Troen på den egohumanistiske stormagt fosser ud af Sverige

Glem Trump for en stund. Spændingerne i Sverige handler om mere og andet end det og bliver også dansk virkelighed, hvis vi lader stå til, skriver Mikael Jalving.

Sverige er som en dæmning: Først pibler det, så strømmer det, nu fosser det. Sådan skriver den danske Sverigesblogger Snaphanen om den seneste tids uroligheder i vores kære naboland, og Snaphanen har så evig ret, selv om både han og jeg frygter, at det bliver meget værre endnu i årtierne fremover.

Efter fossen kommer oversvømmelsen, og efter den, ja, hvad sker der så?

Det er ikke til at sige. Ingen kender fremtiden mere end på kort sigt. Tiden overrasker selv den bedste. Engang havde svenskerne ABBA, nu har de så fået Allah.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Det mest sandsynlige er vel, at alle de kræfter, der igennem 40 år har brugt indvandringen som en rambuk for multikulturalisme og en løbende dekonstruktion af det gamle Sverige, bliver trængt tilbage i den offentlige meningsdannelse med risiko for at blive udskiftet en skønne dag. De er allerede i defensiven og bliver mere og mere desperate ved udsigten til at miste magt, status og social kapital. Det er derfor, de tager kampen op mod Trump. Kampen mod ham skal redde medieeliterne selv.

Spørgsmålet er blot, om Sverige overhovedet står til at redde. Er de demografiske og sociale konsekvenser reversible? Hvis ikke, er det mest sandsynligt, at de indre spændinger bare vil vokse yderligere frem mod et crescendo, som ingen har lyst til at kende konsekvenserne af.

Men ting og sager sker der da. Senest er Sveriges multikulturelle misere blevet et emne på den storpolitiske twitterscene efter Donald Trumps klodsede henvisning til klodens duksedreng, landet, hvor alting plejede at fungere.

Klodset var det. Præsidenten havde angiveligt set en dokumentarudsendelse om Sverige med titlen Stockholmssyndromet, han talte ikke om en (fiktiv) terrorhandling, såvidt jeg har forstået. Hvorfor ophidselsen på de sociale medier var skudt helt forbi.

Dagen efter havde vi så balladen i Rinkeby ved Stockholm, der netop konfirmerede, at noget er ravruskende galt i Sverige og har været det længe. Det hører med til historien, at angrebet mod politi og brandvæsen i Rinkeby mildest talt ikke er et enkeltstående tilfælde. Moderaternes medlem af Stockholms Kommune Arin Karapet supplerer: »Begivenhederne i Rinkeby var tragiske, men desværre ikke unikke. Angreb, stenkast, vandalisering, skududløsninger og mord er blevet hverdag i forstæderne«. Folk begynder at forstå alvoren.

Tilfældet Sverige handler ikke om, hvorvidt Trump har ret eller er en løgner. Glem Trump for en stund. Spændingerne i Sverige handler om mere og andet end det. Når vi projicerer alting over på Trump, negligerer vi den svenske virkelighed.

Hvad der står tilbage, er, at en længe efterlyst værdidebat endelig har ramt Sverige.

For nogle år siden gik antropologen Karl-Olov Arnstberg og journalist Gunnar Sandelin møjsommeligt i gang med at dissekere landet, hvor eliterne er holdt op med at tænke og har overgivet sig til en postmodernisme, hvor intet har kerne, og al bevidsthed er en illusion. Alt kan derfor sættes sammen, som man vil, og det er fjollet overhovedet at bede om tilvænning.

På toppen af denne postmodernisme har eliterne konstrueret en egohumanisme, som de sværger til. Egohumanister mener f.eks., at vi skal vælge, ville og turde verden i stedet for at begrænse os. Vi skal sige ja og velkommen, ikke nej og luk grænsen. Følgelig har de udviklet en dynamisk platform for egohumanister for hvem multikulturalisme er fantastisk – bare ikke i mit kvarter!

Deres fejlslutning mellem, hvordan virkeligheden bør være, og hvordan den er, er indbygget i stort set alt, hvad de tænker og siger. De fatter ikke hykleriet, de fatter ikke konsekvensen af deres egen sociale religiøsitet. De er blevet denne postmodernitets levende manifestation. Karl-Olov Arnstberg opsummerer i sit eget standpunkt i opposition hertil:

(1) Det gode sidder ikke i sproget eller tonen, men i politikkens sociale konsekvenser.
(2) Det gode samfund kan kun opretholdes, hvis fornuften har fortrinsret frem for følelser.
(3) Det gode samfund kræver gode institutioner. Fungerer de ikke, f.eks. på grund af overbelastning, bliver konsekvensen et dårligt samfund. De rige skal nok klare sig. Det er alle os andre, der bliver ramt.

Arnstberg og Sandelins bøger har ikke været til salg i almindelige boghandler, men har alligevel solgt i rekordstore oplag via nettet. For nogle uger siden udkom deres tredje bog sammen med titlen PK-samhället på eget forlag, naturligvis, eftersom intet kommercielt svensk forlag tør udgive noget så oplysende og kontroversielt.

PK er den svenske forkortelse for politisk korrekthed, og politisk korrekthed er i Sverige som i Danmark en identitets- og statusmarkør. Se mig! Se, hvor god jeg er! Jeg gør gode gerninger, herunder byder fremmede velkommen (teoretisk set), deler globaliseringens mirakler, kæmper for såkaldt antiracisme, feminisme, klimaangst og multikulturalisme, herunder forsvaret af indvandrernes, seksuelle minoriteters og dyrs rettigheder. Mere tvivlsomt er det, hvorvidt almindelige svenskere også har ret til Sverige.

Lad mig i samme åndedrag nævne den kurdisk fødte svensker Tino Sanadajis nye bog Massutmaning (Masseudfordring), hvis tilblivelse er finansieret via crowdfunding, og som ligeledes tager fat i værdidebatten med masser af statistik og økonomi. Sanandaji har fulgt debatten i flere år og været endog meget virksom på de sociale medier med links og datamateriale. Hans bog er pt. den mest udlånte bog på svenske biblioteker og er blevet en bestseller udenom det almindelige distributionsnet ligesom Arnstberg og Sandelin. Læs uddrag her.

I den stedse mere spændte kondition, landet bevæger sig ind i, appellerer flere svenske medier nu til, at svenskerne viser loyalitet over for Sverige. Det lyder utroligt. Fædrelandskærlighed er ellers officielt afskaffet. Det viser sig da også at være den sædvanlige manipulation, når Dagens Nyheter beskylder en Sverigesdemokrat for at sprede et negativt billede af landet til præsident Trump. Sandheden er, politikeren blot har skrevet nogle debatindlæg, som avisen vel at mærke ikke kunne dokumentere faktafejl i. At skrive sin mening bliver således det samme som at være illoyal og landsskadelig.

Når man lige tænker sig om, forstår man, at det slet ikke er Sverige, svenskerne forventes at bakke op om, men det multikulturelle projekt gennem 40 år ved samme navn. Skide være med fædrelandet, når blot du opretholder facaden udadtil! Som Snaphanen tørt noterer: »Den herskende klasse i Sverige er ganske åbenbart mere optaget af “billedet af Sverige i udlandet,” end af Sveriges tilstand i sig selv.«

Sverige er syret, men vi andre skal ikke komme for godt i gang. I dag har hver fjerde københavner indvandrerbaggrund. Og hvad så, spørger den tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom Rasmus Brygger. I Malmø er andelen 50 pct. Og hvad så?

Ja, det betyder bl.a., at der er meget mere bandekriminalitet, meget mere personfarlig vold, herunder voldtægter og overgreb. På det svenske politis skriveborde ligger pt. mere end 157.000 uopklarede forbrydelser, stort som småt, alt i allt en stigning på 11 pct. i forhold til året før.

Ifølge Aftonbladet, hvem ingen kan anklage for at være indvandringskritisk, bliver flygtninge og uledsagede børn helt ned til 14-års-alderen rekrutteret af banderne i Malmø. Først med gaver, senere med trusler om, at hvis ikke du gør det beskidte job, såsom at transportere narkotika eller våben eller at uskadeliggøre en fjende, så venter der dig en voldsom straf. Allerede nu er den syriske gruppe på vej ind i kriminaliteten, skønner en politikommissær ifølge avisen med henvisning til, at flere af bandemedlemmerne lærte hinanden at kende på vejen til Sverige. Problemet bare vokser og vokser.

Politiet siger officielt, at de ikke ved hvorfor. Jeg vil tro, at de har en mistanke; ellers er politiet dummere, end politiet plejer at tillade.

Politimanden i Örebro Peter Springare beskrev for nylig situationen med en sjælden åbenmundethed. Han er på sporet.

Så hvorfor?

Kan det have noget at gøre med, at antallet af mennesker i Sverige med udenlandsk baggrund (dvs. født udenlands eller født i Sverige med to udenlandsk fødte forældre) er vokset med 996.234 siden 2000, altså lige knap en mio., mens antallet af mennesker med svensk baggrund er faldet med ca. 24.000?

Det er ikke en monokausal forklaring. Sig gerne efter mig: Langtfra alle kriminelle er indvandrere, men de er heftigt overrepræsenteret. Er det den strukturelle forklaring på, hvorfor den kriminelle kultur vinder frem?

Døm selv. Jeg siger bare: Den svenske virkelighed bliver også dansk, hvis vi lader stå til.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 23. februar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.