I søndags havde jeg fornøjelsen af at deltage i en timelang debat på Aarhus Teater som en del af Aarhus 2017 sammen med en flok drevne debattører. Mine direkte modparter var forfatteren Carsten Jensen og den tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt, Noa Redington.
Jeg har aldrig holdt af Jensens meninger, men lige siden jeg begyndte at læse aviser, har jeg sat stor pris på ham som stilist og provokatør.
Det var før internettets tid. Når jeg fik fri fra skole, havde jeg tre kvarter, til min rutebil kørte. Jeg satte mig ind på biblioteket på Nonnebakken i Odense og fandt Det fri Aktuelt frem for at læse Jensens ugentlige klumme.
Det var en fest af eder og forbandelser, øgenavne, flabede vinkler og iltholdig kritik, og det var længe før, at hans eget segment – Politikens og Danmarks Radios – blev besat af tonen og den postmodernistiske forestilling om, at ordet skaber, hvad det nævner. Vel gør det ej, ord er ikke magi eller alkymi, det er allerhøjst lyrik. Så det var ud over stepperne, og et eller andet sted syntes jeg, at Carsten Jensen var kongerigets klogeste mand.
Snart var han også den mægtigste. Hvad Carsten Jensen skrev og sagde, blev op igennem 90’erne forvekslet med den skinbarlige sandhed, og vore veje skiltes. At se ham blive pave fik protestanten frem i mig, og jeg begyndte i stedet at læse Søren Krarup, hans svorne fjende.
Det var således med en vis veneration, at jeg gik i clinch med ham i Aarhus. Hans budskab var det samme som i 90’erne, og hans næsten grådkvalte fordømmelse af tidens nationalisme og fremmedfrygt lød som et blindt ekko af dengang. Det var som at møde en historisk kilde, et levn fra en fjern fortid.
Men så skete der noget overraskende.
Med sit selvværds nonchalance kom Carsten Jensen til at kalde Berlingskes konstituerede chefredaktør Anna Libak ved et forkert navn, og den fangede hun straks og replicerede, at Carsten Børge Jensen tog fejl. Det var uhørt – og urkomisk! Kort efter gentog Søren Villemoes fra Weekendavisen spøgen, og det blev den faktisk ikke dårligere af. Den Carsten Jensen, der evig og altid har udstillet sine meningsmodstandere som enten idioter eller dårlige mennesker, blev pludselig udsat for voksenmobning. Og publikum elskede det.
Som tommelfingerregel må man forsøge at tale nogenlunde pænt, men tonebruddet var en sigende episode. Som illustrerer, hvor langt den offentlige mening har bevæget sig siden 90’erne, herunder hvad det overhovedet er muligt at sige i fuld offentlighed.
Forskellen på dengang og i dag er, at Carsten Jensen og hans verbale tæskehold ikke længere har patent på sandheden. Folk med hans synspunkter bliver derimod imødegået uden blusel og med humoristisk overskud her, der og allevegne. En vis ligeværdighed har indfundet sig.
Alligevel manglede der noget i Aarhus.
Under den langstrakte debat om demokratiets fremtidsudsigter var der ingen, der henviste til kristendommens relevans, hvilket understreger en generel tendens: Når vi taler om fremtiden, er kristendom ikke længere aktuel.
Nu handler det i stedet om bederum, islam og halal, og end ikke den siddende regerings såkaldte strammere har forstået, at religionsfrihed ikke er det samme som religionslighed. Eller for at sige det med sognepræst Marie Høghs præcise ord: »Man må være fuldstændig lige så kristen eller muslim, som man gider. Men civilsamfundet skal ikke indrette sig efter en anden religion end kristendommen.«
Engang var den herskende fællesskabstanke i dette land »ud-af-mange-én«. I dag er idealet vendt på hovedet, så det hedder »ud-af-én-mange«. Danmark er ved at blive et samfund, hvor vi alene har forskelligheden til fælles.
Denne udvikling står i skærende kontrast til den historiske kendsgerning, at vi som danskere og europæere står i gæld til den kristendom, der over et langt historisk stræk har promoveret de sekulære værdier, som vore demokratier hviler på.
Diskussionen i Aarhus mimer således holdningen i EU: Kristendommens betydning kan negligeres; den er i bedste fald museal. Når kristendommen en sjælden gang dukker op i kulturprogrammer, lyder det da også med den største naturlighed Befri gudstjenesten! kurateret af lige dele eventmagere, imamer og kalejdoskopiske mash-up-gøglere.
Vi har alle sammen glemt eller fortrængt, hvorfor vi er så sekulariserede. Vi taler lystigt om danske værdier, men glemmer helst den kristne arv, som man må acceptere, også selv om man ikke tror på Jesus.
Vi står ikke kun på skuldrene af en flok oplysningsfilosoffer fra 1700-tallets Paris, London, Genève, Königsberg og Napoli. Vores historie er længere end som så, uanset om vi kan lide det eller ej. Hvis vi vil forstå os selv selv og vores land, må vi have begreb om kristendommen. Carsten Børge Jensen tager fejl – igen.
Men det gør mange andre også.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 2. mars 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.