Eksterne skribenter

Internettet er intet mirakel

De sociale medier redder os ikke fra os selv, lige så lidt som bogtrykkerkunsten gjorde det. Vi er nøjagtig lige så syndige og paradoksale som altid, skriver Mikael Jalving.

I den forgangne uge bragte en københavnersavis en af de obligatoriske artikler om tonen på de sociale medier, som er blevet åh, så brutal, nedrig og krænkende. Det er den da, visse steder, især blandt de godhjertede og dem, der siger, at andre stigmatiserer, når de kritiserer, men der er også lyspunkter og humor side om side med hån, spot og latterliggørelse. Og vigtigere: Det er helt frivilligt, om man vil derind.

De sociale medier har endnu ikke afløst den skinbarlige virkelighed, selv om man indimellem kan få tanken. Man behøver faktisk ikke være på Facebook – eller kan nøjes med at være det, når alle andre sover.

Hvad der er mere sigende, er, at den lykkerus, som nørder, medier, forbrugere og helt almindelige mennesker blev henført til, da internettet så dagens lys i 1990’erne, nu er klasket sammen. Med lidt mere realistiske forventninger, var vi ikke blevet så skuffede.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Vi burde have vidst det fra kristendomstimerne.

Babelstårnet findes ikke på kloden, og jorden er ingen stjerne – eller som den britiske teknologiekspert Jamie Bartlett fik sagt til ovennævnte artikel:

»Vi er til vores egen store forbavselse ved at opdage, at digital teknologi ikke løser oldgamle menneskelige problemer med konflikter, magt og snæversynethed. (…) Vi troede, internettet på en eller anden måde ville løse dem.«

Men nu kan vi pludselig se al vreden, siger Bartlett.

Jeps, nu ser vi den, vreden og hadet plus det modsatte, kort sagt menneskeligheden på godt og ondt, måske mest ondt. Før skreg vi privat, nu gør vi det på nettet. Vi kan nemlig slet ikke kapere al den forbaskede information, for »når vi bliver overdynget med information, begynder vi at skyde genveje for at få tingene til at give mening,« som Bartlett tilføjer.

Jeg kan ikke undgå at tænke lidt baglæns, sådan er jeg åbenbart skruet sammen.

90’ernes og 00’ernes optimisme på internettets vegne genspiller i virkeligheden et gammelkendt tema: troen på teknikken, mediet, opfindelsen, rationalismen. Troen på, at et eller andet lige pludselig vil udrette mirakler.

Som da Barack Obama kom til magten i USA, og medierne blev hans største fan, eller som nu med robotterne, der kommer, skønt det med garanti ikke bliver lige så nuttet som i E.T. Hvad med arbejdsløsheden, i særdeleshed i industrien? Førerløse biler? Hvad når de begynder at køre mennesker ned?

De fleste ting har to sider, selv virtualiteten. Men vores eskalerende forhåbninger, der muligvis skal kompensere for den løbende afkristning af vores del af verden, er et ekko af oplysningstidens optimisme på bogtrykkerkunstens vegne i 1700- og 1800-tallet.

Læser man f.eks. Kant, Condorcet eller Bentham, bliver man slået af deres intelligens og systematik, men også af deres naivitet. De var uforbederlige optimister og sværmede for fremtiden. En skønne dag ville øjeblikket komme, skrev Condorcet i 1793, hvor solen lyste over lutter frie mennesker, som ikke godtog nogen herre udover deres egen fornuft. Med Den Franske Revolution ville alt det positive blive illumineret, mens alt det dunkle og onde ville forsvinde som dug for solen: religion, tyranner, slaveri, ulighed, ondskab. Teknikken ville vinde, kundskaberne ville sejre. Rigdom, dyder og fred ville afløse fattigdom, laster og krige. Marx mente det samme – blot efter en nødvendige og uundgåelige klassekrig.

Det gik knap så godt, skønt bedre end Marx spåede. Og på samme måde med internettet og de sociale medier.

Menneskeheden blev ikke bragt til uanede højder på grund af dem. Det teknologiske nirvana udeblev. Cyperspace viste sig ikke at indeholde en åndelig dimension, vi ikke kendte i forvejen. Internettet gav os ikke verdensfreden. Bloggosfæren kan stadig ikke konkurrere med Dostojevskij, Encyclopedia Britannica eller kødelig kærlighed. Vi var og er nøjagtig lige så forbandet syndige og paradoksale som altid – med eller uden den nyeste teknologi – og det er det, der gør os interessante for hinanden. Vi er ikke omvandrende genier, fordi vi kan google alt; vi er dem, vi altid har været, og det kan ingen ideologi eller teknologi nogensinde lave om på.

Beklager.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 9. mars 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.