Eksterne skribenter

Venstrefløjens tre store svigt på 30 år

Først svigtede den arbejderklassen, dernæst svigtede den velfærdsstaten, og så svigtede den nationalstaten, skriver Mikael Jalving.

Få ord kan være meget sigende. Da Enhedslistens intellektuelle fyrtårn Pelle Dragsted forleden blev forelagt en analyse af venstrefløjens afvisende holdning til nationalstaten over de seneste årtier, lød hans svar sådan her: »Man kan sagtens tale om en venstreorienteret fædrelandskærlighed uden at være racistisk«.

Dragsteds svar viser, hvor løst racismeanklagerne sidder på venstrefløjen til daglig. At den regnbuefarvede politiker har brug for at understrege, at det faktisk er ok at have sympati for det land, man er født, opvokset eller bor i, kondenserer hvor trangbrystede de røde er blevet, og illustrerer til fulde, hvorfor han og store dele af den europæiske venstrefløj har mistet grebet om tidsånden. Mens de går rundt og leder efter »racister«, fræser den politiske virkelighed forbi dem.

For at forstå, hvorfor venstrefløjens mantra blev »antiracisme«, må vi spole lidt baglæns. Venstrefløjens manglende forståelse for og kærlighed til fædrelandet bunder nemlig i hele tre skelsættende svigt over de seneste 30 år: Først svigtede de røde arbejderklassen, dernæst svigtede de velfærdsstaten, og så svigtede de nationalstaten.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

(1) Arbejderne blev svigtet af partier, der kaldte sig arbejderpartier, da disse forvandlede sig til arbejdsløshedspartier fra midten af 70’erne og snart under indflydelse af den begyndende økonomiske migration sydfra.

Det blev den lokale underklasse, der måtte holde for. Arbejderne mærkede som de første de sociale konsekvenser af indvandringen fra især muslimske og arabiske lande i de større byers forstæder. Men da arbejderne i vid udstrækning ikke kunne stemme med fødderne, stemte de på Fremskridtspartiet og senere DF til venstrefløjens store fortrydelse og Socialdemokraternes fordømmelse.

(2) Dette svigt stod ikke alene. For venstrefløjen svigtede samtidig den velfærdsstat, de ellers mente at advokere for. Mens de talte rørstrømsk og inderligt om velfærdsstatens sociale og demokratiske velsignelser, svækkede de fra 80’erne og fremad dens eksistensgrundlag år for år ved at hilse tusinder og atter tusinder asylindvandrere velkommen uden at stille krav til deres selvopholdelsesdrift eller evne til kulturel assimilation. Assimilation blev et fy-ord. Formodningen var derimod, at selv arabiske indvandrere, der overalt i verden er de mindst villige til at tilpasse sig kulturen i ikkeislamiske lande, ville blive danske blot ved at opholde sig i Danmark.

I Norge har de just undersøgt, hvad denne type af indvandring koster en nordisk velfærdsstat. Det korte svar er godt 100 mia kr. om året, og at udgifter forbundet med indvandring på sigt vil tappe statens skattegrundlag. Det forventes, at al løn- og produktivitetsvækst skal bruges på indvandring allerede fra omkring 2035.

(3) At venstrefløjen også svigtede nationalstaten, er Pelle Dragsted selv inde på. Det skete, da man fra begyndelsen af 1990’er omfavnede den såkaldt globale verdensorden, slugte EU og dyrkede FN, som var alt dette en manifestation af John Lennons berømte hippiesang Imagine. Kommunismen var død og begravet, men den universalistiske godhed genopstod i nye gevandter og gav den nye venstrefløj englevinger.

Der er flere paradokser i denne fortælling om omvurderingen af alle nationale værdier.

Et af dem er, at den europæiske venstrefløj paradoksalt nok anvendte det kapitalistiske Amerika som fakkel, når det gjaldt synet på indvandringen, men fuldstændig overså det historiske faktum, at Amerika bygger på en britisk-protestantisk kernekultur tilbage fra de første bosættere i 1600-tallet og 300 år frem.

Som præsident John F. Kennedy sagde med de berømte ord, da den amerikanske nationalisme stod højest på himlen i 1961: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land«. Sådan kunne en venstreorienteret politiker aldrig have udtalt sig i Europa. Tænk f.eks. på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der rummer alle tre svigt i én person.

USA har været en magnet på indvandring i århundreder, og indvandrerne tog i høj grad til USA for at blive amerikanere. Som den tyske bladmand Josef Joppe siden kommenterede tørt, så er det samme ikke tilfældet for tyrkere, der kommer til Tyskland. Dette er problemet i en nøddeskal: Kultur betyder meget mere, end vi har været villige til at indrømme. Ikke bare til venstre, men også til højre.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 17. februar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.