Eksterne skribenter

Sverige – en tilståelsessag

Afstanden mellem stockholmerideologien og det reelt eksisterende Sverige er afgrundsdyb. Maskerne ikke bare falder, de er helt væk, skriver Mikael Jalving.

Det er et år siden, at den socialdemokratiske regering i Sverige indførte grænsekontrol. Det skete, som mange vil huske, i løbet af nulkommafem og stort set uden debat. Regeringen skiftede politik, og de etablerede medier fulgte i hælene på flertallet.

Baggrunden var imidlertid ganske dramatisk, hvilket blev udtrykt overraskende klart af justitsminister Anders Ygeman, som tiggede og bad de øvrige EU-lande om hjælp til at standse indvandringen til Sverige. »Flygtninge truer vores samfund«, blev han citeret for i JP.

Nu kunne og kan man mene, at ansvaret herfor primært lå hos regeringen og de tidligere regeringer, men Ygeman talte som om, der var tale om en helt ny situation – og ikke kulminationen på 30 års bevidst markedsføring af Sverige som hele verdens samvittighed.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Situationen var ude af kontrol, tilkendegav ministeren med udsigten til tyverier, vold, overfald, social uro og etniske konflikter eller det, han kaldte »den seriøse trussel mod den offentlige orden og den indre sikkerhed«.

Et år senere er det på en eller anden apatisk og uhyggelig måde blevet den nye normal. Vi har vænnet os til, at Sverige er i fuld gang med at gå op i limningen, hastigst i bestemte byer og kvarterer samt i den svenske skole med eskalerende sammenstød og animositet til følge. For nylig bad politiet i Malmø landets myndigheder om hjælp, fordi de er ved at drukne i drabssager.

Mens Det Radikale Venstres Morten Østergaard fra det københavnske caféliv roser Sverige for at være et ”humanistisk” foregangsland, har landets egen justitsminister implicit erkendt, at det sociale eksperiment, der har stået på i løbet af en hel generation, er forlist, og at svenskere fremover kommer til at frygte for deres personlige sikkerhed.

Hvis ikke de mange hundrede tusinder indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika og deres efterkommere allerede udgjorde et problem for den nationale sammenhængskraft, var det ingen stor sag at klare 100.000 flere. Men bægeret er fyldt.

Desuden havde regeringen brug for at signalere handlekraft; der dog mest af alt gik ud på at skælde andre lande ud for at varetage deres nationale interesser – mens regeringen pludselig bekendtgjorde, at den var tvunget til at gøre ligeså. Grænsekontrollen var en tilståelsessag.

Et år senere er samme regering stadig ved magten. Sverigedemokraterne har ramt 20 pct. i meningsmålingerne, men Moderaterne vil ikke samarbejde med dem. Ergo fortsætter tingene deres skæve gang.

Miseren har sin egen historie, som jeg har forsøgt at beskrive flere steder siden 2010, men blev udmærket opsummeret af JP’s lederskribent for knap tre år siden. Lederen beskrev, hvad vi nu ser i fuldt flor: De venstreliberales hidtidige – og fejlslagne – meningskontrol, eliternes hykleri og det forestående nationale sammenbrud:

»I store dele af den svenske offentlighed bliver alt, hvad der bare stikker en lille smule ud, slået ned eller skammet ud. På den måde bliver landet åndeligt fattigere og mindre varieret, mens repræsentanterne for den politiske ensretning praler med, hvor meget de elsker mangfoldighed. Deres tolerance er en maske. Bag masken gemmer sig en postuleret enighed om, hvad der er godt og ondt, og ve den, der forsynder sig mod denne ortodoksi. Vedkommende er en frafalden.

Det er denne kontrol over sjælene, som de politiske, kulturelle og industrielle eliter ønsker at fastholde i Sverige. Det er en kamp om magt, sådan som politik altid er, men den får et religiøst skær over sig i Sverige.

Engang blev konger kronet og salvet af kirken under højtidelige ceremonier. I dag er det tilsyneladende nok at formulere sig salvelsesfuldt i politik, medier og kultur for at nå royale højder og se ned på folk, der ikke udtrykker sig korrekt nok til at blive en af det fromme selskab. Fromheden er ikke til at tage fejl af. Den er puritansk, selv om den kalder sig både social og liberal. Den er fundamentalistisk, selv om den skilter med at være åh, så demokratisk, og den er ekstremt svensk til trods for, at dens talsmænd fantaserer om, at den kan blive global.

Så slemt går det nok ikke. Den svenske selvforståelse møder kritik i disse år – selv i Sverige – og maskerne viser tegn på at krakelere. Når afstanden mellem ideologi og virkelighed bliver for stor, falder de.«

Det er akkurat den, afstanden mellem ideologi og virkelighed, der nu viser sig at være afgrundsdyb. Maskerne ikke bare falder, de er helt væk.

I årtier har en salig blanding af altruister, feminister, antiracister og kommissærer buldret løs mod de ”fremmedfjendtlige” masser med ”xenofobiske” tilbøjeligheder, såsom f.eks. at være modstander af opførelsen af flere moskeer i Sverige – og prædiket, at masseindvandringen var globaliseringens jernhårde lov og i øvrigt en gylden chance for Sverige: En historisk unik mulighed for at forny sig – demografisk, kulturelt, økonomisk, socialt osv. osv. og befri landet fra den nationale arv og tyngde.

Indvandringen fra de arabiske områder var Guds gave til det svenske folk. Endelig kunne det holde op med at være så forbandet svensk.

Men, ak, se nu der… I dag er der stort set ingen – bortset fra pendlerne mellem Skåne og Københavnsområdet – der kritiserer grænsekontrollens indførelse. Måske fordi et stiltiende flertal har forstået, at den er gal i Sverige. Justitsministeren lå på knæ – hjælp os! Hjælpen udeblev. Svenskerne ligger, som de har redt, og uret tikker.

Vores naboland har – som en tidligere svensk FN-soldat udstationeret i Libanon skal have gjort opmærksom på – flere træk til fælles med netop Libanon: en svag nationalfølelse, et svagt nationalt forsvar, svag politimyndighed, ekstrem god adgang til våben og stoffer samt en stigende afmagt og fremmedgørelse i de brede lag.

Kan Sverigedemokraterne nå at komme til magten, førend det er for sent for den unge generation af svenskere, der vokser op i disse år? Og har de gangbare løsninger?

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 16. november 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.