Eksterne skribenter

Haves: eliter. Ønskes: nye eliter

Den største trussel mod de vesterlandske værdier kommer fra Berlin, Davos, Bruxelles og det grænseløse-multikulturelle eksperiment, skriver Mikael Jalving.

»Red Aftenlandets kultur!«, stod der på CDU’s valgplakater i 1948 med henvisning til Vesterlandets kristne, nationale og frihedsorienterede arv. Det ville være fuldstændig utænkeligt i dag. Da Angela Merkel fra samme parti blev valgt til kansler i 2005, var det på fravær af grænser og global åbenhed.

Kontrasten er slående. I det 19. og 20. århundrede var de uddannede eliter nationalt indstillede. Det er de ikke længere. Opbakningen til nationalstaten og det overleverede har undergået en transformation siden verdenskrigene, særligt efter 1968. Fra at være orienteret mod det konkrete, lokale og sociale fællesskab, er fællesskabstanken blevet globaliseret og samtidig atomiseret.

Det er ikke Vesterlandet, der har forandret sig, det er vesterlændingene, især eliterne.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Engang troede de, at folket ville gøre oprør mod autoriteter, traditioner og systemer. Det skulle vise sig at gå lige omvendt. Masserne gik ikke på gaden. Det var autoriteterne, der gjorde oprør mod de kulturskabte goder, de selv stod på skuldrene af. Det var mildest talt overraskende, men akkurat hvad der skete. Verden blev vendt på hovedet, da de nationale eliter forkastede nationen og i stedet blev globaliseringens disciple.

Transnationale normer knyttet til en bogstavelig tro kommer således ikke alene demografisk fra den muslimske indvandring til Europa. Også de vestlige akademiske, politiske, kulturelle og økonomiske eliter er blevet afnationaliserede. Ikke af islam, men af en anden ideologi.

Man strides om, hvornår forandringen skete, al den stund det skete glidende, men i dag er den herskende selvopfattelse blandt de uddannede og dem ved muffen kosmopolitisk til trods for, at deres postnationalisme ingen historiske, geografiske eller lokale rødder har. Den har kun sin egen idelogi at falde tilbage på. Men som den amerikanske politolog Samuel Huntington understregede i den nærmest profetisk aktuelle Amerikabog Who Are We? fra 2004, er skrivebordsprojekteret ideologi en meget dårlig lim til at holde sammen på forskellige folk uden en fælles etnisk, kulturel eller historisk referenceramme. Ideologier kommer og går. Det folkelige består.

Så når Venstres tidligere medlem af Europa-Parlamentet Karin Riis-Jørgensen i JP (11/1) mener, at Vestens værdier er under pres med henvisning til Trump og Putin, har hun ret i konklusionen, men tager fejl i analysen. Riis-Jørgensens såkaldte »værdier« er formelt liberale værdier afkoblet fra den kultur og civilisation, der har skabt dem. Som utallige i det politisk-administrative segment anskuer hun Europa oppefra, ikke nedefra og negligerer dermed den moralske og religiøse kapital før liberalismen og fremskridtstroen.

Samme fejltagelse klæber til det globale præsteskab af 2.500 topchefer, kommissærer, ministre og kendisser, bedre kendt som World Economic Forum, som i næste uge mødes til vin m.m. i den schweiziske bjergby Davos og i en rapport advarer mod »emner, der relaterer sig til national identitet, kulturelle værdier og etnisk oprindelse«.

Eliten har endelig forstået, at noget er galt, men ikke hvad. Forventeligt som slud i januar fortsætter oprøret mod det nationale i Davos, Bruxelles og i Politiken, skønt det ikke er »populismen«, der er problemet, men den politisk-administrative kamp imod borgernes udbredte fremmedgørelse i mødet med økonomisk krise, masseindvandring og politiske institutioner ude af stand til at konfrontere problemerne.

Jo mere eliterne gør oprør mod folket, jo større vil konfrontationen blive.

Vesterlandet forstået som kultur og civilisation – ikke ideologi – er muligvis ved at vågne. I så fald vil det bestående ikke bestå, og nye eliter vil forhåbentlig træde til.

Det er på tide, vi tager Europa tilbage fra globalisterne, ligesom det er påkrævet, at vi tager Danmark tilbage fra føderalisterne. Det sker ikke uden borgernes indsats og civilcourage, kun hvis vi tør og formår at kanalisere utilfredsheden ind i nye politiske og kulturelle former og institutioner.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 12. januar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.