Vi kender det fra sportens verden, og vi kender det fra kultur og samfundsliv. Det er såre banalt, men vi har det med at glemme de enkle sandheder, fordi de forekommer selvfølgelige: Hvis man ikke kan tåle at tabe, kommer man aldrig til at vinde. Hvis man tror, man er verdensmester, bliver man det aldrig. Det er desværre for sent at spørge sejlsportslegenden Paul Elvstrøm (1928-2016), der døde i går, men jeg er sikker på, han ville være enig.
Alle, der kaster sig ud i sport, må øve sig i at komme til kort. Ellers går de i stå og mister måske lysten til at fortsætte. Hvad værre er: De lærer heller ikke sig selv at kende.
Jeg er i den heldige situation, at jeg er rundet af denne historisk konstante, kulturelt variable sandhed gennem opvækst, sociale normer og foreningsliv og prøver at give den videre til mine børn.
At kunne tabe handler dybest set om at se sig selv i øjnene og forstå, at man for at præstere må øve sig, træne – og fejle. Et menneske, som udvikler sig, skal kunne tåle det samme, som en civilisation skal kunne for at overleve: Se modgang i øjnene og lære af den.
Det er præcis, når vi føler os sikre, at vi ikke længere er det. Da sløves vore instinkter og refleksioner. Optimistisk dekadence er vores værste indre modstander; selvkritik og skridtvise forbedringer vores bedste ven. Eller hvad den canadisk-amerikanske taleskriver David Frum i et interview for ti år siden kaldte betydningen af ”korrektionens genese”, den konstante debat med sig selv.
Værsågod, her har du samtidig et af Vestens kulturelle særkender, at nederlaget rummer sejren i sig som en mulighed og ikke som en garanti eller et privilegium.
Hvis man omvendt vil forstå, hvorfor muslimske samfund har det med at fostre social elendighed, vold og sekterisk religiøsitet, kan man begynde her – i nederlagets filosofi. For når nederlag i overvejende grad opfattes som tab af ære og nærvær af skam, erkendes og læres der kun, at nederlaget må afvises eller helt benægtes. Da bliver tabet en trussel mod mandigheden, gruppen eller klanen, ikke en mulighed for at gøre tingene bedre, hvorfor machokulturer da også har det med at stå i stampe.
Som samme David Frum tilføjede med henvisning til israelernes indstilling til tingene: »Du kan se det i Libanon. Mens Hizbollah fejrer, at de ikke blev totalt udslettet, spørger israelerne sig selv, hvorfor de ikke vandt en fuldgyldig sejr«.
Vist er der et stykke vej fra krig til sport, men nederlagets filosofi randt mig i hu under tilblivelsen af min nye bog Cykling er min kirke, der er skrevet som en kærlighedserklæring til sporten og den oase af frihed, lighed og broderskab, cykling rummer i varierende tempo og vidt forskelligt terræn.
Jeg er ingen stjerne på cykel, men gør mit bedste og finder stor ro og glæde i at konkurrere mod jævnbyrdige og dem, der er bedre, på de danske landeveje og i skovens mudder. Jeg kan roligt sige, at cykling har gjort mig bedre til at tabe, og når den første skuffelse har lagt sig lørdag eller søndag eftermiddag, spirer nye ideer til træning og løb. Måske ikke hver gang, og måske ikke helt rent, thi hævn og misundelse hører med, men jævnligt og jordisk.
Vor tids vestlige anerkendelses- og rundkredspædagogik går desværre den anden vej. Her er der ingen tabere – og derfor heller ingen vindere. Alle tilhører en postuleret mængde af rundesang og relativisme, hvor lærerens, trænerens eller mentorens autoritet må vige til fordel for ”pluralisme”, og anerkendelse ikke længere er noget, man gør sig fortjent til, men noget man har krav på.
Tab og vind med samme sind, siger vi. Når bare vi har det sjovt eller hygger os. Det burde hedde: Vind uden blær og lær af dit tab.
Det er sindelaget, der gør forskellen, kulturen, indstillingen, den psykosociale ydmyghed, som bunder i en respekt for aktiviteten, uanset om det er sport eller den opgave at forvalte eksistensen efter bedste evne. Den amerikansk-engelske digter T.S. Eliot skrev det:
Vi bliver til hule mænd og kvinder med paralyseret energi, når vi ikke gør os umage. Genstande uden form, skygger uden betoning, gestik uden bevægelse. Leg uden alvor. Liv uden kamp. Kamp uden liv.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 8. desember 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.