I morgen oprinder dagen; dagen, hvor Donald Trump indsættes som Amerikas 45. præsident, og verden går under. Aktiekurser vil styrtdykke, den politiske samtale vil splintres til atomer, Hollywood forbløde, Robert De Niro og venner udvandre til Canada, og alt, hvad der før var solidt og givtigt, vil være på vej mod fuldbyrdet kaos. Om en uge er Tredje Verdenskrig i fuld gang. Det, vi har ventet på siden den store jokers mildest talt overraskende sejr imod alle odds i november, vil nu materialisere sig med en intensitet og et omfang, ingen havde set komme. Alting vil blive opløst i en sky af damp, støv og WD40. Dommedag nu.
På amerikansk østkysttv sidder snesevis af enslydende journalister som Katty Kay fra BBC World News America og bekræfter hinanden i, at de nyeste nye meningsmålinger dokumenterer, at den amerikanske offentlighed er dødtræt af Trump på grund af »tonen«, før han har sat sig til rette i præsidentembedet, og at det næste kapitel i undergangen bliver endnu mere graverende og vil ende i spasmer.
Fra alpetoppen Davos, hvor alverdens rigmænd mødes i World Economic Forum, forlyder det programmatisk, at globaliseringen står for fald på grund af brexit, Trump og eksistensen af en ny »farlige klasse« af vrede og fobiske vælgere. Rigmændenes narrativ er ligeså forudsigeligt som en Hollywood-film – bare uden happy ending: De Gode møder de Dumme, og fornuften trues af korrumperende følelser, hvis ikke magthaverne genvinder kontrollen.
Herhjemme har genierne for længst forudsagt Europas snarlige undergang i mødet med tarvelig nationalisme, nyfascisme og kryptonazisme. Tidligere udenrigsministre, slatne klummeskribenter, redaktør dit og generalsekretær dat, hele panserdivisionen af forurettede primadonnaer, dovenlarser og lobbylener, der hader det folk, de skriver for, er gået i panik.
Med brexit og Trump er ånden ude af flasken, og hvor er det dog befriende. Nu kan vi måske tale om tingene i stedet at fortsætte blindt som hidtil.
Trump siger alt det om brexit, Merkel og islamiseringen af Vesteuropa, som enhver borgerlig politiker burde have sagt for længst. At der skulle en tryllekunstner som Trump til, for at sandhederne blev sagt oppefra om EU’s transnationale multikulturalisme, briternes heroiske forsøg på at vinde suveræniteten tilbage og eliternes grasserende kulturelle selvhad, sætter manglen på overordnet dømmekraft i relief blandt borgerlige politikere i de etablerede partier i hele Vesteuropa.
Mange nye ansigter har vi set, mange nye navne har vi øvet os i at huske, og lige lidt har det hjulpet. Den europæiske mainstreamborgerlighed har fortjent Trump, brexit og alt, hvad der måtte komme – Wilders, Le Pen, hele pivtøjet – som retfærdig hævn for at have snorksovet i årtier og tilmed selv skabt forudsætningerne for miseren. Så kan de lære det – hvis de altså vil.
I stedet for at lægge ører og øjne til det crescendo af rituelle fordømmelser, som må forventes på tv, i radio og sociale medier, så und dig selv et par timer i selskab med den 31-årige amerikaner J.D. Vance, der har skrevet en forstyrrende erindringsbog om sin egen white trash-familie fra Kentucky og Ohio. Bogen hedder Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and Culture in Crisis og er allerede blevet en bestseller.
Med »forstyrrende« mener jeg noget positivt, thi her får man et sjældent indblik ind i den sociale mentalitet og virkelighed, som har været med til at bringe Trump til magten. I stedet for dommedagsprofetier får læseren sat ord og metaforer på den sociale nedtur, der har ramt store dele af den amerikanske befolkning, og som de tæt sammenslyngede økonomiske, kulturelle og politiske eliter slet ikke har haft blik for i deres egen jagt på status, rigdom og succes. For slet ikke at tale om deres nok så afslørende overlegenhedsfølelse over for mennesker, der ikke har kunnet krave op ad karrierestigen og ikke er konverteret til den politiske korrekthed personificeret af Obama og Clinton-klanen.
Du kommer med garanti til at høre mere til J.D. Vance, om ikke andet fra mig. Men dommedagen, den er hermed udsat til bedre tider.
artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 19. januar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.