Eksterne skribenter

Nederlag i Nederland – men for hvem?

Overalt i Vesteuropa blæser der nye vinde, og forklaringen er enkel: De sociale, økonomiske og kriminologiske konsekvenser af den hidtidige indvandring er slået igennem, skriver Mikael Jalving.

Det blev ikke det kanonvalg, Geert Wilders’ Frihedsparti var spået i Holland. Hans parti gik en tredjedel frem fra 15 til 20 mandater med ca. 13 pct. af stemmerne og er næststørste parti efter ministerpræsident Mark Ruttes liberale parti med 21 pct. af vælgerne bag sig.

At danske og andre vesteuropæiske medier udlægger valgresultatet som et tilbageskridt for Wilders og blindt viderekolporterer ministerpræsidentens vurdering af resultatet som et nederlag for »populismen«, siger mere om medierne selv, nemlig at de er en del af den politiske scene, mens de hævder at stå objektivt udenfor. Også i Danmark ser vi, at journalister overgiver sig til det, der allerede for længe siden blev kaldt Journalistisk Venstreparti. De aner det bare ikke selv.

Med til historien hører sandelig også, at Mark Ruttes parti gik ca. 20 pct. tilbage, og at hans støtteparti, det socialdemokratiske PvdA, gik hele 75 pct. tilbage fra 38 til 9 mandater. Samtidig kom hele tre nye højrepartier ind i parlamentet – et kristendemokratisk, et calvinistisk samt Forum for Demokrati, der både er islam- og EU-modstandere, mens det grønne parti GL gik frem fra ca. 2 pct. af vælgerne til 9 pct og det venstreliberale D66 gik fra 8 til 12 pct. af stemmerne.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Billedet er således broget, men overordnet er der tale om et ryk mod højre.

Det er bare ikke den historie, vi præsenteres for, og det skyldes, at vore medier er strukturelt tendentiøse og får den konsekvens, at eurokratpolitikere vil fejre Wilders »nederlag« som et bevis på, at de roligt kan fortsætte deres demografiske og multikulturelle projekter i Tyskland, Frankrig, Belgien, Sverige og Danmark.

Allerede her til morgen drømmer Politikens ansvarshavende missionmand Christian Jensen i avisens leder om »europæisk forår«, idet han fejrer valgresultatet som en »demokratisk glædesstund«, der viser, at »populismens sygdom ikke er uhelbredelig«. For Politikens chefredaktør er hans modstandere som altid syge i låget. Det er patologi, ikke politik.

Tiderne er imidlertid mere politisk tumultariske, end medier, politikere og industri lader til at forstå.

Dagen før det nederlandske parlamentsvalg beroligede underdirektør i Dansk Industri Anders Ladefoged sine medlemmer med, at Geert Wilders næppe ville komme til magten – og på organisationens hjemmeside lød det majestætisk ophøjet, at »Geert Wilders’ betydning for det hollandske valg er et signal om, at selv i rige og velfungerende lande er der stor bekymring for fremtiden«.

Selv i rige samfund kan folk altså stadig føle og tænke noget. Vildt nok. Selv i rige samfund bekymrer underklassen og middelklassen og måske endda enkelte i overklassen sig om, hvad fremtiden bringer på et konkret og hverdagsagtigt plan, måske endda for gamle, kvinder og børn. Tænk, det er ikke trampoliner, tulipaner og Teslaer, alt sammen. Men vi kan alligevel tage det roligt. Situationen er under kontrol. Vi skal bare handle med hinanden.

Vore politikere, selv de såkaldt borgerlige, som nu f.eks. dem fra Venstre, er fanget i samme boble: Det skal nok gå, frygten for islam er overdrevet. Vi forhandler og mikrolovgiver os stille og roligt ud af problemerne, og se nu bare den flotte kage på Facebook! Tillykke, Inger! På spørgsmålet om, hvor mange flødeskumskager politikere vil diske op med på de sociale medier, før de æder deres egne ord, er jeg nødt til at svare flere, end nogen konditor tør drømme om. Alvoren er end ikke begyndt at dæmre.

Tilfældet Holland er ikke isoleret til trods for Geert Wilders’ »nederlag«. Overalt i Vesteuropa blæser der nye vinde. En undersøgelse offentliggjort i Berlingske forleden viser, at to ud af tre danskere vil begrænse den muslimske indvandring til landet og det selv i en tid, hvor MF’erne praler med, hvor meget de allerede strammer kursen.

Forklaringen er enkel: Det er bare snak. Realiteten er, at de sociale, økonomiske, kulturelle og kriminologiske konsekvenser af den hidtidige indvandring allerede er slået igennem og med al uønskelig sandsynlighed vil blive endnu mere graverende i årtierne fremover.

De politiske implikationer er usikre. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at det bliver vores børn, det vil gå allermest ud over – og deres børn.

Spørgsmålet er, om tilstrækkelig mange i befolkningen vil vide at stemme på politikere, der ønsker at gøre noget egentligt ved migrationsproblemet, dvs. sætte indvandringen fra muslimske områder på pause, sende kriminelle indvandrere ud af landet og arbejde for, at langt, langt flere af indvandrerne bliver i stand til at forsørge sig selv i stedet for at blive præmieret af velfærdsstaten for ikke at gøre det.

Eller – som det endnu ser ud i Danmark og Holland – at et flertal fortsat vil støtte partier og politikere, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at gøre noget ved sagen og dermed gør Europa mere muslimsk.

Hvad vælgerne vil gøre, tør jeg ikke spå om, men finder familiens pas frem. Det er nok klogest at få dem fornyet.