Eksterne skribenter

Ren besked om islam

To nye bøger viser hver deres vej i forståelsen af islam og islamisme, skriver Mikael Jalving.

Det er ved at blive vinter og dermed bogsæson. I de kommende måneder vil jeg løbende skrive om bøger, der præger vores tid, gerne dem, der irriterer den magelige smag og politiske korrekthed.

Vi lægger ud med en bog, som fik Politikens anmelder til at slå knuder på sig selv. Her var en bog skrevet af en syrisk æstet, poet og Nobelpriskandidat. Problemet var bare, at forfatteren skriver kritisk om islam.

Navnet er Adonis. Hans bog hedder Vold og islam, altså, en titel, der vil noget. Bogen er et partsindlæg i ordets ideelle forstand, en stemme, der selv har lod i striden og anskuer denne indefra efter et langt livs studier. Når Adonis taler om »vor kultur« og »vores historie«, taler han om sin egen muslimske baggrund, som i hans øjne hindrer menneskelig værdighed og politiske og sociale fremskridt.

hege_banner_rights_special_778x150

Med islam hentyder Adonis til politisk islam, og han har et skarpt blik for magten i islam, herunder magtens konkrete konsekvenser for det civile, private liv, for kvinders ufrihed og fraværet af dissens, fordybelse og den dannelse, vi vesterlændinge traditionelt har sat højt, men med globaliseringen er kommet under eskalerende pres.

I jubelårtiet efter kommunismens fald troede vi, at historiens møllehjul var standset i et evigt Disneyland, og at alle med tiden ville blive til små venlige pandaer i et shoppingcenter. Det tror de sådan set stadig i Venstre, Dansk Industri og på Institut for Menneskerettigheder, mens andre forstår rykvist, at det var en bedragerisk illusion.

Adonis leverer sådan et ryk, idet han med sine refleksioner og henvisninger til primærkilder flår sløret af voldskulturen i den islamiske tradition helt tilbage fra Muhammeds tid og blotlægger den intolerante, selvgode og voldsfikserede praksis, der til stadighed reducerer  muslimer til zombier og ikke tillader dem at tænke selv, behandler »vantro« som gudsbespottere, der skal forfølges, og kvinder som urene skabninger, der inkarnerer seksualiteten både på jord og i Paradis.

De fleste muslimer har end ikke forstået, at islam frisætter instinkterne. De tror, det modsatte er tilfældet. »Denne vold«, siger Adonis, »ophæver ikke blot muslimernes bevidsthed, men hele deres menneskelighed«.

Og fortsætter: »De er nødt til at tro uden at sætte nogen form for spørgsmålstegn ved profeten, hvad enten det er på det religiøse, intellektuelle eller det sociale plan. Derfor bliver volden hellig«.

Det gode er det, der er tilladt inden for islam, mens det onde er det, der er tilladt hos andre folkeslag.

Hvis Rasmus Alenius Boserup skrev sådan noget i sin nye bog Hvad svarer vi jihadisterne?, ville han formentlig blive korsfæstet af dagbladet Politiken. Det gør han da heller ikke. Den yngre seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier befatter sig ikke med islam, men med jihadismen, der defineres som den mest militante gren af islamismen.

Boserup anskuer jihadismen som en politisk bevægelse og i mindre grad et psykologisk, teologisk eller kriminologisk fænomen. Jihadisternes vold og mord tjener et politisk mål: »De ønsker at påvirke beslutningstagere, nedbryde eksisterende og skabe nye regeringer, samfundsformer, økonomier, territorier og stater«.

Der er med andre ord mening i galskaben; en kollektiv og international trang.

Så langt, så godt. Mange – heriblandt redaktører og journalister – negligerer bevidst eller ubevidst denne erkendelse, når de reagerer på terrorhandlinger med afpolitiserende bemærkninger eller overskrifter om »galninge«, »tabere«, »ensomme ulve«, »vanvidsvold« eller »nihilisme«. Der er som oftest fejltagelser; jihad er en kalkuleret handling. Jihad er hverken uforklarlig, fremmed eller uventet, men et middel til at fremme et politisk og religiøst mål.

Volden kommer således ikke ud af det blå. Det er akkurat derfor, vi behøver Adonis. For at forstå bagkataloget, der ikke bare skyldes fraktioner i Mellemøsten eller er forventelige reaktioner på Vestens krigsførelse.

Islamisme og jihadisme kan ikke erkendes på et dybere plan uden rødder i islam, forstået som en politisk styreform og sharia, hvor muslimer påstås at være ét under profeten i et verdensomspændende kalifat af retfærdige. Islam i dag er også den historiske islam, sådan som Adonis siger med en moden frækhed, stadig færre tør ytre.

Hvad DIIS-forskeren overser, er, at kulturer kun forandrer sig meget langsomt. Hans argument mod, hvad han benævner »kulturessentialisme«, er imidlertid en stråmand. Alene de uforstandige påstår, at kulturer er uforanderlige eller skrevet i granit. Men de trækker ud.

Så hvad svarer vi jihadisterne? Vi skal standse krigen mod Islamisk Stat og støtten til de autokratiske arabiske regimer. OK. Hvad så bagefter?

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 3. november 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.