Eksterne skribenter

Derfor får vi mere Trump i Europa

Hjælp til selvhjælp: Hvis de trøstesløse eliter vil have mindre Trump, skal de skrue gevaldigt ned for migrationen og Unionen, skriver Mikael Jalving.

Fredag tjekkede jeg ud. Ud af den medierede virkelighed til fordel for min familie, min cykel og huslige pligter. Jeg orkede det simpelthen ikke. Orkede ikke at høre på orkesteret af enighed, koret af fordømmelse, lyden, lugten, synet, smagen af anti-Trump. Var således glad for, at Kasper Støvring tog weekendvagten.

For er der noget, som samler i Vesteuropa, er det hadet til Trump og det, denne mobiliserede masse tror, han repræsenterer, selv om det meste endnu bare er snak og rygter om, at manden er fascist.

Jojo, hans stil, den er dårlig, pralende, forfængelig som en tudse, og den kan vi more os over og vrænge ad i koret. Men er det ikke for nemt? Er manden sexist? Muligvis, måske ikke mere end Clinton, altså Bill, eller tidligere præsidenter. En skidt karakter? Sikkert.

Men hvad med indholdet, det politiske, substantielle indhold, der vel at mærke er mere og andet end løsslupne brokker om, hvordan kvinder skal behandles i en privat stund? Hvad med det egentlige, The Real McCoy?

Her er præsidenten allerede gået i gang og har annulleret den indgående handelsaftale med en række mellemamerikanske lande og Japan. Det er alvorligt for disse lande – snarere end for amerikanerne – der langtfra er så afhængige af handel over grænserne som de fleste andre lande, herunder Danmark. I stedet vil præsidenten tilsyneladende indgå bilaterale aftale om told m.v. med hvert enkelt land. Hvad udfaldet bliver, er usikkert.

Resultaterne og fremtiden er i det hele taget præget af uvished.

Det er det nye. Med endnu en Clinton ved magten i Washington, ville det meste formentlig have fortsat om hidtil, dvs. mere statsgæld, flere krige, stedse flottere festtaler om demokrati og forandring fra pompøse podier om demokrati, mere FN, mere islam, mere krænkelsesfundamentalisme, værre medier, endnu mere radikaliserede universiteter, mere misforstået samarbejde med arabiske regimer, større økonomiske forskelle – og allervigtigst – fortsat massemigration mod Amerika.

Som historiker Henrik Jensen skriver i glasklar mandagskommentar med reference til Reformationen, der for 500 år siden skabte en Luther og et forandret Europa, er det afgørende bag tidens overordnede tendenser i Vesten ikke spørgsmål om bi-, trans- og homoseksualitet eller tonen i debatten, men den ukontrollerede globale migration koblet til EU’s undergravning af de nationale demokratier. Det er migrationen og Unionen, der vækker bekymring og opbrud, ikke ord og sladder på de sociale medier. Det er akkurat samme cocktail, der føder trumpismen:

»Folk stemmer ikke, som de har gjort ved brexit, Trump og mange nationale parlamentsvalg, på grund af økonomisk ulighed, hvor markant den end måtte være blevet, eller fordi de har følt sig tabt bag det globale højhastighedstog, hvor god grund der end er til det, men først og fremmest på grund af utryghed i en global situation, hvor systemet og dets ledere i årevis har demonstreret manglende evne og og vilje til at sikre frem for at vækste.«

Jeg vil indvende, at den økonomiske stagnation i brede lag sandelig også spiller ind, men Jensen fremhæver det væsentlige.

Vist er USA stadig verdens eneste supermagt, men i al sin glans er USA efterhånden en temmelig broget eller blandet succes. I stedet for at forblive at være bosætternes smeltedigel blev Amerika i det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede migranternes salatskål med parallelle samfund, store sociale skel og atomisering. Med kenderen Samuel Huntingtons klare diktion: Hvis det ikke havde været for de første angloamerikanske bosættere, ville Amerika ikke have været Amerika, men et Mexico, et Brasilien eller et Quebec. Hvad USA er i dag, er et åbent spørgsmål. Et kolossalt Sverige – bare med militærmagt og baseball?

Mit bud er, at USA ligesom Europa 500 år efter Reformationen befinder sig i det Michael Thestrup i et læserbrev i Berlingske forleden kaldte Transformationen. En proces, som allerede har stået på i årtier, men som vi først nu begynder at få ord for. Transformationen er glidende og muligvis lige så epokegørende som Reformationen og indeholder en bevægelse fra homogene og velstående nationalstater – til multikulturelle, ufredelige, relativt fattige, beboede områder indrammet af overstatslige institutioner uden folkelig legitimitet.

Trump m.m. må ses som en reaktion på denne glidende proces, og reaktionen, som har akkumuleret og akkumuleret i årtier, er kun lige begyndt.

Hvis de trøstesløse eliter vil have mindre Trump, skal de med andre ord skrue gavaldigt ned for migrationen og Unionen. Det kommer næppe til at ske. Ergo får vi mere trompet, bare vent og se.

Artikkelen ble først publisert hos Jyllands-Posten 24. januar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.