest talt hverken lærere eller vejledere.
De fleste andre nøjes med at krydse fingre eller tænke på noget andet. Jeg cykler. Det hjælper og er en lise, men en time senere sidder jeg så her i solen og tænker på Douglas Murrays nekrolog over Europa.
Den gravalvorlige brite siger, vi har mistet troen på os selv. Det er faktisk det værste. Læg mærke til, sagde han til mig allerede dengang, at der aldrig er nogen, der protesterer, når afghanere kalder sig afghanere eller tyrkere kalder sig tyrkere: »Det er kun vores identitet, der ikke er en identitet, men noget, der opfattes som enten opfundet til lejligheden eller gammeldags. Vi tror simpelthen ikke mere på vor egen kulturelle værdi.«
De andre kan være nok så ægte. Men vi er konstruerede.
Dette kulturtab adresserer vor mand i London i sin tekst og bog, herunder vores eksplosive skyldkompleks i forhold til stort set alt, hvad der har med den europæiske fortid at gøre – lige fra korstog til halalkød. Det ulykkelige er, at Europa løb tør for strøm – og børn – netop som indvandringen satte ind efter Anden Verdenskrig, først som arbejdskraftindvandring, siden som asylindvandring, nu som altmulig-indvandring.
I alle disse år lod vi som om, det nok skulle gå, og at indvandrerne eller deres børn eller deres børnebørn ville blive som os. Argumenterne skiftede, men vandt hver eneste gang.
Først sagde man, at det var »normalt« med indvandring. Så sagde man en masse andet sludder, men det lød godt. Og tilsidst sagde man så, at det ikke kunne være anderledes.
Der står vi nu: I gæld og lån til halsen. Med få eller forkælede børn. Uden politisk ledelse. Med en mobiltelefon i snotten døgnet rundt og byer, der vokser og vokser og landområder, der affolkes i næsten samme takt som under den sorte død, og hvor man ikke engang gider ulejlige en ejendomsmægler, når man skal af med huset, for det sidste kommer alligevel ikke til at ske, og hvis det gør, ville salæret snuppe hele gevinsten.
Europa er på skideren, skønt solen skinner fra en skyfri himmel og næsten kan få én til at tro noget andet.
Mens Europa transformeres tyer vi til slagord om respekt, tolerance og mangfoldighed, som er nemme at huske, men alt for overfladiske til at rumme Europas tusindårige dybde, ånd og historie. Det er overgangsord, overgangsriter. Når transformationen er fuldbragt med EU’s velvillige bistand, og Europa ikke længere er Europa, vil det være helt andre værdier, der kommer til at dominere.
Spørgsmålet er blot hvilke.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 3. mai 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.