Eksterne skribenter

Menneskerettighederne er løbet løbsk

Det er vores opgave at forsvare, hvad der på én og samme tid er europæisk og dansk. Husk historien og tag en tænkepause, skriver Mikael Jalving.

Jeg er ked ad at sige det, men menneskerettighederne er blevet en religion. Den amerikanske historieprofessor Samuel Moyn fra Columbia University kalder dem for vores sidste utopi i bogen The Last Utopia: Human Rights in History. Ved metafysikkens magiske mellemkomst er menneskerettighederne blevet omsluttet af en aura, der udstyrer deres mediebårne, professionelle og institutionaliserede talsmænd og kvinder med en helt særlig mission, som kun meget få og dumdristige iagttagere betvivler legitimiteten af.

Se på Mogens Lykketoft eller Zenia Stampe – og så véd du, hvad jeg mener.

Det, vi kalder menneskerettigheder, betød oprindelig borgerrettigheder, og selv om præciseringen lyder uskyldig, er forskellen større, end man skulle tro.

hege_banner_rights_special_778x150

De friheder, som Europas første militær- og skattestater kunne tilbyde sine borgere, var borgerlige friheder, som lå inden for staten, ikke uden for den. Til trods for at naturtilstanden var det teoretiske udgangspunkt for naturretstænkningen i 1600- og 1700-tallets Europa, blev borgerrettighederne tænkt ind i et samtidigt og konkret fællesskab; de var ikke en universel drøm eller en filosofisk tilbagevenden til naturen.

Bag naturrettens abstraktioner lå indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648. En fred, der afsluttede 30 års religionskrig i Europa. Fredsaftalen betød, at et system af international ligevægt blev etableret i Europa. Ligevægten kunne ikke forhindre krige i at opstå, men indførte en modus vivendi mellem de europæiske stater, beroende på deres indbyrdes anerkendelse af hinandens legitime interesser og kontrol med eget territorium.

Den nye orden, som blev etableret, var ikke imperiets orden, endsige nogen guddommelig af slagsen, men en langt mindre, mere operationel og realistisk orden ud fra princippet om staternes suverænitet og gensidige magtbalance.

Den orden, vi forstår som orden i dag, og som er under tiltagende pres, er således et barn af Den Westfalske Fred for knap 400 år siden. Det var på en måde europæernes gave til sig selv. Det var nationalstatens politiske logik, der her blev grundlagt.

Europas historie er med andre ord noget specielt i verdenshistorien.

Historien om de fleste andre civilisationer er omvendt fortællingen om imperiers fødsel, blomstring og forfald. Se på Kina, se på den islamiske verden.

Langt fra det europæiske kontinent lå det imperiale Kina, hvor den ene kejser med guddommelig personifikation afløste den næste. Tættere på Europa lå den islamiske verden, der var blevet islamiseret på rekordfart efter Muhammeds død tilbage i 600-tallet. Nordafrika, Mellemøsten og dele af Asien og Europa var i løbet af få hundrede år kommet under islams herredømme. I »fredens hus«, dvs. i de erobrede områder, var der ingen suveræne stater, ingen suveræne nationer, ingen international orden, kun en lang række af kaliffer, klaner og sultaner. Det er normalen udenfor Europa: Fravær af sekulær lovgivning, mangel på nationer, borgerskab og kristendom. Sådan var det derimod ikke i Europa efter Romerrigets fald.

Jørgen Møller, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, griber i et nyt og glimrende bind af universitetets Tænkepauser, fat i den sene del af middelalderen, når han skal forklare Europas særkende, herunder tilblivelsen af demokrati, retsstat og markedsøkonomi.

Forudsætningen for denne treenighed er en bevidsthed om polariteten mellem kirke og stat, pave og kejser, monarki og imperium, det religiøse og det verdslige. Uden denne dikotomi – og kristendommens indre kampe – var der næppe blevet noget moderne Europa, som vi kender det i dag.

Den Westfalske Fred konfirmerede dette historiske kendetegn, og lige siden har den europæiske orden været præget af nationalstater og pluralisme og ikke underlagt én eneste hersker eller én forenet identitet. Tværtimod.I mere end tusind år har der eksisteret en dyb skepsis mod universelt styre og de helliges forsøg på at kontrollere det profane.

Dette skyldes naturligvis ikke mangel på ambition og magtbegær, men spejler det specifikke forhold, at ingen regent har været så stærk, at vedkommende kunne undertvinge andre regenter i Europa eller dirigere rundt med forskellige og uafhængige samfundsgrupper. Mange har forsøgt – med Napoleon, Hitler og Stalin som de mest berygtede eksempler – men ingen har evnet. Til tider har der været en længsel og nostalgi efter universalismen. Den forcerede udvikling af Den Europæiske Union udtrykker en sådan. Men hver gang er det gået galt.

Det blev staten, hverken imperiet, dynastiet eller den religiøse konfession, der byggede den europæiske orden. Jørgen Møller citerer den tyske historiker Otto Hintze for, at det moderne Europa blev skabt i en verden af »skubben og masen« og indbyrdes konkurrence eksternt og internt, hvor kongerne blev udfordret af kirkens mænd, adelen og byernes eliter. Systemet ville ikke tolerere megalomane ambitioner og aspirationer, ligesom konkurrerende stænder, stormænd og parlamenter i de europæiske stater krævede, at en ny konge skulle underskrive en bindende håndfæstning.

Den moderne stat var oprindelig de konkrete friheders garant. Kongen var bundet af loven – dvs. lokal lov – og den pragmatisk-spontane orden. Borgerrettighederne var ikke menneskerettigheder, de var snarere privilegier – bogstaveligt talt – private love, ikke universelle love.

Som Jørgen Møller konkluderer, var middelalderens udvikling af rettigheder for bestemte grupper en forudsætning for, at disse rettigheder kunne blive udstrakt til resten af befolkningen.

Det er akkurat her, vi er gået fejl. Vi er historisk afkoblede. Vore menneskerettigheder er blevet abstrakte og uhåndterlige. De nye megalomane »europæiske værdier«, som bannerføres fra Bruxelles, er på længere sigt en trussel mod Europas overlevelse, fordi de strider mod Europas historiske dna, forsøger at udviske både de territoriale og politiske grænser og åbner risikoen for en mere vilkårlig magtudøvelse alt efter, hvordan vindene blæser i lukkede, bureaukratiske og fjerne institutioner som EU eller FN.

Vi har som den algierske forfatter Boualem Sansal udtrykker det i en tysk avis, ulykkeligvis »sat menneskeligheden foran alt andet«.

Det er derimod vores opgave at forsvare, hvad der på én og samme tid er europæisk og dansk.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 14. november 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.