Lørdag kl. 15.50 gav Lars Vilks Komiteen sin ytringsfrihedspris til den syriske digter Adonis under stort politiopbud på Christiansborg. Ingen blev skudt, de fleste drak vin og spiste flæskesvær, og udenfor skinnede den mest strålende forårssol.
Hvis jeg ikke allerede har sagt det tydeligt nok, så lad mig sige det igen: Tak til politi og PET for nok en gang at stå vagt om frihed og fædreland. Og til Henrik Dahl fra Liberal Alliance, der havde inviteret os indenfor.
Jeg må samtidig tilstå, at jeg hellere havde siddet på cyklen den eftermiddag, men indimellem må man ofre sig for andet og mere end sit eget ego, og de ca. 50 fremmødte deltagere var vidne til og havde en opbyggelig debat om kunstens retning i en verden uden grænser.
Hans Hauge fra Aarhus Universitet vendte det meste på hovedet, ikke som en jonglør, men som en af de sjældne akademikere i dette land, der evner at tænke og tale imod strømmen. Hauge forestillede sig bl.a., at stadig flere europæiske forfatterskaber vil blive tabuiseret i fremtiden med henvisning til deres politiske ukorrekthed og fremdeles ikke vil kunne læses i skoler og ved højere læreanstalter. Selv gadenavne med litterære referencer vil forsvinde – ligesom i Freiburg af i dag, efter at den tyske filosof Martin Heidegger for alvor er faldet i unåde.
Hilde Sandvik fra Norge var Hilde Sandvik fra Norge, smuk, begavet og prægnant. Hun talte om Rushdie-sagen og Muhammedkrisen som to afgørende vandskel på vor rejse fra fatwa til jihad over de seneste 25 år. Og mindede om historikernes og forfatternes fælles opgave: at pege på det udeladte, det unævnelige og hindre, at verden falder i søvn foran tabletten.
Derpå tog Jon Eirik Lundberg ordet og talte om spændingen mellem det offentlige rum og det private rum, hvor diktaturet adskiller sig fra demokratiet ved kun at have et privat rum. Lundberg mindede desuden om de aktuelle diktaturers paradoks: Samtidig med, at de rykker tættere på os (og dermed truer vores livsform), kommer de også tættere på vores offentlige rum, der indimellem skaber ravage, i en vis grad, også for diktaturet. Nogle gange med blot en lille tegning.
Dermed var ordet givet videre til Lars Vilks, der er et levende bevis på, at en tegning stadig kan provokere, og han rundede af med kritiske bemærkninger til den aktuelle kunstscene domineret af stedse mere politisk korrekthed samt refleksioner fra sit liv i eksil i sit eget land på den anden side af Øresund. Hvorpå publikum kunne stille spørgsmål eller kommentere slagets gang.
Til sidst havde jeg den fornøjelse at motivere prisuddelingen til Adonis – og sagde så:
Kære Allesammen,
Vi er nu kommet til det øjeblik, hvor årets Ytringsfrihedspris skal uddeles. Prisen er ren ære, ingen mønt, men ære og hæder til en person, som i det forløbne år aktivt har promoveret tankefriheden, ytringsfriheden og trykkefriheden ved netop at bruge den i praksis uden taktiske hensyn til de eventuelle konsekvenser.
Årets modtager har ikke alene været aktiv i 2016. Han, for det er en han, blev født i 1930 med det borgerlige navn Ali Ahmed Said i Syrien, hvor han voksede op og studerede filosofi, før han blev sendt i fængsel for politisk aktivitet. Efter sin løsladelse drog han til Libanon og borede sig ned i arabisk filosofi og tog en doktorgrad.
Ved siden af alt dette akademiske arbejde digtede han. Et af hans mest læste værker Sange af Mihyar fra Damaskus er netop udkommet på dansk ligesom første bind af hans hovedværk med den danske titel Bogen, Stedets gårsdag er nuet. Førstnævnte af Lindhardt & Ringhof, sidstnævnte af Forlaget Underskoven.
Dagens prismodtager er kendt i store dele af verden som Adonis og har været nævnt som Nobelpriskandidat i flere omgange.
Det er derfor en stor ære for denne lille komite at kunne uddele årets pris til Adonis.
Vi tildeler ham prisen, ikke for at sole os i hans berømthed, men for at værdsætte hans forfatterskab, mod og årelange bidrag til debatten om islam og demokrati. Adonis får prisen for ikke blot at være en filosofisk-æstetisk stemme med dybe indsigter, der kan være svære at åbne op. Men for ligeledes at have vendt sig ud mod verden og taget del i dens politiske og åndelige stridigheder.
Sådanne forfattere og kunstnere hænger ikke på træerne, men Adonis formår begge dele: Både at skrive og at handle. Både at sætte ord sammen og at gå op mod magthavere, politiske såvel som teologiske, der vi knægte individers ret til at bestemme over eget liv og tænke selv. På denne måde legemliggør Adonis de stolte idealer fra Oplysningstiden – samtidig med, at han anerkender, at religion kan være et menneskeligt og eksistentielt afsæt for det at være menneske.
I et interview fra 2011 sætter han fingeren på et uhyre interessant og centralt spørgsmål: Hvordan kan det være, at den arabiske civilisation, der dog har præsteret så meget inden for kunst, kultur og videnskab, ikke på noget tidspunkt i løbet af de seneste 1500 år har frembragt én eneste bæredygtig, civil og human muslimsk stat?
Hvorfor er den arabiske storhed blev afløst af muslimsk misere?
Forklaringen er som sagt ikke religion som sådan. Religion, sandelig også islam, kan som sagt have eksistentiel værdi.
Forklaringen er mere kompleks. Forklaringen er, at islam i vid udstrækning har været og er blevet fortolket som en politisk religion. Altså, at den virkeliggjorte islam ikke var haft og ikke har ønksket noget skel mellem det hellige og det profane, sådan som vi kender det fra kristendommen, der jo netop opererer med de to regimenters adskillelse.
Hvad betyder det?
Jo, det betyder, at når religion ikke blot er en privatsag, så bliver den politisk og juridisk, ikke kun i de store spørgsmål om ven- og fjendskab, men også i familien og i forholdet mellem kønene.
Adonis taler i bogen med den slående titel Vold og islam om denne udmøntning af islam som forklaringen på, hvorfor vejen fra islam til det sekulære demokrati har været så lang og trang, for ikke at sige umulig.
Adonis ser alt dette indefra og tør tale direkte om forholdene. Når Adonis taler om »vores kultur« og »vores historie«, taler han om sin egen muslimske baggrund, som i hans øjne hindrer menneskelig værdighed og eventuelle politiske og sociale fremskridt.
I jubelårtiet efter kommunismens fald troede vi andre som bekendt, at historiens møllehjul var standset i et evigt Disneyland, og at alle med tiden ville blive til små venlige pandaer i et shoppingcenter.
I dag forstår vi rykvist, at det var en bedragerisk illusion.
Adonis leverer sådan et ryk, idet han med sine refleksioner og henvisninger til primærkilder blotlægger den intolerante, selvgode og voldsfikserede praksis i dele af islam, der ikke tillader folk at tænke selv og behandler kvinden som et dyr, der skal afskærmes mod seksuel, eksistentiel og politisk frihed, og opfatter hende som en skabning, der inkarnerer seksualiteten både på jord og i paradiset.
At skrive sådan noget er hverken populært i Mellemøsten eller i Vesten. Men Adonis rammer en realisme, der er sjælden i kulturlandskabet, og hans mod er smittende. Adonis inspirerer ikke alene til poesi og lyrik, men til en demokratisk samtale, til ytringsfrihed og civilcourage – og når det er sagt, så kan det næppe være nogen overraskelse eller noget chok, at han modtager Lars Vilks Komiteens ytringsfrihedspris 2017.
Vi er beærede over, at Adonis modtager den. Derfor skal jeg i Adonis’ fravær – han kunne desværre ikke komme til København – skal jeg bede hans danske forlægger Tom Ahlberg fra Forlaget Underskoven om at komme herop og modtage prisen, som vil blive uddelt af Lars Vilks.
Tak skal I have!
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 15. mars 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.