Eksterne skribenter

Mediernes aktuelle problem er noninformation

Det er oplagt at undgå irrelevante detaljer, der forstyrrer forståelsen af en kriminalsag. Men det er kun den halve sandhed.

Jeg læser sjældent Den Korte Avis. Det skyldes ikke, at jeg er enig i den rituelle udskamning af avisens redaktører og læsere. Jeg anerkender sitets relevans, men får bare så rigeligt med historier hver eneste dag om den arabiske indvandrings konsekvenser over det ganske Vesteuropa, at jeg er nødt til at vælge noget fra. Jeg er ikke altædende og desuden afhængig af at tænke på mit mentale helbred og kanalisere noget af min vågne energi over i erfaringen med, at tilværelsen tillige rummer poesi, kærlighed og ufattelig skønhed.

Men den forløbne uges historie om det makabre mordforsøg på en kvinde i Niedersachsen fik mig alligevel til at bore lidt i den delikate sag og stille mig selv det spørgsmål, om de etablerede mediers vedtagne presseetiske regler egentlig er rationelt funderede. Svaret er nej. De gældende regler indeholder en konflikt, som vi er nødt til at gøre os klart.

Min nysgerrighed vaktes af den sædvanlige strøm af Ritzau-telegrammer. Ingen af dem gjorde mig stort klogere på de dramatiske begivenheder i Tyskland. Den 28-årige tyske kvinde viste sig at have muslimsk baggrund, og lokale medier indikerede, at der var tale om et »æresdrab« og citerede en kilde, der angiveligt stod offeret nær, for, at »sådan er det i vores kulturkreds«.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Der var altså mere til historien, end at en 38-årig mand havde bundet sin ekskone til anhængertrækket på sin bil og trukket hende gennem byens gader, mens deres lille søn angiveligt sad i bilen og kunne høre moderens skrig. Den bestialske handling havde muligvis et dybere lag af psykokulturel betydning, hvor mandens ære er et svar på kvindens skam. Det var i hvert fald en relevant hypotese at arbejde videre med al den stund, at motivet kendes fra den islamiske verden.

Men nej, offentligheden blev efterladt på perronen. Medietoget kørte videre. Uden den relevante kontekst gav begivenhederne ikke anden mening, end at der var tale om en jaloux galnings værk.

Hertil vil nogle muligvis svare, at de presseetiske regler, som de fleste danske medier har valgt at underlægge sig, forpligter dem til at sløre oplysninger om eksempelvis etnicitet. I den udmærkede guide til god presseskik, udarbejdet og vedtaget af Dansk Journalistforbund og Danske Medier i 2013, hedder det således, at »en række oplysninger bør kun nævnes, hvis det er relevant for sagen. Det gælder oplysninger om familie, race, etnicitet, nationalitet, tro, seksualitet eller organisationsforhold.«

Korrekt, det er oplagt at undgå irrelevante detaljer, der forstyrrer forståelsen af en sag eller et sagskompleks. Men det er kun den halve sandhed. For selvsamme guidebog stadfæster et endnu vigtigere princip, nemlig princippet om noninformation. Her understreges det, at »det er i strid med god presseskik, hvis et medie forsøger at hindre, at informationer af væsentlig betydning for offentligheden bliver offentliggjort«.

Vel kan det diskuteres, om et medie aktivt hindrer offentliggørelsen af væsentlige oplysninger ved ikke at bringe dem til torvs, men mediet kan gøre det passivt, dvs. ved at udlade at dække sagen i sin helhed. Således bliver mediernes information til noninformation, og det sker hver eneste dag, typisk via Ritzaus nyhedsbureau.

Der er ret beset ikke tale om misinformation eller løgn, men om et fravær af væsentlige forhold til forståelsen af sagskomplekser, især i kriminalstoffet. Og det skal vi se at få stoppet, før vi får svenske tilstande. Princippet om at undgå noninformation er vigtigere end politisk korrekt håndtering af varme kartofler. Læser du tilfældigvis svenske medier, ved du, hvad jeg mener. Her er noninformation blevet norm af frygt for alt, hvad der har med fremmed etnicitet at gøre. Min frygt er, at de nationale medier glider i samme retning.

Når medier skal dække begivenheder som den i Niedersachsen eller skyderiet i Lyngby tirsdag aften er det afgørende for forståelsen at få en præcis beskrivelse af den eller de formodede gerningsmænd. Eller som i den danske episode at få oplyst, at det efterfølgende viste sig nødvendigt for personalet på Rigshospitalet at tilkalde politiet for at standse en flok bandemedlemmer fra indvandrergruppen Satudarah. Ellers er det bare begivenheder, ikke nyheder. Da er det noninformation, ikke information.

Hvis nationale og statsfinansierede medier vil undgå, at borgerne søger information andre steder end i seriøse medier og risikerer at være til fals for løse rygter og beskyldninger, må de fortolke reglerne for god presseskik i henhold til, hvad såvel sund fornuft som fortolkende videnskab altid har søgt: at beskrive de faktiske forhold så naturalistisk som muligt og i tillæg undersøge hypoteser og tilbyde mulige forklaringer. Ellers bliver de til grin i den virkelige verden udenfor redaktionslokalerne.

Man skal ikke frygte andres dumhed. Man skal frygte sin egen.

Først publisert i Jyllands-Posten, gjengitt her med forfatterens tillatelse.

***

Kommentar av Rita Karlsen:

Heller ikke vi omtalte den aktuelle saken, selv om vi diskuterte den internt. Som Jalving sier skjer det så mye at det må foretas prioriteringer. Men Hege Storhaug omtalte saken på sin FB-side og det vakte utvilsomt reaksjoner. Innlegget nådde i underkant av 300.000 personer, over 4.200 personer reagerte på innlegget, det hadde i underkant av 600 kommentarer og over 1.100 delinger.

skjermbilde-2016-11-25-11-57-26

Innlegget fra Storhaugs Facebook-side