Mediernes korte og summariske nyhedsstrøm åbner op nye og daglige misforståelser. Som nu f.eks. denne fra i går: »Danske piger mishandlet på koranskole: Forældrene mente, at de var blevet for danske«.
Danske piger? Hvaffor nogen danske piger. I mener vel muslimske piger. Som altså bare lever i Danmark. Vist så, men det tør ingen skrive eller sige.
Derfor bliver utallige, negative sociale fænomener nationaliseret i disse år. Der er snart ikke noget dårligt, der må være muslimsk, for sådan må man ikke sige, nejmanmåsåej, for så er man racist.
Anderledes med berigelsen, naturligvis, den har du med garanti hørt omtalt, den generelle, genererede, gummiagtige og politisk galvaniserede berigelse, den har vi snart hørt om i en menneskealder, ja, vi venter endnu spændt på at se den materialisere sig, for den er muslimsk og mangfoldig, bortset fra at de to begreber har det med at støde gevaldigt sammen ligesom varmt og koldt, nord og syd, minus og plus. Muslimsk berigelse? Hvor? Hvordan? Hvornår?
Vi venter som sagt med tilbageholdt åndedrag.
Tilbage til det danske. For koranskolehistorien er god at blive klog af. Hvorfor kalder vi disse piger, der lever under stærk muslimsk social kontrol og tyranni, for danske? Fordi vi sådan ville ønske, at de var det. Det er de ikke. Deres forældre, sønner og brødre vil i hvert fald undgå, at de bliver de, om de så skal sende pigerne til Somalia, hvor det meste er op til Muhammed.
Det er kultur, for helvede! Sådan kommer det fra nogle af mine kammersjukker, når vi taler om den slags, for her ser vi ikke stort på kulturens og religionens dybe og langstrakte betydning for mennesket. Et pas gør dig ikke dansk, svensk eller tysk. Et pas er blot et ydre og formelt tegn på, at du har har visse borgerrettigheder i det pågældende land, hvis altså dette land ikke er en mislykket stat, sådan som de fleste er udenfor den vesterlandske kulturkreds, hvortil Japan naturligvis må regnes.
Når piger, der lever under sharia i Danmark, instinktivt kaldes danske, uden at de reelt lever som danske, så skyldes det ikke alene vores fromme håb om, at tænk, hvis de var det, men desuden, at vi i årti efter årti har klattet statsborgskabet væk til tusindvis af muslimer, der aldrig bliver danske, fordi de slet ikke ønsker at blive danske.
Det er jo en skandale, og det er den, vi ikke kan komme uden om med allehånde små og symbolske stramninger à la Venstre.
Næ, der skal helt andre boller på suppen, og det véd vi måske godt inderst inde, nogle af os, i hvert fald. Det forholder sig imidlertid blot således, at jo længere vi venter med at gøre det nødvendige, jo sværere vil det blive at standse migrationen hertil fra muslimske områder, sende kriminelle indvandrere ud af landet og tvinge og vænne dem, der søger om statsborgerskab, til at forsørge sig selv.
Vi er med allusion til en ny konservativ podcast blevet kolde over for Danmark. Vi har reduceret vores fædrelandskærlighed til et rødbedefarvet pas, et blåt flag med gule stjerner og et personnummer hos kommunen.
Vi er ikke udspekulerede, dorske og døende dyr, som skribenten Johan Chr. Nord siger i en fortolkning af Grundtvigs kærlighedssang Nu skal det åbenbares, vi er de levende og de døde i kontakt med hinanden, i en nærmest messende stil, der er public service for alle raske drenge og piger og tager udgangspunkt i alt det gode fra den folkelige sangskat under løbende vedligeholdelse.
Det danske er ikke blot vore institutioner, det er ikke blot vor velstand, regering, bestemte principper, vores pas, rettigheder, internetforbindelse, Carsten Jensen eller Skat. Det er vores givne tilknytning til stedet, sproget, vaner, tro og de ting, vi gør igen og igen under årstidernes gang i respekt for stedets ånd og i erkendelse af fredens skrøbelige midlertidighed.
Danskheden skal ikke opfindes, slet ikke af politikere, den ligger der såmænd lige for fødderne af os, ofte uden at vi ser eller er bevidste om den.
Vi er de danske, og der er ikke andre end os til at passe på Danmark. Det begynder i sproget. Det begynder nu, og lad os da for en gangs skyld sprede det glade budskab. Vi skal ikke være kolde, men varme. Glem revolutionen, nu gælder det relationen – forbindelsen mellem os og dem, der var her før.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 18. mai 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.