Eksterne skribenter

Velkommen til Pokémon No Go Zone

Så vidt har vi drevet det, at det bliver anset for humanisme at forværre problemerne på begge sider af Middelhavet, skriver Mikael Jalving.

Et sandt mylder af børn i alle aldre mødte os, da sønnike og jeg besøgte haven bag Det Kongelige Bibliotek i København en lun sommerdag. Det var som at ankomme til et børneunivers lavet af Bubber for Danmarks Radio. I stedet for at slå sig ned i skyggen af Søren Kierkegaards statue for at læse Frygt og Bæven eller Begrebet Angest fór drenge og piger rundt med mobiltelefoner for at fange fantasiskabninger i det populære spil Pokémon Go, der blander den virtuelle verden med den virkelige.

Jeg var skeptisk og midaldrende og lagde straks mærke til, at græsset blev trådt ned til karse, men havde sagt ja til at gå med, så junior kunne prøve løjerne ligesom sine kammerater. Stedet og spillet var på nulkommafem blevet højeste mode, og jeg kunne knap nok slæbe min pokémon med hjem efter halvanden time; udmattet og dehydreret, men lykkelig.

I mellemtiden skulede jeg til Kierkegaard med tanke på livets endelighed og troens valg og ramtes af den mere konkret bedrøvelige sindsstemning, at det da kun ville være et spørgsmål om tid, før kriminelle bander udnyttede de nye samlingssteder i byen for børn med dyre mobiltelefoner og kreditkort. Og ganske rigtigt.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Forleden blev tre arabiske drenge på henholdsvis 16 og 17 år dømt for gentagne plyndringer og overfald på børn i den nærliggende Kongens Have. De tre havde ifølge flere medier tævet løs på ofrene med næveslag og under knivtrusler tilbageholdt flere af børnene, mens den ene af de dømte gik fra den ene pengeautomat til den næste med ofrenes dankort, hvilket sikrede dem flere tusinde kroner ad gangen.

Et af ofrene var fyldt 18 år og havde en bilnøgle i lommen. Den fandt røverne og tvang ham derpå til at vise dem hen til bilen og køre ud til Christiania, hvor de kvitterede med at forsøge at sælge bilen. Da det sidste mislykkede, stak røverne af i bilen, men kørte galt efter få km og flygtede derpå til fods.

En sådan kriminel råhed hos teenagere, der formentlig har gået mindst ni år i den danske folkeskole, gør indtryk i en proces- og terapiorienteret modernitet som den på bjerget herskende. Men Danmark er samtidig under hastig forandring takket været fejlslået indvandring og integration, og medierne glider med i misforstået hensyntagen til gerningsmændene. Således fandt dagbladet Politiken det irrelevant at oplyse læserne om gerningsmændenes navne og dermed etnicitet. JP kundgjorde derimod, at de dømte hedder Fahad Al-Ghazzi, Nour Mohamad og Ibrahim Osman.

Gerningsmænd afetnificeres og anonymiseres i danske medier hver eneste dag. Ikke efter dekret, plan eller i ønske om at lyve, men efter indskydelse. Det skal ikke hedde sig. Hvad vil læserne tænke, hvis deres værste fordomme bekræftes? Arabere igen?

Da bliver det store spørgsmål, som enhver redaktør må stille sig i det ganske land: Hvordan kan vi, der ynder at skelne mellem news og views, fortsat tro, at offentligheden har tillid til os, når vi skridt for skridt indfører svenske tilstande ved at udelade kriminelles etniske herkomst i rapporteringen af overfald, tyverier, trusler mm.? Det næste bliver vel, at også de officielle kriminalitetsstatistikker skal mørklægges ligesom i vores naboland, grebet af uvidenhedens ideologi.

Mens vi kæfter op om falske nyheder her, dér og allevegne, slører vi selv vigtige detaljer i beskrivelser af den skinbarlige virkelighed forbundet med hovedløs indvandring og kuldsejlet integration.

Det hænger ikke sammen – eller også hænger det netop sammen.

Måske er sandheden, at vi simpelthen ikke ønsker at glo ret ind i den sociale virkelighed, for den giver os bange anelser om det kaos, der risikerer at ramme vores børn og børnebørn, hvis ikke vi bremser migrationen hertil fra muslimske og arabiske områder og anvender vores økonomiske midler til at forsøge at få afrikanerne til at blive i Afrika.

Vi kan hverken fjerne de store problemer i Afrika eller de afledte problemer i Danmark, men vi kan måske forhindre, at de bliver meget større. Dét kan vi kun gøre ved at standse trafikken nordpå og motivere migranterne til at blive.

Så vidt har vi drevet det i politisk galimatias, at det bliver anset for humanisme at forværre problemerne på begge sider af Middelhavet ved at lade alting gå deres skæve gang, som var det et spil, der forveksler den virkelige verden med en virtuel.

Artikkelen ble først publisert hos Jyllands-Posten 27. januar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.